36En dag inviterede Simon, en af farisæerne, Jesus til middag. Jesus tog med ham hjem, og de gik til bords. 37I byen var der en prostitueret, der havde fundet ud af, at Jesus var gæst hos farisæeren. Hun kom med en lille alabastkrukke fuld af myrraolie 38og stillede sig ved hans fødder. Hun græd, så hans fødder blev helt våde, og brugte håret til at tørre dem med. Så kyssede hun fødderne og hældte olien ud over dem. 39Farisæeren Simon, der havde indbudt Jesus, så det og sagde til sig selv: »Hvis han virkelig var en profet, ville han vide, hvad det er for en kvinde, der rører ved ham, og hvor umoralsk hun er.« 40»Simon,« sagde Jesus. »Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig.« »Hvad er det, rabbi?« spurgte han. 41»Der var to mænd, der havde lånt penge hos en udlåner,« fortalte Jesus. »Den ene skyldte 500 denarer, og den anden skyldte 50 denarer. 42Ingen af dem havde penge til at betale tilbage med, så udlåneren eftergav dem begge to deres gæld. Hvem af de to mænd vil nu være mest taknemmelig?« spurgte han. 43»Jeg vil mene, at det er ham, der fik den største gæld eftergivet,« svarede Simon. »Det har du ret i,« sagde Jesus. 44Så vendte han sig om mod kvinden, mens han stadig talte til Simon. »Se på kvinden her. Du gav mig ikke noget vand at vaske fødderne i, da jeg kom, men hun vaskede mine fødder med sine tårer og tørrede dem i sit hår. 45Du gav mig ikke noget velkomstkys, men hun har kysset mine fødder, lige siden hun kom. 46Du kom ikke med olie til mit hoved, men hun har hældt myrraolie ud over mine fødder. 47Hun får sine mange lovovertrædelser tilgivet, fordi hun har elsket meget. Den, der ikke skal have tilgivet så meget, elsker heller ikke så meget.« 48Jesus sagde til kvinden: »Du har fået tilgivelse for alt det, du har gjort forkert.« 49Alle ved bordet begyndte at snakke om, hvem han mon var, siden han kunne tilgive overtrædelser af Guds lov. 50Men Jesus sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig! Du kan roligt gå hjem.« Lukas 7,36-50 

Billede: Georges-Rouault-Ecce-Homo-1952-Copyright-Katarte-net.jpg

Det er en fin lille dramatisk scene og fortælling som bygges op i Lukas beretning om middagen hos Simon. Vi kan næsten føle at vi er med til middagen. Det er ikke det der sker ved bordet som optager Lukas. Det er det som sker rundt om bordet da kvinden kommer ind og i en stor hengivelse kysser Jesu fødder, tørrer hans fødder med sit hår og hælder olie ud over dem. Og der er samtalen med Simon om skyld og tilgivelse, og til slut hører vi de undrende stemmer som et kor i baggrunden.

 Det slutter med at Jesus tilsiger kvinden frelse og frihed fordi hun har udvist en stærk tro. En tro vi kun kan forstå kraften i, når tænker på hvilken kvinde vi har med at gøre. En falden kvinde, en synderinde, som man kaldte kvinder der levede af sælge deres krop til mænd. Måske nogle af mændene som sad omkring bordet kendte hende, og blev skamfulde da hun viste sig.  

I samfundet på Jesu tid tilhørte denne kvinde samfundets bund. Én man helst undgik at være sammen med mindre man havde en aftale med hende.

Simon holder fast ved de grænser han forstår livet indenfor. Han har inviteret sine venner på middag, som er dem er han kan identificere sig med og deler værdier med. Det er trygt og godt at vide at verden har sine rammer inden for hvilke jeg lever og forstår mit liv.

Lukas skriver sin scene i Simons hus som en gudstjeneste: vi samles og beder Herren komme, han kommer, oprejser de faldne for de tilstedeværende, vejleder det faldne menneske og gør måltidet til scene for sin undervisning. Til slut får vi at vide: Du kan roligt gå hjem.

Vi går hjem som kvinden efter at have deltaget i måltidet, som bliver til en gudstjeneste, og vi får at vide at måltidet formidler tilgivelsens gave som mætter os og vi føler at vi kan være dem vi er.

Kvinden som hørte til samfundets laveste bliver af Jesus og hans syn på hende geninstalleret i fællesskabet med andre mennesker. Hun var en der ikke levede efter Guds lov, og havde med sine handlinger sat sig selv udenfor og alle ville helst ikke have noget med hende at gøre. Jesus ved hvem hun er, men skænker hende en tiltro, som det menneske hun også er. Hendes tro er at hun ikke har ladet sig lukke inde og styre af, hvad andre tænker om hende. Hun bryder grænser ned ved at gå ind i Simons hjem. Det kan ikke have været nemt, for hun vidste hvem som var tilstede, men hun er drevet af en dyb følelse af hengivenhed til at komme nær på Jesus. Det er hans nærvær der driver hende ud i en hengivelse, der vil bryde grænser ned. Ligesom Jesus bryder grænser ned, da han om hende siger at hendes tro har frelst hende.

Hendes tro er et mod til at vælge livet, og hengive sig til livet, og hvad det møder hende med.

Jesu tro at, at han i kvinden ved mere om hende end det, han ser, og han satser på det han ved mere, frem for på det han ser. Han ser ikke kvinden som prostitueret, men som det menneske, der vil leve, som alle andre vil leve. Et såret menneske, men også et menneske fuld af mod og kærlighed til livet.

Hendes sprog er hengivelse i handlinger, kys, hælde olie og tørre tåre med sit hår. Jesus ser og taler til hende. Alle de rammer og grænser som Simon og de andre af hans farisærer venner er garanten brydes ned af kvindens og Jesu hengivelse til hinanden.

Midt i almindeligheden som dengang var en verden styret af Guds lov, oprettes der med kvinden og Jesus et nyt rum, som rummer hengivelse til hinanden i tro, kærlighed og tilgivelse.

Det er hvad gudstjeneste kan så vi kan gå hjem opløftet af at have mødt hengivelsen og –måske – følt at der er livsopfyldelse i hengivelsen. At vi er blevet set med troens øjne, der ikke trækker snævre og trange grænser om livet.

Det er ikke rart at mærke når nogen vil trække snævre grænser om livet. Simon og hans venner er repræsentanter for værdier, som tænker, at i livet drejer det sig om ret og rimelighed. De står for den tro, at i livet handler det om, at enhver får, hvad han har fortjent. Og med den målestok falder kvinden til jorden, men også mange andre, der ved at når man er involveret i livet sammen med andre, kan vi være overbeviste om, at livet tager nogle store svingture indimellem.

Det er noget for noget tilgangen til livet og mennesker, og med det blik kan kvinden kun blive til et menneske, jeg ikke skal hengive mig til.

Jesus bliver kaldt for det sande menneske, fordi han konstant er villig til at føle, hvordan hans egne smerter og lidelser, kommer fra de menneskelige grundvilkår, vi alle deler. Kvinden er et såret menneske, og Jesus mærker hendes sår. Han mærker hendes sårethed, fordi han selv er et såret menneske. Jesu åbenhed og gæstfrihed over for kvinden giver hende håb for livet.

I sin invitation til Jesus virker Simon som den gæstfrie. Men det viser sig hurtigt, da kvinden kommer ind og stiller sig ved Jesus, at ikke alle er lige velkomne.

Det er derfor jeg kalder teksten for Lukas’ gudstjenesteforståelse. For det er hvad en gudstjeneste er, et gæstfrit rum. Jesus er den gæstfrie, som i sin hengivelse og åbenhed overfor kvinden viser hvordan vi skal forstå Gud. Det er Gud som får Lukas til at skrive om den dag Simon inviterede Jesus hjem til middag.

Det er Lukas ønske at give os der hører teksten i dag muligheden for ligesom kvinden at føle hvordan vi alle kan åbne os og hengive os til livet uden at frygte for noget. Det er derfor vi som kvinden roligt kan gå hjem.

Det er ikke sikkert at der er roligt der hvor vi går hen. Langt fra, og vi ved det godt. Men vi kan ligesom kvinden gå med ro i sindet efter at have hørt at Guds tilgivelse også skaber en stor lyst til at hengive sig i kærlighed til noget andet end en selv.

Det er som jeg sagde Lukas forståelse af gudstjenesten vi deltager i med Simon, kvinden og Jesus. En rum af gæstfrihed møder os her, som skaber fællesskab, fordi i gudstjenesten deler vi vores grundlæggende sårbarhed og håb med hinanden. Amen