Jesus sagde: Der kommer tegn fra solen, månen og stjernerne, og på jorden bliver folk grebet af angst. De ved ikke, hvad de skal stille op med havets og bølgernes brusen. ²⁶Himlens kræfter bryder sammen, og folk falder om af skræk, mens de venter på, hvad der vil ske på jorden. ²⁷Og så ser de mig komme. Menneskesønnen viser sig i skyerne i al sin kraft og guddommelighed. ²⁸Når det sker, kan I rette ryggen og løfte hovedet, for så bliver I snart befriet.«

²⁹Jesus forklarede det med en sammenligning. »Se på figentræet og alle andre træer,« sagde han. ³⁰»Når de springer ud, ved I instinktivt, at det snart er sommer. ³¹Sådan er det også med Guds kongerige. Når I ser alt det her ske, ved I, at det er på vej. ³²Og det hele kommer til at ske i jeres levetid. ³³Himlen og jorden går under, men det, jeg siger, gælder altid.

³⁴Nu er I advaret. Hvis I er optaget af fest og druk og hverdagens bekymringer, bliver I sløve. Så kommer det bag på jer, når dagen pludselig er der. ³⁵Og der er ikke et eneste menneske på hele jorden, der går fri. ³⁶Så hold jer hele tiden parat. Bed om, at I får styrke til at komme godt igennem det, der skal ske, og om, at I til den tid kan klare at stå ansigt til ansigt med mig, Menneskesønnen.« Lukas 21,25-36 

Måske I har det ligesom jeg med denne tekst. Det var da noget af en voldsom beskrivelse af jorden der bryder sammen og skaber angst og skræk i mennesker. Ikke at det ikke kan blive aktuelt. Jeg tænker selvfølgelig på vores klima, som flere gange de sidste mange år på voldsom vis har ødelagt tusindvis af menneskers liv.

Folk står passive og ser hvordan himlens kræfter, havets og bølgernes brusen raser, som vi ved at kun naturens kræfter kan. Jord og himmel er i oprør!

Jesus taler om disse naturkatastrofer som tegn. De er altså ikke virkelige – endnu – men når det sker skal de læses som tegn. For os er det tæt på den virkelighed vi lever i. De er ikke længere tegn i vores verden, men allerede virkelighed.

Tegn på at noget stort og voldsomt skal komme, som så alligevel i sidste ende er tegn på en befrielse. Det kræver dog at vi er parate.

Det var noget af en tekst som dumper ind i en fredelig adventstid. En tid der bevæger sig langsomt frem mod julen. For hver dag bliver det tiltagende mørkere, men vi ser frem til at lyset igen skal tage fat fra den anden ende, og erobre mere og mere lys for dagen.

Der er noget mørkt og trist over de forudsigelser vi hører om hos Lukas. Det er verdensdommeren, der præsenterer sig på ”i skyerne i al sin kraft og guddommelighed”. En storslået vision af en gigantisk omvæltning som vil ramme verden og mennesker. Det er dramatik på højeste plan, som i en moderne katastrofe film, der ikke holder sig tilbage for at udpensle i deltaljer de voldsomme begivenheder. Vi behøver ikke længere at se film for at fylde os med skræk for, hvordan naturen rundt om i verden møder mennesker med voldsomhed og store ødelæggelser til følge.

Jorden ødelægges, mennesker mister deres hus og hjem, mennesker dør. Dommedagsbillederne som kirken altid har haft som en del af sit budskab, behøver vi ikke at frygte længere, for de er nu blevet til en levende virkelighed mange steder i verden.

Vi kan lige så godt smide os på jorden og lade være med at kigge op, eller vi kan klogt bekymre os, og tænke over hvad vi stiller op med ødelæggelsen af vores klima og de følger det allerede har fået for vores fælles jord.

Lige nu i denne tid er det ikke kun destruktionen af klima og natur som vi fylder. Vi har siden Ruslands umenneskelige krig mod det ukrainske folk, igen set hvad mennesket rummer af ondskab. Følgerne for millioner af mennesker i Ukraine fylder os med tårer over at se hvordan mennesker lider. Mennesker som du og jeg, der ønsker at få lov til at leve det almindelige gode liv med deres familier, passe deres job, og nyder de glæder som hører livet til.

Oven i denne uretfærdige krig er der kommet flere andre kriser og udfordringer til som påvirker os. Stigende priser på alt er blevet et fælles vilkår, som sætter mange mennesker i svære situationer, fordi de frygter  at de ikke kan klare sig.

De tegn Jesus taler om er i den nuværende situation vi befinder os i meget aktuelle. Billederne Jesus taler i er hentet fra naturen, fordi naturen altid er voldsom, både når vi glæder os over et smukt landskab, eller når vand eller voldsom varme skaber kaos.

Vi er langt fra drømmen hos profeten Esajas. Esajas har en vision om en tid hvor der sænker sig en fred over jorden. De billeder han bruger henter han igen fra naturen. Fra dyrenes verden. Hans vilde håb er guddommeligt, for det taler om et håb, som det ikke er op til mennesker at skabe. For det kan vi ikke. Men at vi har brug for sådanne billeder af håb om en fremtid er helt sikkert. Billederne om den fred der skal komme er, når dyrene ikke længere dræber hinanden, og at mennesket ikke længere behøver at frygte for at blive dræbt af dyrene. Et fantastisk billede på et håb, som fortæller om en fremtid der ikke har noget med den verden vi ser rundt om os at gøre. Langt fra må vi sige. Det er nemt at afvise billedet af dyr og mennesker som forsoner sig i et stort, fredeligt venskab.

En fred hvor ødelæggelse og ondskab ikke findes. Det virker urealistisk. Håbet om Guds fremtid er en mægtig kraft. Det må vi tro og håbe. Alternativet er at vi falder hen i modløsheden, lader stå til. Vi skal lade os gribe og rykke af, at Gud lader os se en flig af sin himmel.

Det er som Jesus siger, når figentræet blomstrer, og mennesker ved at sommeren kommer snart. Det blomstrende figentræ er tegnet på, at der er et håb foran os. Selvom vi ikke kan se det eller tror det, skal vi leve i forventningen og længslen.

Vi lever i tunge og mørke tider. Dagens ord fra Lukas og Esjas vil give os håb. Vi skal hente håb og mod fra adventens og julens traditioner og kirkens forventning om Gud er på vej til os og vores verden på den meste nærværende måde. Nemlig i det menneske som fødes julenat i stalden i Bethlehem, som er det håb som snart skal blomstre som figentræet.

Julen er håbets tid fordi vi så snart det bliver advent begynder vi at se fremad med længsel og forventning. Når vi taler om fremtiden i dag, altså den fælles fremtid for vores klode og menneskehed, er det for det meste med bekymring. Det er også fremtiden Jesus og Esajas taler om. De taler ikke om deres personlige ønsker for fremtiden eller om deres planer for hvad de skal. De taler på Guds vegne om en fremtid for alle mennesker. De bruger billeder til at sætte ord på deres frygt, angst, men de taler mest i billeder der vil give håb til mennesker om at vi snart kan rette ryggen og løfte hovedet. Der er noget i vente, at se hen til.

Hvorfor skal vi høre om dom her midt i juletiden? Har vi ikke brug for lidt fred fra dom og krav om at skulle tage stilling. Det fylder jo stort set hele tiden.Dom kommer vi let til at forbinde med et sort kristendomssyn, som fortæller, at vi ikke er noget værd? Men det hedder jo kristen-dom! Dommen er med til at gøre verden mere tydelig, og vi får klarhed på, hvem vi selv er og hvad vi skal. I stedet for at holde dom over os selv og hinanden, som gør mere ondt end godt, så lader vi Gud holde dom.

Dommen vil fortælle os, at livet er alvorligt. Den danske forfatter Martin A Hansen sagde en gang noget meget vigtigt om dommens betydning i livet. den ene dag dømmer den anden, den sidste dem alle, var hans ord om den dom vi selv kan fælde over vores liv fra dag til dag. Og den sidste dom er den dag hvor der skal holdes dom over livet. Det er den dom Jesus taler i de voldsomme billeder fra naturen. Guds dom!

Guds dom skal vi ikke kun forestille os som mørk og straffende, men tillige som det der vil åbne for at noget nyt kan vise sig. Dommen siger ikke bare hvem jeg er som menneske, men også hvem jeg kan blive, og hvad der er mit mål i tilværelsen.

I bogen Mellem frygt og håb som rummer interviews med forfattere og tænker, der kommer med bud på, hvor vi kan finde glimt af tro, håb og fællesskab i tiden vi lever i. I ét af interviewene fortæller den store israelske forfatter David Grossman om hvad han frygter og hvad som giver ham håb. Han bor i Israel og lever hver dag med frygten for hvad der kan ske. Til slut i interviewet siger han noget der er værd at lægge sig på sinde når vi betragter verdens tilstand og den håbløshed som let kan gribe os: Jeg kan ikke tillade mig den luksus at være rædselsslagen. Jeg nægter at give op, siger han.

For det kunne godt være vores svar på alt det vi ser ske rundt omkring. Vi bliver bange, angsten griber os, og vi føler ikke vi kan gøre noget. Vi trækker os, tror ikke vi kan gøre noget, vil bare være i fred. Hvis vi nægter at forholde os til den verden vi lever i, ikke vil tage stilling, så bliver vi sløve, som Jesus siger.

Vi må ikke give op, men vi skal holde håbets flamme brændende. Men håb er ikke nødvendigvis det samme som optimisme. Det er heller ikke en overbevisning om, at noget vil gå godt. Det er som den tidligere præsident Vaclav Havel skrev en gang håbet er en vished om at noget giver mening uden hensyn til hvordan det går.

Hvad er det som giver mening? Det er at vi ikke giver op, men holder os til at figentræet og andre træer springer ud hvert år. Der er stadig noget at leve og kæmpe for. Amen