Dette hellige evangelium til 1. søndag i fasten skriver evangelisten Matthæus (4,1-11. Bibelen 2020) 

¹Helligånden førte Jesus ud i ørkenen, for at Djævelen kunne sætte ham på prøve. ²Dér fastede han i 40 døgn, dag og nat, og til sidst var han ved at dø af sult. ³Så kom Djævelen og fristede ham: »Hvis du virkelig er Guds søn, så sig til stenene dér, at de skal blive til brød.« ⁴Jesus svarede: »Der står i Skrifterne, at mennesket ikke kun lever af brød, men også af de ord, der kommer ud af Guds mund.« ⁵Så tog Djævelen Jesus med til den hellige by Jerusalem. Her stillede han ham yderst på tempelmuren ⁶og sagde: »Hvis du virkelig er Guds søn, så kast dig ud herfra. For der står i Skrifterne:

›Gud vil sende sine engle. 

De vil gribe dig med hænderne,

så du ikke slår dig på en sten.‹«

⁷Jesus svarede: »Men der står også, at du ikke må udfordre Gud.« ⁸Til sidst tog Djævelen ham med op på et højt bjerg. Herfra udpegede han alle verdens lande og viste Jesus deres herligheder. ⁹»Alt det her,« sagde han, »vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.« ¹⁰»Forsvind herfra, Satan,« sagde Jesus. »Der står i Skrifterne: ›Du skal dyrke og tilbede Gud og kun Gud.‹« ¹¹Så forlod Djævelen Jesus, og Guds engle kom og tog sig af ham. AMEN

PRÆDIKEN

Ørkenen. Gold, tom og øde og udsigtsløs. Måske har I været dér? Knast sandkorn mellem tænderne, haft et hul i maven af sult og været rug i halsen af tørst? Måske har I ikke stået lige på det sted – i ørkenen.

Men måske har I oplevet, at livet er blevet til en ørken: Tomt, goldt og øde. Indholdsløst, udsigtsløst og dødt. Det kan være et tab, sygdom eller dødsfald, der har gjort det…

Eller det kan være de gange, hvor vi fik det, vi havde håbet på, og så viste det sig ikke at bringe forløsning eller mæthed alligevel. Det havde set så tillokkende ud: virket så fristende: Hvis vi nu bare fik den stilling, den løn, den kæreste.

Men virkeligheden viste sig som noget andet….

Verden er ikke så endimensionel. Sandheden er derfor heller ikke altid så simpel, som vi tror ved første øjekast. Det er måske også derfor, at vi så let friste?  

Fortællingen om Eva, der fristes af slangen til at spise æblet fra træet midt i haven, er en vidunderlig fortælling om, hvad det vil sige at være menneske: At komme til bevidsthed. At blive et selvstændigt tænkende væsen – med det kommer begæret og fristelsen.

Begær har altid været opfattet som noget negativt. Noget ondt, som kan stilles på linje med manglende tillid til Gud. Men er begæret ikke en livskraft i os? Uden den kraft ville livet blive uden farve og smag og duft.

Vi kunne vel ikke overleve, hvis vi ikke havde begær. Vi kan jo ikke leve af ingenting. Det lille barn ville dø, hvis det ikke sugede næring til sig. Vi skal alle have mad på bordet og luft at trække vejret i. Vi har brug for hinandens nærhed. Vi er hverken selvberoende eller selvforsynende væsner. Vi er behovsvæsner. Vi har mange behov, som skal tilfredsstilles for at kunne leve. Det er der vel ikke noget ondt i?

Begæret er en tvetydig størrelse. Når man siger om et andet menneske, at det er begærligt, er det sjældent positivt. Det rager til sig. Et begærligt menneske er egoistisk og selvcentreret…

Jeg tror, der er en eksistentiel dyb uro i os. En uro som ethvert menneske før eller siden lærer at kende. Den hænger sammen med det at være menneske. Vi hviler ikke i os selv – dybest set, for vi har ikke skabt os selv. Vores liv er som græsset på marken: Grønt den ene dag og frodigt som grønne enge og vissent den næste dag – øde som ørkenen.

Derfor er der en higen i os alle efter noget, der giver vores liv bestandighed og fylder det med mening. Det er drivkraften i ethvert begær…

Derfor er den fantastiske fortælling om Adams og Evas fristelse en historie om ethvert menneske. Det er en ydre fortælling om det, der sker indvendigt i ethvert menneske: At vi ligesom Adam og Eva har et begær – en drivkraft i os, så vil lader os friste.

Verden er ikke så endimensionel. Sandheden er derfor heller ikke altid så simpel, som vi tror ved første øjekast. Al begær er ikke ondt og alle fristelser er ikke af det onde.

Men der går kuk i begæret, hvis det vores hjerte er rettet imod bliver gud for os og tager magten fra os. Når vi gør andet til vores gud end Gud selv.  

Adam og Eva kan ikke modstå fristelsen til at blive som Gud – udsigten til indsigt og kontrol og magt, frister dem til at spise af æblet. De kunne ikke stå for fristelsen, der åbner for det begær, der splitter og ødelægger livet. De tiltager sig en magt over livet, som rettelig tilhører Gud.

Vi kan ikke undgå det. Ethvert menneske kommer til at række ud efter æblet og må gennemleve livets strabadser. På den måde lægger vi allesammen tabte paradiser bag os. Så er det vores liv forvandles til en ørken: Tomt, goldt og øde. Indholdsløst, udsigtsløst og dødt…

Måske er det sandhedens øjeblik. Der hvor vi kommer til bevidsthed og bliver menneske. I afmagten. Afmagten kan også virker tillokkende, fordi den er forbundet med befrielse. Befrielse fra en selv, vil jeg tro?

Måske er det i afmagten i den dybeste sorg og angst – hvor kontrollen glipper, at vi spørger efter tilværelsens grund og mening og forstår hvad det vil sige at tro og håbe?

Den, der spørger efter tilværelsens egentlige mening og grundlag, spørger efter Gud (Paul Tillich). Gud er ”værens grund” eller ”dybet” i den menneskelige tilværelse. Gud er den magt, der modstår tomhed, skyld, meningsløshed og død.

Det er den Gud, der netop kommer til udtryk i Jesus Kristus…

Jesus har prøvet det hele på sin egen krop, da han selv var i ørkenen. Han ved hvad det vil sige at være sulten og sårbar og svag. Han ved, hvad det vil sige at modstå den magt, der er vilje til magt i en perverteret forstand.

Han modstod den magt, der ikke er livsviljens magt, men den magt, der gemmer sig i kontrol, udnyttelse af mennesker og af verden.

Det er den magt, der kan lægge livet øde, men ikke kan skabe det. Det er den magt, der kan bagtale livet, men ikke kan give kærlighed og nåde.

Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til (Løgstrup). Han skabte lyset med sit ord på skabelsens første dag, hans ord stod op af graven påskemorgen. Løgnen, mørket og døden kan derfor aldrig få bugt med sandheden, lyset og livet.

I ham er magten til liv og magten til at elske ubetinget. Du falder aldrig ud af hans hænder, uanset hvor ussel og skyldig du føler dig og dit liv har forvandler sig til ufrugtbar ørken – udsigtsløs, meningsløs og tom.  

Vi kunne bede om hjælp til ikke at søge de fristelser, der tager magten fra os, så vi søger livet selv i alle de forhold, hvor det åbenbarer sig – i det mindste og i det største…

Det handler nemlig om, hvad vores hjerte er rettet imod. Der er en eksistentiel dyb uro i os. En uro som ethvert menneske før eller siden lærer at kende. Derfor er der en higen i os alle efter noget, der giver vores liv bestandighed og fylder det med mening. Det er drivkraften i ethvert begær…

Derfor finder hjertets uro hvile, når Gud er hjertets højeste begær. For I Gud er der bestandighed. Gud er den samme Gud fra evighed til evighed. Det giver os et liv i frihed og frimodighed. Altid med fremtiden foran os som en mulighed.

Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile hos dig, o Gud.

AMEN