Dette hellige evangelium til 3. søndag i fasten skriver evangelisten Lukas (11,14-28. Bibelen 2020)

Engang drev Jesus en dæmon ud, der havde gjort en mand stum. Så snart dæmonen havde forladt manden, kunne han tale igen, og det undrede folk sig højlydt over. ¹⁵Men nogle af dem sagde: »Når han kan drive dæmoner ud, er det bare, fordi han får hjælp af Beelzebul, dæmonernes fyrste.« ¹⁶Andre ville udfordre ham og forlangte, at han gav dem et bevis på, at han var sendt af Gud. ¹⁷Men Jesus gennemskuede dem og sagde: »Hvis der er borgerkrig i et land, bliver det ødelagt, og den ene familie overfalder den anden. ¹⁸Hvis Satan bekæmpede sig selv, hvordan skulle han så kunne beholde sin magt? I siger jo, at jeg får hjælp af Beelzebul til at drive dæmoner ud. ¹⁹Men hvis det er rigtigt, hvem hjælper så jeres egne folk, når de gør det? Lad dem afgøre, om I har ret. ²⁰Men hvis det nu er Gud, der hjælper mig med at uddrive dæmoner, så er det jo tegn på, at det er Gud, der har magten. 

²¹Man kan sammenligne Satan med en stærk mand, der forsvarer sit hjem med våben og derfor kan have sine ting i fred. ²²Men hvis der kommer en, der er endnu stærkere og besejrer den stærke mand, vil han tage de våben fra ham, som han stolede fuldt og fast på. Han tager alle mandens ting med sig og deler ud af dem. ²³Den, der ikke er med mig, er imod mig. Og den, der ikke hjælper mig med at samle, han spreder.

²⁴Når en dæmon er faret ud af et menneske, flakker den rundt i ørkenen for at finde et sted at slå sig ned, men det lykkes ikke. Derfor bestemmer den sig for at tage tilbage til det hus, den blev drevet ud fra. ²⁵Når den gør det, opdager den, at huset er rent og pænt, ²⁶og så henter den syv andre dæmoner, der er værre end den selv, og flytter ind sammen med dem. På den måde bliver det værre for den besatte, end det var før.«

²⁷Mens han talte, var der en kvinde mellem tilhørerne, der råbte til ham: »Hvor er din mor heldig. Hun har både født dig og ammet dig.« ²⁸Men han svarede: »Ja, men dem, der hører, hvad Gud siger, og holder fast ved det, er endnu heldigere.« AMEN

PRÆDIKEN 

Det er en voldsom tekst, der hører til 3. søndag i fasten. Den handler både om dæmoner og satans magt og her sidder I med jeres små uskyldige og fuldstændige vidunderlige dåbsbørn – klar til fest med alle jeres gæster. Imens andre er kommet i kirke for at få lidt fred i sjælen, inden hverdagen begynder igen i morgen - og så taler jeg om det dæmoniske…

Talen om det dæmoniske i vores liv kan virke fremmed for os. Men jeg tror, at det er en erfaring vi deler med hinanden, at det gode og det onde er modsatrettede kræfter, der bygger op og bryder ned – og begge er en del af vores menneskeliv.  

Jeg tror, at vi alle kender til det, at kræfter hiver og slider i os, så vi til tider kan opleve vores liv som en ørkesløs kamp. Vi ved godt, hvornår vi står overfor mørket i os selv eller i verden, men måske er vi ikke altid stærke til at stå i mod?

Jeg tror, at vi må give plads til at sætte ord på dette og tale om det, for tavshed (eller stumhed) kan gøre vores menneskeliv endnu mere ensomt og give endnu større plads til det dæmoniske…

I evangelieteksten hører vi om, at Jesus driver en dæmon ud, der har gjort en mand stum. Tavsheden har isoleret ham fra fællesskabet, som ordene skaber mellem mennesker. Den stumme må længes efter at kunne udtrykke sig i fri tale. Berøves vi talens brug så berøves vi en væsentlig del af vores personlighed og mulighed for at indgå i fællesskab med omverdenen. 

Tomas Tranströmer, den svenske digter, blev stum i forbindelse med en hjerneblødning. Han beskriver det at være stum som at blive båret i sin egen skygge – som en violin i sin sorte kasse. Mens det eneste, han gerne ville sige, glimter uden for rækkevidde som sølv hos pantelåneren. Tale er sølv, tavshed kan være guld, men stumhed er grusom…

Digtet lyder sådan her:

Foråret ligger øde

den fløjelsmørke grøft

kryber ved min side

uden spejlbilleder

Det eneste der lyser

er gule blomster

Jeg bæres i min skygge

som en violin

i sin sorte kasse

Det eneste jeg vil sige

glimter uden for rækkevidde

som sølvet

hos pantelåneren

Kan man forestille sig et stærkere billede på afasi end det sølv, man har pantsat og tilsyneladende ikke har nogen mulighed for at indløse igen, og som nu ligger og glimter uopnåeligt i vinduet hos pantelåneren? Et uindløseligt sprogligt pant, ordene, der ikke vil, som man selv vil. Adgang nægtet. Umiddelbart er alt i dette digt knugende tavst, lige fra det lyddæmpede 'fløjlsmørke' til 'jeget', det tavse instrument i violinkassen. Alligevel er digtet så fyldt af stemme!

Henrik Nordbrandt siger om Tranströmers digte. (De)…  virker på mig, som om de ikke er skrevet, men åndet ind i papiret. Og ånden er til stede i hver linje…

Det afgørende er, om det er den gode eller dårlige ånd, der hersker i vores liv. Det alt afgørende både for en selv og dem, vi deler liv med er, hvad det er for en ånd, der hersker i sindets hus.

Så længe mennesker lever og ånder, vil det være påvirket af, hvilken ånd det drager ind og ud af hjertet.

De fleste af os har nok været i huse, hvor der ikke er en god ånd. Selvom huset måske er pænt nok, så er der noget galt. Had og hævn hænger forstummet i luften, så vi næsten ikke kan få luft. I et sådant hus hersker en dårlig ånd – og selvom den hverken kan vejes eller måles, så er vi ikke i tvivl om, at den er der…

Der er huse, som vi dvæler i – uden helt at kunne forklare, hvorfor der er så rart at være. Det er bare som om man falder på plads. Bliver den, man inderst inde ved, at man er, og modtages som sådan. Med åbne arme. I et højloftet hus, kan der herske en snæver, nærig og trykkende ånd, der får en til at føle, at loftet er ved at styrte ned i hovedet på en. Får al tale til at forstumme.

I et lavloftet hus kan der være så højt til loftet, så vi skulle tro, at huset slet ikke havde tag, men at der var åbent lige lukt ind i himmelen. Talen flyder livligt og tavshed er hvile – ikke grum og stum.

På den måde kan tavshed og stumhed ligge vores liv øde og afskære os fra fællesskabet, hvis det er den dårlige ånd, der hersker i sindets hus. Så kan vi allesammen opleve at blive båret i vores skygge som en violin i sin sorte kasse – isoleret i stilhed…

Instrumentet, der ligger passivt i sin kasse, er et godt billede på absolut stilhed, men samtidig er det et stærkt billede på potentiel lyd, på en mulig musik. Et billede på at livet kan få sammenhæng og mening igen, der hvor det er lagt øde…

Tranströmers digt, der handler om ikke at kunne sige det eneste, man gerne vil sige, rummer en stor overskridende kraft. Det rummer en henvendelse, der i den grad når os. Vi berøres af en stemme, der strækker sig frem i en bestræbelse på at åbne et resonansrum.

Ligesom Jesu ord når os med sit ord – en overskridende kraft, der åbner et nyt livsrum for os og fylder sindets hus med den gode ånd der, hvor vi er blevet tavse og stumme og isoleret fra fællesskabet…

Så længe mennesker lever og ånder, vil det være påvirket af, hvilken ånd det drager ind og ud af hjertet.

Jesus ser, at vi er afmægtige og udleveret til magter eller kræfter, vi ikke kan besejre selv og heller ikke stærke nok til at stå imod. Derfor må der selvfølgelig andre kræfter til. Vi bliver tilbudt at få kræfterne fra Gud, så vi ved hjælp af ham kan sige nej til det onde og ja til det gode.

Og det er her, at det bliver relevant at tale om det dæmoniske på en dåbsdag. For i dåben bliver vi givet løftet om, at ingen dårlig ånd eller intet mørke nogensinde vil få den endelige magt over os. Korset bliver tegnet for ansigtet og brystet som et tegn, vi har med os i livet. Et tegn, der fortæller os, at det gode og livsopbyggende har den største magt.   

Jesus siger: Det er ved Guds finger at jeg driver dæmoner ud, og det er den samme Guds finger, som vi tegner korsets tegn med og som til alle tider minder os om vores dåb og Guds løfte til os: Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende…

Det betyder ikke, at det onde ikke findes eller at vi ikke kan blive fristet og draget ind i mørket i os selv eller i verden, men det betyder, at det onde ikke vil få det sidste ord og gøre os tavse og stumme, for det sidste ord har Gud lovet os, at han vil få. Thi dit er riget og magten og æren i evighed.

AMEN