⁹Da de jødiske ledere fra Jerusalem sendte præster og tempeltjenere ud for at finde ud af, om Johannes var Messias, ²⁰sagde Johannes det til dem, som det var: »Jeg er ikke Messias.« ²¹»Hvem er du så?« ville de vide. »Er du Elias?« »Nej,« svarede han. »Er du den profet, vi har ventet på?« »Nej,« svarede han igen. ²²»Sig nu, hvem du er, så vi kan få et svar med tilbage til dem, der har sendt os herud. Hvad kalder du dig selv?« ²³Johannes svarede med et citat fra profeten Esajas: »Jeg er den stemme, der råber i ørkenen: Ban vej for Herren.«

²⁴De mænd, der var sendt ud, var farisæere, ²⁵og de spurgte Johannes: »Men hvis du hverken er Messias eller Elias eller profeten, hvorfor døber du så folk?« ²⁶»Jeg døber kun med vand,« sagde Johannes. »Men her mellem jer står der én, som I ikke kender. ²⁷Det er ham, der kommer bag efter mig. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham med at få sandalerne af.« ²⁸Alt det her foregik i Betania, på østbredden af Jordanfloden, hvor Johannes døbte folk. Johannes 1,19-28

 Det 4 lys er tændt, og vi kan nu gå de sidste dage i møde inden det bliver jul. Forhåbentlig med fred i krop og sjæl.

Hvad jeg siger her, er der intet som helst overraskende ved. Det sker hver jul, og julen er for de fleste af os en gentagelse af julen sidste år, som igen er en gentagelse af jul tilbage i tiden. Vi kan fortabe os i en uendelig række af julefejringer, der alle mere eller mindre har genkendeligheden som sit kendetegn. Derfor kan vi aldrig huske i detaljen hvad vi gjorde sidste jul, for vi gjorde meget sandsynligt som vi plejede.

Det er godt det er sådan. Jeg er med alderen blevet mere og mere overbevist om, at rummer vore liv ikke gentagelse, så ville vi gå til i overanstrengelse. Hele tiden selv at skulle finde på, for at fylde tiden. Adventen og julen er fyldt af genkendelige spor, som vi kan træde i, og føle at her behøver vi ikke at finde på, her genfinder vi gamle og kendte spor.

I gentagelsen slipper vi for at skulle tænke det nye, og samtidig hæver gentagelsen os ud af hverdagens almindelige tid over i hvad kunne kalde højtiden, hvor vi netop gør det særlige, men på den samme måde.

Johannes møder gentagelsen da nogle fornemme folk, præster og tempeltjenere, kommer til ham og spørger ”hvem er du”. Det spørgsmål havde han mødt før. Dengang gik mange mennesker og ventede på Messias. Når Messias kommer var et udtryk for håb om en fremtid.

Og det gør troende jøder stadig. En port i den gamle by i Jerusalem er muret godt til, for den dag Messias kommer går han ind gennem denne port. ”Den gyldne port” som den kaldes.

Man ventede på den kommende Messias, hvad vi også kan forstå af det svar Johannes giver dem: ”Jeg er ikke Messias”. Han ventede jo selv på Messias, men havde den rolle at forberede hans komme. Jeg er ikke den I venter på, siger han.

Folk levede i gentagelsen som var forventningen om at på et tidspunkt ville Messias vise sig på jorden. Et ritual kunne vi vel godt kalde det i den forstand, at denne forventning og dette håb til en fremtidig Messias, på mange måder var en slags advent i folks liv. En ventetid.

Man så frem til én som skulle komme, ligesom vi i adventen ser frem mod ham som skal komme. Vi siger ikke den, som ventede vi en person, men det er julen vi ser frem til, men bag den gemmer der sig en person.

I al det genkendelige som vi gør i julen, siger Johannes Døber til de der spørger ham, ”men her mellem jer står der én, som I ikke kender”. Messias var håbefuldt ventet, men jo ikke én man kendte. Mange havde allerede i Johannes set at her er noget nyt, og ønsker straks at få noget mere at vide om hvem han er, og hvad han vil, og hvad han siger om sig selv. Han kunne jo være den ventede.

Det svar de får er, at hans person betyder ingenting. Han beskriver sig selv som en røst der råber i ørkenen for at bane vejen for den, som skal komme. Ligesom vi i vores forberedelser til jul, baner vejen for ham som skal komme.

Vi får altså at vide her ved slutningen af vore forberedelser til jul, at der er en vi ikke kender. Selvfølgelig kender vi den person Johannes talte som skulle komme. De gjorde hans egen tid også, da de fandt ud af hvem det var han talte om. Da det siden gik op for dem, sagde de: Ork, ja, ham kender vi jo godt! Han går rundt i blandt os. Jesus, tømmermandens søn fra Nazareth. Vi kender både hans mor og hans far.

Jeg tror det er vigtigt at holde fast i Johannes ord om ham vi ikke kender – ”men her mellem står der én, som I ikke kender!” Ham vi ikke kender, er også det vi ikke helt kan få hold om. Det efterlader os tilbage med et mysterium, i en verden som vi ellers grundigt har udforsket og trængt til bunds i.

Drivkraften i al menneskelig udvikling siden jeg ved ikke hvornår, har været at erobre mere og mere af livet. At vide mere for at kunne komme til at styre mere. Der findes ikke den lille plet på jorden som er fremmed for mennesket. Verden er blevet beboelig og kendt i kraft af vores fornuft og nysgerrighed.

Julen skulle gerne kaste lidt englestøv på os, for at lade os hvile og leve i mysteriet. Johannes holder fast i mysteriet, det ukendte, Messias som er på vej, og vi ved ikke hvornår og hvordan han kommer.

Skal vi mærke den ægte glæde ved julen, er det vigtigt at lade Messias stå iblandt os som en vi ikke kender. Vi hørte før Paulus tale om det vi ikke kender: Gud vil lade tingene lykkes for jer i en grad, der går langt ud over, hvad vi kan fatte. Nej, vi kan ikke fatte alt hvad som sker, og det er nok en meget god ting.

Tænk om vi kunne hvile i en sådan ro! Det er Messias ro. Messias er ham der kommer til os, men vi ved ikke hvornår. Forbundet med håb. Et håb om en befrier i en utryg tid. Håbet er aldrig kendt, for det finder ro i tilliden til Gud, som sørger for os. Hvornår kommer Messias, eller Kristus, som vi er vant til at kalde ham? En gammel jødisk legende kan måske give os lidt af svaret:

Rabbi Yoshua ben Levi mødte profeten Elias, som stod ved indgangen til Rabbi Simeon ben Yohais grotte… Han spurgte Elias: ”Hvornår kommer Messias?” Elias svarede: ”Spørg ham selv.” ”Hvor er han?” ”Han sidder ved byportene.” ”Hvordan kan jeg genkende ham?” ”Han sidder midt blandt de fattige, fuld af sår. Alle de andre tager forbindingerne af deres sår af samtidig og binder dem straks op igen. Men han tager én forbinding af ad gangen og binder én op ad gangen igen, mens han siger til sig selv: ”Måske vil der være nogen, der har brug for mig. Så jeg må altid være klar og ikke forsinke mig selv det mindste.”

Denne jødiske legende fortæller os, at Messias altid er klar til at hjælpe andre, fordi han kun forbinder ét af sine sår ad gangen. Han har ikke brug for som de andre at gøre noget færdigt, før han kan hjælpe sit medmenneske. Det er ikke jul endnu. Men vi er på vej for det 4 lys i adventskransen er nu tændt. Jesus, Messias, befrieren, håbet for mange mennesker dengang og i dag. Han er selv et lys, der møder os i livet, og for at være sammen med os i vores svaghed og hjælpeløshed.

De 4 lys i adventskransen vil brænde ned. Det barn, der fødtes julenat, er det lys, der aldrig slukkes. Den stemme som taler til os, den hånd som rækkes os, når vi har det svært, den uudslukkelige kærlighed som lægger sin hånd på vore sår. Amen