35Dagen efter stod Johannes igen sammen med to af sine tilhængere, 36og da de så Jesus gå forbi, sagde han: »Se, der går det lam, der skal ofres.« 37Det hørte Johannes’ to tilhængere og gik efter Jesus. 38Han vendte sig om og så, at de var fulgt efter ham, og så spurgte han: »Hvad vil I?« »Hvor bor du, rabbi?« spurgte de – rabbi betyder ’læremester’. 39»Kom med og se,« svarede Jesus. Så fulgte de med Jesus hen til det sted, hvor han boede. Det var midt på eftermiddagen, og de tilbragte hele resten af dagen sammen med ham. 40Den ene af dem var Andreas, Simon Peters bror.

41Bagefter var Simon Peter den første, Andreas opsøgte. »Vi har fundet Messias,« fortalte han – Messias er det samme som Kristus. 42Andreas tog Simon med hen til Jesus, og Jesus så på ham og sagde: »Du er Simon, Johannes’ søn, og du skal hedde Kefas,« – Kefas betyder ’klippe ligesom Peter’. 43-44Næste dag bestemte Jesus sig for at tage til Galilæa. Han mødte Filip, der var fra byen Betsaida ligesom Andreas og Peter, og sagde til ham: »Slut dig til mig.« 45Filip mødte Natanael og sagde: »Vi har fundet ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus, kommer fra Nazaret og er søn af en mand, der hedder Josef.« 46»Kan der komme noget godt fra Nazaret?« sagde Natanael. »Kom selv med og se,« svarede Filip.

47Da Jesus så Natanael komme, sagde han: »Der har vi et menneske, man kan stole på, en værdig repræsentant for Guds udvalgte folk.« 48»Hvor kender du mig fra?« spurgte Natanael. »Jeg så dig sidde under figentræet, før Filip bad dig komme herover,« svarede Jesus. 49»Rabbi,« sagde Natanael. »Du er Guds søn, hele folkets konge.« 50»Tror du på mig, bare fordi jeg kunne se dig sidde under figentræet? Du skal få større ting at se,« sagde Jesus 51og fortsatte: »Nu skal I høre: I vil se himlen stå åben og Guds engle stige op og ned over mig, Menneskesønnen.« Johannes 1,35-51 

Vi hører om mange møder i dagens tekster. Jakob møder Gud i sin natlige drøm om trappen, hvor Guds engle går op og ned ad trappen (1. Mosebog 28,10-18).

Jesus møder flere af sine disciple som han kalder på for at de skal følge ham. De svarer ham med alle mulige navne – lam, rabbi, Messias, Guds søn -, som fortæller om hans kald i livet.

Kaldet er ikke til diskussion. De skal bare følge ham, fordi han kalder på dem. De afvikles i kaldet. Vikles ud af alt det, som har været deres hidtidige og kendte liv. Kaldet er radikalt: Forlad det hele og følg mig!

At blive kaldt på. At være kaldet. Egentlig går det imod hvad vi tænker som vores egen ret til at bestemme og nogle vil også sige pligt til at finde sin vej i livet.

Kaldet hører en anden tid til. En tid hvor et menneske vidste hvad det var det skulle i livet. Her var der ikke snak om valg, og hvad har du lyst til. Kaldet lå blot ventede på dig.

Jeg ser et billede der hænger på væggen i en stue i en gård på landet. Flere mennesker er på billedet, som fortæller om en generation hvor alle var bønder. Billedet er taget foran slægtsgården. Gården var en del af familien, og den skulle den ældste søn naturligvis føre videre. Det var et kald, som ikke var til diskussion.

Jesus kalder sine disciple i dagens tekst af Johannes. Vi hører intet om at de stiller sig op og spørger hvorfor de skal følge ham, og hvad han har tilbyde dem. Og dog for Jesus slutter af med at tale om den åbne himmel og engle der løber op og ned.

Nogen eller noget kalder på en på en sådan måde, at man er nødt til at ændre kurs. Jesus kaldte på disse mænd, hvorefter de stod op og gik med ham. Uden videre. Fordi de hørte et kald. Er kaldet forbeholdt mennesker fra for to tusinde år siden, eller kan kaldet stadig høres? Engang vidste man, at f.eks. skolelærere, sygeplejersker, læger og præster var kaldede til at udføre deres arbejde. Så blev kaldet umoderne, for det viste sig, at jobs, der traditionelt er blevet forbundet med tanken om et kald, hørte til i arbejdsmarkedets lavtlønsområde. Derfor blev man enige om at skippe den kaldsorienterede tilgang til de forskellige jobs.

Hvad ligger der i et ”kald”? Det er ikke noget omgivelserne kan dømme om. Det vil ikke give mening at fraråde et menneske at følge sit kald. Som regel kan andre  ikke høre kaldet, men ser et menneske tage et valg i livet fordi det er kaldet til det. Jeg havde sidste år en samtale i vores kirkeblad med min kollega Mona om kaldet i præstegerningen. Jeg husker tydeligt de ord Mona sagde som begrundelse for sit valg om at blive præst: ”en opgave som jeg ikke kan komme udenom, hvis jeg skal leve mit liv ægte”, var hendes ord. Selv er jeg med årene som præst vokset mere og mere ind i forståelsen af min gerning som et kald. Jeg lever i dag med en følelse af at være kaldet til noget bestemt. Til at møde mennesker som åbent og tillidsfuldt inviterer mig ind i deres liv.

Kaldet for mig og helt sikkert også for disciplene er, at det ikke er noget jeg kun gør for min egen skyld.

Hvad var det Andreas, Peter, Filip og Nathanael mødte da Jesus talte til dem? Det var et møde der ændrede deres liv i en retning de ikke havde planlagt. Kaldet fra Jesus tog dem med på en rejse ud i ukendt land. Undslå sig kunne de ikke, for der var noget i hans kald som berørte dem dybt. De så nok ikke helt hvad det var Jesus ville med dem. Jeg tror de følte at dette kald kunne de ikke undslå sig.

Det er rart når nogen kalder på os. For så ved vi at vi er rummet i et andet menneskes erindring. Der er en anden der vil noget med mig, som ser at jeg er bestemt for noget stort. Kaldet fortæller os at der er en anden der ved jeg er til og har brug for mig. Så er vi noget, og ikke ingenting.

I dag lyder det nok gammeldags og lidt selvhøjtideligt at være kaldet. Mange vil i dag se på kaldet som en spændetrøje, og for nogen vil det blive opfattet som en tvang. Det passer ikke så godt med, hvordan mange mennesker i dag ser på livet. Vi er os selv og ingen skal bestemme over mig. Vi vil gerne være i kontrol med alt i vore liv.  

Jeg husker stadig som barn hvor rart det var når jeg en sommerdag hørte min mors eller fars stemme ved aftenstid kalde på mig. Jeg var ude at lege med de andre børn på vejen, og så lød der en stemme jeg kendte og som kaldte mig hjem. Det fortalte mig at der var nogen der ville mig og jeg vidste at jeg hørte til et sted.

Vil man vove at følge et kald? For det er jo lidt af et vovestykke. Hvad får jeg ud af det, vil mange sikkert spørge? For disciplene som blev kaldet lovede Jesus dem at I vil se himlen stå åben og Guds engle stige op og ned over mig,….« Det var stort det kald må vi sige. Mindre kan selvfølgelig gøre det, men det fortæller at kaldet rummer noget vi ikke ved.

Kaldet orienterer sig ikke mod den enkeltes interesse, men mod det, som er godt for medmenneskene. Og dermed måske også på en bagvendt måde godt for den enkelte. Kaldet er at vide at jeg skal noget bestemt, at der er nogen som vil noget med mig, og jeg er valgt til at udføre en bestemt opgave.

Ved polarforskeren Knud Rasmussens hus i Hundested står en varde til minde om hans liv og gerning. Følelsen af kald fører gennem alle genvordigheder er de ord som er skrevet ind i stenen. Knud Rasmussens kald var udforskningen af Grønland og indlandsisen. Hvis ikke han havde haft kaldet som en indre stemmer var han ikke kommet levende igennem alle de udfordringer ikke mindst naturen mødte ham med. Han vidste ikke hvad han gik ind til af udfordringer i en barsk natur. Drevet frem i kald mod mål han ikke kendte.

I kristen forstand er kaldet aldrig ophørt siden det, vi hører om i dagens evangelium. Jesus kalder stadig på en indsats fra os. Det handler ikke om, at vi skal blive gode og ordentlige mennesker ved at følge Guds kald til at arbejde for medmennesket, det er i hvert fald ikke det centrale, men det handler om, at vi i kaldet skal arbejde på gode vilkår for vores medmenneske uanset, hvad det gør eller ikke gør os til, eller hvad vi personligt føler om det.

Jesus har kaldt os og følgeskabet med ham er ikke ensbetydende med at så er hver en sten ryddet af vejen for vores gang fremad. Der vil være stene undervejs som vi vil falde over, og der vil være sten vi kan træde på. Guds lam kaldes Jesus for at netop at fortælle os, at der er ny kraft at hente for den, der vil følge ham; men også om den usikkerhed og sårbarhed, der følger med.

Vores kald behøver ikke at være så dramatisk som disse disciple, der forlader alt det kendte, men kaldet er der stadigvæk – kaldet til altid at se medmenneskets behov og nød. I kaldet ved vi fra de ord Gud talte til Jakob, at Gud vil være med os. Gud kalder os hver dag ud til livet og til at være der for vore medmennesker.

Vi vil helt sikkert føle at kaldet indimellem er tungt og at vi ikke slår til. Nogle gange vil vi ikke heller ikke forstå, hvad det er kaldet forlanger af os.

Trappen til himlen med Guds engle på vej op og ned, er en trøst når vi ikke føler at vi slår til i kaldet. Det er tegn til os fra Gud om ikke at give op i vores kald. At kæmpe videre, fordi det giver mening. Amen