Dette hellige evangelium til 1. søndag efter hellige trekonger skriver evangelisten Lukas (2,41-52) 

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten.  Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen.  Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.  I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte.  Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér;  og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål.  Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.  Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.«  Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«  Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.  Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. AMEN

PRÆDIKEN 

Han er blevet væk i dag, altså Jesus…

Maria og Josef må have været helt ude af sig selv, da de opdager, at han er væk. Vi kan levende sætte os ind i situationen. Den er alle forældres mareridt. Jeg ved ikke, om det er muligt, men måske var mareridtet endnu større for Maria, fordi Gud havde udvalgt hende til at føde hans søn og til at tage sig af ham…

Og nu er han altså væk. Det er svært at bortforklare. Og hvis han er væk, er hele hendes liv og mening også væk? Josef og Maria leder selvfølgelig højt og lavt for at finde deres søn – ligesom alle andre forældre ville gøre det…

Og de finder ham i levende liv på 3. dagen i templet…

Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far…

Maria og Josef forstod det ikke. Men Maria gemte ordene i sit hjerte.

Og det fik hun brug for senere. For ordene lærte hende, at når det virkelig gælder, dukker Gud op på steder, hvor hun mindst ventede at finde ham – i den hårde krybbe, på det hårde kors – ligesom han mod forventning viste sig som den opstandne.

Han er altså at finde, hvor nøden er størst og modet borte, og troen er på nippet til at smuldre…

---

Troen kan nemt smuldre. Den er skrøbelig. Hvad nu efter jul? Hvad nu hvor englene er tilbage i himmelen og de vise mænd er vendt hjem. Og vi er vendt tilbage til hverdagen? I den sammenhæng kommer fortællingen til at handle om den Jesus, der kan blive væk for os og som ikke er sådan lige til at finde igen…

---

Hvor leder vi efter Gud? Hvor søger vi liv og mening. På vores yndlingssteder – i vores succes og fremgang? Jo mere vi skal tro på os selv og vores egne evner, jo mere kalder tiden på evangeliet om, at det ikke er vores egen vilje til tro, der er afgørende…  

Det er ulykkeligt, at så mange unge i dag mistrives. Måske lider de under den misforståelse, at det bedste adgangskort i alle livets forhold er deres evne til at præstere og levere enestående og individuelt til et 12-tal.

Men det er ikke adgangskortet til kirken eller til Gud. Vi ved jo dybest set godt, at de sandslotte, vi selv bygger, synker sammen og bliver til ingenting…  

Hvis kristendommens dybe, gamle stemme for alvor skal tale tidens strøm imod, så må den sige højt, at vi ikke kun går i kirke, fordi vi tror, men fordi der er noget, som vi kan have svært ved at tro og have tillid til - for eksempel det helt utrolige, at det ikke er os og vores egen evne til at tro på os selv eller Gud, der er det afgørende…  

Vi sidder i kirken sammen – menneske ved menneske i menighedens fællesskab. Og endelig får vi lov til at slippe os selv (slippe for at tro, at livet beror på os selv) for at få plads til dette utrolige…   

Gudstjenesten er vores sidste store, fælles mirakeltid. For her er vi ikke hvad vi giver. Her er vi, hvad vi får. For en gangs skyld skal det ikke komme fra os selv. For en gangs skyld skal vi ikke levere noget. Vi skal bare tage imod troen, håbet og kærligheden, som de kommer til os…

---

Og det er vel derfor, at vi ikke behøver at lede efter den, hvis den skulle være blevet væk, troen på Jesus…

For han dukker op på steder, hvor vi mindst venter at finde ham…

Men tør vi overgive os. Tør vi tage springet? Måske går det os som præsten, der var ude at køre i sin hestevogn med sin kusk. Det sner og det er tåget, og præsten blev lidt urolig, men kusken siger: Jeg kender vejen.

Sneen tager til og præsten blev endnu mere bekymret, men kusken beroliger ham og siger: Hestene kender vejen…

Til sidste var det ikke muligt at se en hånd for sig og præsten råbte, ude af sig selv: HVAD NU? Og kusken siger: Ja, nu håber jeg, at Vor Herre kender vejen. Må jeg så komme af, spørger præsten…

Sådan kæmper troen i os alle. Sådan leder vi med vores tro efter den Jesus, der så let bliver væk for os, og vi klynger os til selv det allermindste spor, han har sat hos os. Det er en kamp og en søgen, der aldrig får ende…

---  

For vi forstår det jo ikke helt. Jesus er den eneste, der kan forstå, at han er både Guds søn og Maria og Josefs søn. Ikke engang hans egen mor kan forstå det. Men hun gemmer ordene i sit hjerte.

Der, hvor hun også gemte hyrdernes ord om, hvad englen havde sagt til dem om barnet, som hun fødte julenat. Hun gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Der er sager, vi kun kan grunde frugtbart over, hvis de er gemt i hjertet frem for i hjernen.

At tro er at tage det utrolige og uforståelige til hjertet. Maria tager netop det uforståelige – mysteriet - til hjertet. Ikke som en gold viden, men som noget hun hele tiden relaterer til livet og sine erfaringer.

Hun kæmper med forståelsen af sin søn. Ligesom vi kan kæmpe med det uforståelige og med vores tro. Men vi kan være i mysteriets midte, hvis vi tager det til hjertet…

Troen er en skrøbelig ting, der let går itu. Og derfor kan jeg trænge til eller ligefrem længes efter i mødet med Guds ord at blive ude af mig selv (ligesom Maria og Josef var det eller ligesom præsten var det) og derved netop komme til mig selv gennem Guds genbeskrivelse af mig - elsket trods fejl og mangler.

Maria gemte ordene i sit hjerte. Og ordene lærte hende, at når det virkelig gælder, dukker Gud op på steder, hvor hun mindst ventede at finde ham…

De fandt ham i templet på 3. dagen. Opstandelsesdagen, hvor livet gives os tilbage…

---

Gudstjenesten er vores fælles mirakeltid. Vi må derfor herhen igen for at bede om, at Gud vækker vores tro på hans ord og løfter os op af døde igen, ligesom han selv opstod fra de døde påskemorgen…

Jeg må herhen igen, for jeg længes efter at sidde med ansigtet mod alteret i øst, mod solen, mod opstandelsen (…) Jeg trænger til at min bøn må blive båret som ord på vinger af en kraft, der ikke er min egen.

Jeg trænger til at se et menneskebarn i dåben blive korset og kronet. Jeg trænger til at mærke ritualernes orden lagt ned over mit uordnede liv. Jeg trænger til, at Gud ser mere i mig, end der er at se. Og det sker i alt det, der ikke kan forklares. I gudstjenestens rum, i troens rum, i længslens rum, i hjertets rum

Og pludselig kan det ske, at den dybe tillid til Gud begynder at synge i os igennem en salme, som den vi skal synge om lidt:

Så alle morgenstjernernes sang

Forenet med menneskers stemme

Skal bære os ind i Guds hjerterum

Hvor vi med hans søn hører hjemme…

AMEN