Mange folk var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror.²⁰Da Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ham i møde, men Maria blev siddende hjemme. ²¹»Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død,« sagde Martha til Jesus, ²²»men selv nu ved jeg, at Gud vil give dig alt, hvad du beder om.« ²³»Din bror vil blive levende igen,« sagde Jesus. ²⁴»Ja,« svarede Martha, »det ved jeg godt. Det vil ske, når de døde står op igen på den sidste dag.« ²⁵Jesus sagde: »Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, vil leve, selvom han dør. ²⁶Enhver, der lever og tror på mig, vil aldrig nogensinde dø. Tror du på det?« spurgte han. ²⁷»Ja, Herre,« svarede Martha. »Jeg tror, at du er Messias, Guds søn, der er kommet til verden.«

²⁸Derefter gik Martha tilbage, kaldte på sin søster Maria og hviskede til hende: »Rabbien er kommet. Han vil gerne tale med dig.« ²⁹Da Maria hørte det, rejste hun sig straks og gik ud til ham. ³⁰Jesus var endnu ikke nået frem til landsbyen, men var stadig der, hvor Martha havde mødt ham.

³¹Dem, der var i huset sammen med Maria for at trøste hende, så, at hun pludselig rejste sig og gik ud. De fulgte efter hende, fordi de tænkte, at hun gik ud til Lazarus’ grav for at græde.

³²Men Maria gik ud til Jesus, og da hun så ham, faldt hun på knæ ved hans fødder og sagde: »Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død.« ³³Da Jesus så Maria græde og så, hvordan alle dem, der var fulgt med hende, græd, blev han både oprørt og vred. ³⁴»Hvor har I lagt ham?« spurgte han. »Kom og se, Herre,« svarede de. ³⁵Jesus begyndte at græde. ³⁶»Se, hvor meget han holdt af Lazarus,« sagde folk omkring ham, ³⁷men andre sagde: »Når han fik en blind mand til at se, hvorfor kunne han så ikke have sørget for, at Lazarus ikke var død?«

³⁸Jesus blev endnu mere oprørt, da han kom ud til graven. Det var en klippehule med en sten foran indgangen. ³⁹»Fjern stenen,« sagde Jesus, men Martha sagde: »Min brors lig lugter allerede, han har været død i fire dage.« ⁴⁰Jesus sagde: »Har jeg ikke sagt, at hvis du tror, at jeg er opstandelsen og livet, så vil du få Guds kraft at se?« ⁴¹Så fjernede de stenen, og Jesus vendte blikket op mod himlen og sagde: »Far, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. ⁴²Det ved jeg, du altid gør, men jeg sagde det, for at alle, der står her, kan tro på, at du har sendt mig.« ⁴³Så råbte han højt: »Lazarus, kom ud!« ⁴⁴Den døde mand kom ud med hænder og fødder viklet ind i stofstrimler og med et tørklæde hen over ansigtet. Jesus sagde til dem: »Hjælp ham fri, og lad ham gå.«

⁴⁵Mange af dem, der var kommet fra Jerusalem for at trøste Maria, begyndte nu at tro på Jesus, for de havde set, hvad han havde gjort. ⁴⁶Men nogle af dem gik til farisæerne og fortalte om det.   Johannes 11,19-45

Da døden kom og hentede Lazarus, en af Jesu nærmeste venner, blev Jesus blev dybt berørt fortæller evangelisten Johannes. Martha og Maria er sørgende søstre efter deres bror er død, og viser tydeligt hvad deres behov er; nærvær og omsorg fra andre mennesker. Mange mennesker er hos dem for at trøste dem i sorgen over deres bror. Jesus er også på vej til deres hus, og møder Martha på vejen.

Døden har fyldt et hus dengang, som det har gjort så mange gange siden, og stadig gør. Døden hører med til livet. Vores grunderfaring som mennesker er at døden er endelig, når den kommer. Men at der mere at sige om dødens uafvendelighed, vidner dagens fortælling om opvækkelsen af den døde Lazarus om.

Når livet fødes begynder også vandringen mod døden. Den bestemmer egentlig vores liv. Jeg tror ikke at det er noget vi tænker på hver dag. Men når vi bliver ældre og godt kan se, at vi har størstedelen af vores liv bag os, og vi oplever at familie og venner falder bort, er det naturligt at vi eftertænker vores egen død.

Digteren Tomas Tranströmer, som flere af godt ved at jeg er en stor nyder af, skriver meget smukt om den indvirkning døden har på os: Midt i livet hænder det at døden kommer og tager mål af mennesket. Det besøg glemmes og livet går videre. Men tøjet sys i det stille.

Søstrene Maria og Martha har en forventning til Jesus om, at han kan vække Lazarus af døden. Og det bliver til en meget stærk og rørende samtale mellem Martha og Jesus da han kommer til deres hus.

Jesus kommer med underet, med Guds kræfter, og det ved Martha selvfølgelig, og derfor er det næsten som om hun anklager Jesus for ikke have været sammen med dem da Lazarus døde. Anklagen mod dødens magt, som mennesker til alle tider har kæmpet med. Vi ser det sørgende menneske i Martha og hendes forhandling med skæbnen som har overgået hendes bror. Herre, hvis du bare havde været her, så var min bror ikke død Marthas ord dækker over den smerte vi alle står med over for døden og tabet af et menneske, hvorfor det skulle ske, om meningen og hvad gør vi nu.

Får vi vores kære døde mennesker tilbage? Hvor er de henne når de er døde? De har jo lige været her, og kan vel ikke bare sådan forsvinde ud af livet? Det er det Martha spørger Jesus om. Hvad trøster i sorgen over et menneske vi har mistet?

I medfølelsen og kærligheden er vi nærværende og opmærksomme på det menneske der har mistet. Medfølelse og kærlighed ser den sørgende som et menneske, der har behov for indlevelse og ømhed. ”At være sammen med et andet menneske på et stykke af livsvandringen”. Dér hvor et menneske har mest brug for det andet menneskes nærvær og opmærksomhed.

Det er trøst som omsorg for det andet menneske. Som vi ser Jesus komme til de 2 søstre der har mistet deres bror. Jesus har hjerterum, øser af sin gavmildhed og menneskelige varme. Han lever sig ind i søstrenes tab og sorg og går med dem til graven og vi hører Jesus bryde sammen i gråd.

Hvor er Gud henne? For det er jo også hvad Martha spørger efter. Hvem Gud er viser Jesus i sin omsorg for søstrene. Det er hvad Gud kan genkende sig selv i. Det er med vores handlinger vi kalder Gud frem. Handlinger af nærvær, omsorg, at se det andet menneske som er i den dybeste sorg. Gudsbilledlighed er det i mennesket, som Gud kan genkende sig selv i. Det er den usynlige Gud, en usynlig men alligevel nærværende Gud, som handler i menneskelivet.

Trøsten over for kvinderne og over for ethvert menneske der har mistet en nærtstående er, at der ingen trøst er. Tabet af et menneske kan ingen trøst lindre. Hvis min elskede var mit livsgrundlag, og hun er død, så har jeg mistet det, jeg lever på. Den kærlighed der er mellem mennesker gør døden hjemløs. Sorgen som søger efter den døde, er en hjemløs kærlighed. Som vi ser Martha og Maria søge efter Lazarus. Den kærlighed kan selvfølgelig ikke trøstes bort. For det ville det samme som at sige, at den anden ingen betydning har.

Sorgen søger efter det menneske som betød alt, erindrer livet sammen med den savnede, mærker indimellem også den dødes totale nærvær og andre gange totale fravær. Martha der er den af de to søstre som handler og taler. Maria er inde i huset med sin stille sorg og bevæger sig først senere ud til graven.

Er der håb for det sørgende menneske? Johannes arbejder i sin tekst både på det åbne og det dybe plan af den menneskelige bevidsthed. Straks Jesus møder Martha udenfor fornemmer vi at nu tales der fra et andet sted. Fra Guds sted, men det sker her i livet. Martha har en forventning som ligger på et andet plan end den trøst jøderne møder hende med. ”Din bror vil blive levende igen”, er de ord Jesus møder Martha med.

Vi forlader hverdagslivet og vi bliver med samtalen mellem de to om opstandelse løftet op på et højere plan. Eller måske skulle vi snarere sige, at opstandelsen er det håb som arbejder i mennesket i dybden. I sorgen efter den elskede og tabte er den sørgende og efterladte i en stadig indre monolog med sig selv om at finde mening i det uforståelige.

Opstandelsen er noget vi forventer for enden af vor livsvej. På den anden side af døden. Her ser vi opstandelsen i opvækkelsen af Lazarus være en noget som sker midt i livet. For selvfølgelig skal Lazarus dø igen, som vi alle skal.

Hvad som skete den dag Lazarus gik ud af sin gravhule er forkyndelsen af et håb til enhver af os. At når døden har taget vor kære fra os eller mørket har lagt sig over vore sind kommer Jesus til os. Det Jesus kommer med er ikke en forklaring på hvorfor Lazarus skulle dø. Han kommer med en forandring. Jesus gør de syge raske, og bringer de døde tilbage. Det er der ingen af os der kan. Men det fortæller mig om en kærlighed, der bærer mig. Guds kærlighed er der hvor mine kære hviler. Jeg tror at der er trøst i det.

Jesus kommer med befrielse, oprejsning og opstandelse. Det er muligt at lade sig inspirere af Jesus fra Nazareth i hans utrættelige kamp mod dødskræfterne. Han låner os Guds skaberkraft som er morgenrødens vinger (fra Salme 139 i Salmernes Bog), som griber fat i os, når vi står overfor dødens magt og mærker vores afmagt. Amen