Dette hellige evangelium til 3. søndag efter helligtrekonger skriver evangelisten Matthæus... 

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham.  Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«  Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed.  Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham:  »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.«  Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.«  Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.  Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.«  Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel.  Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget,  men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«  Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time. AMEN

Hvor går vi hen med afmagten 

Helligtrekongertiden er spændt ud mellem de gammeltestamentlige beretninger om den skjulte Gud, hvis ansigt ingen kan se og de nytestamentlige beretninger om den åbenbarede Gud – den Gud, der viser sig i Jesus…

Hans-Henrik og jeg kan få mange kander kaffe til at gå med at diskutere det forhold

Hvor Det Gamle Testamente i højstemte vendinger fortæller om Guds almagt, tager evangelierne os med ind i en dagligdag med fiskere, bønder, husmødre, mennesker med handicap og forældre med syge børn…

Det er så hjerteskærende at høre officeren fortælle, hvordan han plejer at kunne kommandere rundt med hele verden: Gå! Gør det og det! Men nu er han fanget i en situation, hvor kommandoerne ikke længere virker. Noget mere angstprovokerende kan man dårligt konfrontere det moderne menneske med…

---

Officeren er en mægtig mand. Han har mange mennesker under sig. Men sygdom er som bekendt hver mands herre. Også hans. Hvad enten det nu er hans tjener eller hans søn, så står han afmægtig overfor drengens sygdom. D

e fleste moderne mennesker er også vant til at have meget under deres befaling. Der planlægges, ønskes og udføres. Også egen sundhedstilstand hører helst til under vores kommando. Og for det meste opfører regimentet og tilværelsen sig, som der bliver befalet. Men desto voldsommere rammer afmagten og utilstrækkeligheden, når den ikke gør – altså når tilværelsen ikke gør, som vi befaler…

Når sygdommen, skilsmissen, fyring, eksistentiel ensomhed eller meningsløshed rammer, hvor går vi så hen med afmagten: Vi går måske til lægen eller arbejdsformidlingen. Men kun for at erfare, at det kun giver mening, så længe der er noget at gøre.

---

I sin afmagt henvender officeren sig til Jesus: Sig blot et ord, siger han, så vil han blive helbredt. Og Jesus svarer ham: Gå, det skal ske dig, som du troede. Gad vide hvad officeren tænkte på vej hjem. Måske var han fyldt af glæde: Troen frelser mig! Og måske er han fyldt af bekymring: Hvilken tro? Er min tro stor nok? Mon ikke officeren oplever en indre strid eller kamp, imens han går der. Mon ikke hjertet er en kampplads for troen og tvivlen? På den ene side stærk og på den anden side svag. Han har ikke nogen vished – han kan ikke vide med sikkerhed, om hans søn er blevet rask, når han kommer hjem. Han er der lige midt i livet. Det gør ondt. Og han aner ikke om det brister eller bærer.

Det kan ingen vide. Troen er aldrig noget, vi kan vide os sikre på. Måske bliver det en åbenbaring for ham der på vejen hjem. At troen ikke er noget han skal præstere, men en gave der bliver rakt til ham – som Jesus der møder den spedalske med en fremstrakt hånd og siger: ”jeg vil, bliv ren”. Mon ikke det er de tanker, der fylder officeren dér på vejen.

Hvad fik officeren - lige præcis ham, der ingenting vidste om hverken jødedom eller Jesus for den sags skyld - hvad fik ham til at opsøge Jesus med så stor tillid? Jesu ord må have været så troværdige, at han kunne tro det umulige…

Jesus fremhæver officerens tro. Den var stor, sagde Jesus – faktisk den største han har mødt. Gad vide om officeren selv var så sikker. Men måske er det netop tvivlen, der gør, at han går til Jesus – vender sig mod ham og helt umiddelbart venter sig alt godt fra ham. 

Troen er ikke det, der udgør betingelsen, men det, der udgør selve modtagelse af nåden – eller af gaven – af underet. Han tager imod underet – eller livet!

Der sker i hvert fald det: at han giver op. Han må erkende, at hans egen magt er begrænset. Han vender sig fra sig selv og til Kristus, og viser ham den afgørende tillid. Og måske er tro dybest set det at forlade sig på én anden – nemlig Kristus!

Sådan går officeren underet i møde, i tvivl og alskens hjertekvaler og troskriser. Han har ikke altid fat i troen, men troen har fat i ham – som nåde og retning.

Vi er ligesom officeren på vej mod et under. Måske ikke en helbredelse af en af vores kære…

Sygdom kan være uhelbredelig og have en uomgængelig dødelig udgang. Det er vi mange, der erfarer.

Det er de færreste af os, der oplever det samme som officeren – at vores syge mirakuløst er blevet rask, når vi kommer hjem.

Men samme ubetingede tro og håb kan gribe os – som det, der greb den spedalske og officeren. Jo mere håbløs situationen ser ud, jo mere vokser håbet i styrke. Selvfølgelig håber vi, at al sygdom og død vil forsvinde, men hvad der end sker, er håbet der, et håb, som sendt fra himlen.

Og hvad lever det håb af. Ja det lever jo af troen på, at Gud er, at der er en myndighed, en magt i verden som i sidste ende har alt i sine hænder. Overfor den største nød vi kender, død og tilintetgørelse, der må vi vende os mod den almægtige Gud, der sætter hele sin magt og myndighed ind på at være der for os i det små og midt i det hele...

Midt i al desperationen kan en hellig erfaring dukke op, som en tillid til at alt er muligt og at alt er i Guds hånd. Og det gælder ikke bare, når vi er syge. Det gælder også i alle mulige andre håbløse og uoverskuelige livssituationer. 

Og det gælder også for den som indtil i går måske mest troede på sig selv. Vi må slippe os selv – kontrollen og kommandoen - over vores egen tilværelse og have tillid til at vores liv er I Guds hånd. Vi må tage imod livet – som en gave fra Gud. Så er vi befriet fra os selv – og fra ved egne kræfter at skulle finde vej til Guds kærlighed…

Hvor går vi hen med afmagten?  

Vi søger op til kirken med vores flimrende uro i hjertet, med al den afmagt som vi kan opleve i vor tilværelse og Guds ord vil kunne give os den ro, som vi har brug for.

Nadveren indledes med ordene. Opløft jeres hjerter til Herren. Ja. Lad os det. Løft vores urolige, flimrende, angste hjerter til Herren. Giv os, Gud, ro, velsignelse, fred  

AMEN

Prædiken