¹Kort tid efter kom disciplene og spurgte Jesus: »Hvem er egentlig den største i Guds kongerige?« ²Jesus kaldte et barn hen til sig og stillede det midt imellem disciplene. ³»Hør nu her,« sagde han. »Hvis I ikke ændrer jer og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Guds kongerige. ⁴Den, der gør sig lige så lille som barnet her, han er den største i Guds kongerige. ⁵Hvis nogen tager imod sådan et barn på grund af mig, er det i virkeligheden mig, han tager imod.

⁶Men stakkels den, der får en af de små, der tror på mig, til at miste troen. Han vil være bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive smidt i havet. ⁷Forbandede verden, der lokker mennesker væk fra Gud. Det er uundgåeligt, at nogle mennesker mister troen, men den, der får dem til det, vil blive forbandet. ⁸Hvis din hånd eller fod får dig til at gøre noget forkert, så hug den af, og smid den væk. Det er bedre, at du mangler en hånd eller en fod, når du går ind til det evige liv, end at du bliver kastet i helvedes ild med hænder og fødder i behold. ⁹Og hvis dit øje får dig til at gøre noget forkert, så riv det ud, og smid det væk. Det er bedre, at du mangler et øje, når du går ind til det evige liv, end at du bliver kastet i helvede med begge øjne i behold. ¹⁰Pas på, at I ikke ser ned på en af de små her. Husk, at de har engle i himlen, som står ansigt til ansigt med min far. ¹¹Jeg, Menneskesønnen, er kommet for at frelse dem, der er uden håb.

¹²Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, hvad tror I så, han vil gøre? Vil han ikke forlade de 99 i bjergene og gå ud for at lede efter det, der er forsvundet? ¹³Hvis det lykkes ham at finde det, så kan jeg godt sige jer, at han vil glæde sig mere over det ene får end over de 99, der ikke var blevet væk. ¹⁴På samme måde ønsker jeres far i himlen ikke at miste et eneste af sine børn. Matthæus 18,1-14 

Hvad frygter de som i livet går efter at være de største? Der ligger en uro bag den stræben.

Kigger vi på den verden vi lever i, og observerer politikere og ledere, så er det de måske frygter mest, at miste den position de har.

”Hvem er størst?” Hvad kommer det af at mennesker er optaget af at måle sig med andre? For nogen handler det om det om den gamle kamp, som allerede stikker sit hoved frem i fortællingen om de 2 brødre Kain og Abel. Kain var vildt optaget af at være bedre end sin bror. Lysten til at sammenligne sig med andre, og opnå følelsen af sejr, magt, og noget at skulle have sagt. 

Hvis vi forestiller os at verden har en begrænset mængde af goder, som der skal kæmpes om, vil det automatisk sætte gang i en konkurrence om hvem der kan opnå flest af disse goder. Og goder betyder her prestige og anerkendelse fra andre, som helt sikkert giver en fornemmelse af at være størst.

Disciplene tænker helt logisk, når det går ud fra at i Guds rige kongerige må det forholde sig på samme måde som i det jordiske rige. I et kongerige er der selvfølgelig en rangorden, hvor nogle er større end andre. Og i Guds rige må det selvfølgelig være på samme måde.Deres tøvende spørgsmål afslører at de godt er klar over, at i Guds rige gælder en anden orden end her i verden. Men de tænker stadig inden for verdens kategorier, hvor man måler sin position efter de fortrin man kan tilkæmpe sig. Hvem er den største? Med det spørgsmål har man forladt Guds rige. Og man er i menneskenes verden, hvor man måler sig med hinanden og hæver sig over hinanden, hvor man skubber til hinanden og trykker hinanden ned.

Det bliver først rigtig afsløret hvordan disciplene tænker om det at være størst, da Jesus svarer dem ved at kalde et barn hen til sig. Et svar de slet ikke havde ventet. For hvad har et barn at vise frem, imponere med, rose sig af, så det berettiger til at blive kaldt størst? Et barn er jo bare så lille.

Ja, svaret kender vi godt: Ingenting! Barnet er det rene og uskyldige, og derfor gør barnet noget ved alle mennesker. Fordi her skal vi ikke præstere noget, vise os frem, for at blive anerkendt. Barnet er billedet på mennesket. Mennesket uden præstationer, udmærkelser og fortjenester.

Barnet har ikke udrettet noget i livet, som det kan vise frem. Det har ingen retfærdighed at prale med. Hvad er det, som forbinder Jesus med barnet?

Jeg tror det er sårbarheden, skrøbeligheden. I barnet ser vi sårbarheden ved at åbne op for andre. Barnet er udsat, skrøbelig og let at tilintetgøre. Det er den tillid barnet udstråler. For barnet rækker instinktivt ud efter hjælpen, hvor den findes. Det er det samme som tro – det ubetinget at give sig hen i en stærkeres vold og magt. Derfor kan vi heller ikke sige, at barnet ikke tror. Det er fuld af tro. Men en tro som har sin begrundelse i den sårbarhed der ligger i, at åbne sig for livet og være helt nøgen.

I Guds kongerige indtager mennesket den største plads. Ikke et menneske vi kender. Mennesket selv – ikke en særlig fin udgave, som kan vise noget frem, og som kan konkurrere med andre om at være noget særligt.Barnet er mennesket i dets nøgenhed, sårbart og udsat, ikke optaget af sig selv, men rækker ud efter den anden.

Jesus peger på barnet fordi han ser sig selv i barnets tillidsfulde og sårbare møde med verden. Og Gud ser sig selv i skrøbeligheden. Jesus taler om barnet som fuld af tro. Set fra barnets sted bliver tro mere end en læresætning, som vi skal forholde os intellektuelt til. Set fra barnets møde med verden og mennesker er tro snarere at forstå som trofasthed. I trofasthed ligger mere en forventning om at noget er til. Et menneske jeg kan stole på, som jeg kan vide mig sikker på. En Gud som jeg ved altid er der. Trofasthed minder mig om, at når jeg kommer hjem i mit hus, åbner døren og min gamle hund hilser mig. Den tager imod mig som et barn.

Jesus vil med barnet fortælle os at der kan komme noget godt ud af at udsætte sig for sårbarhed. Sårbarhed har vi for vane at tænke som noget vi helst skal dække over. Den skal vi helst ikke vise frem. Det passer ikke ind i tiden vi lever i og har gjort længe. Vi er optaget af at være stærke og skal helst klare livet selv. Sårbarheden fortæller en helt anden historie om livet, nemlig den at vi har brug for hinanden.

Derfor er det ikke så underligt at Jesus taler hårdt og i brutale billeder om det menneske, der får andre til at miste troen. Mister jeg den tillid og trofasthed jeg hviler I i relation til andre mennesker og til verden, ja, så er det som at få revet hånd eller fod af. Jeg går i stykker indeni som menneske, hvis min sårbarhed krænkes eller misbruges. De der gør det ved et andet menneske, skal vide hvad det gør ved andre mennesker, at de ikke møder deres barnlige tillid og trofasthed med åbenhed.

Bagved barnet taler Jesus altså om sig selv. Og når han taler om sig selv, taler han også altid om Gud. Det kan vi være sikker på. Barnet er den spontane udfoldelse af tro, håb og kærlighed, og når det er et barn, der bruges som eksempel, fortæller det også om den sårbarhed der følger med. Disciplene tænker i kategorien: hvem er størst, og det er at se på livet ud fra sig selv. Børn kan godt være optaget af hvem der er størst, men det er en uskyldig leg. For barnet er i grunden optaget af at forbinde sig med andre.

Det særlige ved barnet, og grunden til at Jesus kalder et barn til sig er, at det viser en sårbarhed som vi ikke kan undvære. At blive den største i Guds rige er et projekt der udspringer af menneskets trang til at hæve sig over hinanden.

Jesus er barnet der møder mennesker og verden med en kærlighed han giver sin fulde opmærksomhed. Sårbar kaldte jeg den før, fordi når man møder andre mennesker som Jesus gør det er der en stor risiko for at det kommer til at gøre ondt, men også at mærke hvilken kraft sårbarheden rummer.

Sårbarhed er dybest set en meget stor og uselvisk kærlighed. Forfatteren Jens Christian Grøndahl siger det meget præcist og eksistentielt udfordrende i et interview: Måske er det ikke kærlighedens mål at finde sig selv. Men snarere, og om nødvendigt på dramatisk vis, at blive rykket ud af sig selv, så vi kan finde hinanden.

Bliver vi som børn i vore handlinger og i vores tilgang til verden, så ved vi godt at vi er afhængige af noget der er større os. Vi ved også at kærligheden er en tillid til verden og andre mennesker. Den kærlighed som ikke ser på hvem der er størst og ikke kun har øje for vækst, kan vise sig at være en væsentlig motivation til at tage vare på livet. Den, der bliver som et barn kan hente nogle måske tabte eller blot glemte erfaringer tilbage.

Barnet viser os at livet er smukt og godt, men også åbent og sårbart i sit møde med det andet menneske. Sårbarheden kan vi lære af.At udsætte sig for sårbarhed er barnets vilkår. I den sårbarhed som Jesus viste menneske ser vi, at vi ikke behøver at flygte fra vores smerter. Eller gøre os usårlige ved at søge at hæve os over andre. Vi kan bruge vores sårbarhed frugtbart, og når vi gør det kan vi opleve at livet forvandler sig.

Det er som om en nåde sænker sig over livet, for den beder ikke om andet, end at vi tager imod i tillid.

Amen