Jesus sagde : Folk i dag kan bedst sammenlignes med børn, der sidder på torvet og beklager sig. ¹⁷›Hvorfor danser I ikke, når vi spiller på fløjte?‹ råber de til hinanden. ›Hvorfor græder I ikke, når vi synger sørgelige sange?‹ ¹⁸Johannes hverken spiste eller drak, og om ham sagde folk: ›Han er ikke rigtig klog.‹ ¹⁹Og når jeg, Menneskesønnen, både spiser og drikker, siger de: ›Se den ædedolk og drukkenbolt, der er ven med skatteopkrævere og andre, der ikke overholder den lov, Gud har givet Moses.‹ Men I kan ikke vide, om noget er rigtigt, før I ser, hvad der kommer ud af det.« ²⁰Så begyndte Jesus at fordømme de byer, hvor mange af hans mirakler var foregået, fordi indbyggerne ikke havde ændret deres liv. ²¹»Forbandede Korazin og forbandede Betsaida! Hvis jeg havde gjort de samme ting i Tyrus og Sidon, ville indbyggerne dér for længst have fortrudt og ændret deres liv. ²²Jeg kan godt sige jer, at Tyrus og Sidon slipper lettere end jer på dommens dag. ²³Og når det gælder dig, Kapernaum, tror du så, du kommer i himlen? Tværtimod, du vil blive styrtet lige ned i dødsriget. Hvis mine mirakler var foregået i Sodoma, så havde byen eksisteret den dag i dag. ²⁴Jeg kan godt sige jer, at Sodoma slipper lettere end dig på dommens dag.«

Filosoffen Platon sagde en gang: dansen, sangen og arbejdet blev af guderne givet menneskene for at bringe dem i forbindelse med hinanden. I disse aktiviteter bevæger vi os ud over os selv, for at møde hinanden. I dansen, sangen og arbejdet ligger der et kald til os om at gøre noget sammen. Tænk blot på hvad fællessangen kom til at betyde i coronatiden, da vi var indelukket hvor for sig. Der blev sunget i stuer, ud ad vinduer, på altaner. Matthæus 16,11-24 

Filosoffen Platon sagde en gang: dansen, sangen og arbejdet blev af guderne givet menneskene for at bringe dem i forbindelse med hinanden. I disse aktiviteter bevæger vi os ud over os selv, for at møde hinanden. I dansen, sangen og arbejdet ligger der et kald til os om at gøre noget sammen. Tænk blot på hvad fællessangen kom til at betyde i coronatiden, da vi var indelukket hvor for sig. Der blev sunget i stuer, ud ad vinduer, på altaner. 

Jesus ser på nogle mennesker i sin samtid der sidder passive og kigger på verden uden af deltage. Han sammenligner disse mennesker med børn, der hverken vil det ene eller det andet. De vil hverken danse til fløjtespil eller sørge til klagesangen.

Karen Blixen havde et motto der lød: ”Jeg må svare”. Mottoet betød ikke kun at svare på et spørgsmål der blev stillet, eller på breve hun modtog, men i dybeste forstand at svare for. Tage ansvar for sin tilværelse.

 De vil ikke noget. De har som sure og vrisne børn sat sig udenfor. De sidder på torvet og vil helst ikke gå glip af hvad som sker, men deltage takker de pænt nej til.

De betragter, observerer, hvad som sker, forarget over den dans og fløjten som udspiller sig foran dem. De har meldt sig ud og vil ikke lege med. Tænker hvad al denne støj er godt for, og vil ikke svare på opfordringen til at dans eller til at sørge med klagesangen. De er hverken til det ene eller andet, lunkne, ikke til at rykke til nogen sider. Vi kender til holdingen. Hos os selv og andre, eller fra tiden vi lever i. Betragterens rolle i stedet for at deltage.

Der er nogen som vil have andre til at deltage og tage ansvar. Der er mange som kigger på og ikke gør noget. Vi hører ikke noget om hvorfor de ikke vil være med når der spilles eller synges.Har de valgt at forskanse sig mod alle ydre påvirkninger? Det er mere sikkert at være for mig selv.

Rasmus-modsat-holdningen kunne vi kalde denne livsfilosofi, der har valgt den indifferente holdning over for livets forsøg på at vække til deltagelse og ansvar.

 Jesus anklager sin samtidig for sløvhed og ugidelighed. Johannes, der havde døbt Jesus, synes de ikke om, for han var for ekstrem i sin selvvalgte askese. En mærkelig mand der gik rundt derude i ørken og sultede sig selv, mens han råbte som en gal om tidernes forfald og ugunst.

Med Jesus var det galt på en anden måde. Ham kunne de heller ikke holde ud. Når han gik til samfundets udstødte og spiste og drak sammen med dem. Det har sprunget i øjnene, ja, det har forbløffet og provokeret, at Jesus åbenbart helt konsekvent har taget sig af og gjort sig til ét med mennesker, der på den ene eller anden måde var i nød.

Den utilfredshed med sin samtid som kommer frem i Jesu handlinger, handler netop om at tage ansvar, og dermed svare på livets fordring på os. Sådan som der fortælles om Jesus i de historiske beretninger vi har samlet om ham, kan vi i hvert fald sige så meget, at for ham handlede livet ikke om at bringe sig i sikkerhed, men om at udlevere sig til livet. I ham ser vi et usædvanligt menneske, usædvanligt menneskelig, der agtede og elskede livet og dets skaber højere end sig selv.

Det som støder Jesus når han betragter sin samtid er den manglende vilje til at tage ansvar for livet. Dem der sidder på torvet og bare kigger på at der danses og synges, uden at deltage, har vist at livet ikke interesserer dem. De vil gerne lade sig underholde, men være med i legen gider de ikke rigtigt. Det er et billede selvfølgelig, men det er ikke dårligt billede, for vi kan også i dag på trods af afstanden i tid sagtens forbinde nøjagtig det samme med det billede som Jesus gjorde. Der er intet som hindrer os i at se os selv og vores tid i dette billede. Det er ligeså klart og tydeligt som det var dengang Jesus brugte det om sin egen samtid.

Det er et billede på livet som vi kan hente visdom ud af. Livet sker, for der er nogen som spiller og synger. Vi må reagere på det livet møder os med. Livet er og derfor skal det leves , og det er op til mig selv at realisere livets muligheder. Det er dette ”er”, som vi skal sætte i spil. Det er alene op til mig, hvad livet bliver til. I længden er det trættende selv hele tiden at skulle definere dette, at livet er.

Livet er fordi det er skabt af en skaberkraft. Vi har ikke selv skabt dette at livet ”er.” Det er en sandhed som vederfares os, og tit bliver det en erfaring vi måske først ser i livets mørkeste stunder. Det er i sådanne øjeblikke hvor døden er tæt på os, at vi kan fyldes af en forundring og glæde ved det, der er til, og at det er til. Vi føler at det er et under, at der er noget, og at der ikke bare er ingenting. Der kan indfinde sig en taknemmelighed for den herlighed og fylde, der er livets, bare ved at det er der. At være i live og at liv er til er en ufortjent gave. Noget jeg ikke skylder mig selv. Livet er en gave vi har fået. Den skal pakkes ud hver dag, leves og gives videre.

Livet er en gave. Vi skal svare på denne gave, ved at leve livet. Når vi ikke gør noget sker der heller ikke noget, ja, værste fald kan det modsatte ske, at livet går os forbi, fordi vi ikke svarer på den fordring som ligger i, at vi har fået livet givet af livets skaber. Til livets skabthed hører fordringen om at svare på det kald som lyder til os fra livets skaber. ”Bliv lys” var det første Gud sagde overhovedet, og vi kan i de ord se den opgave vi er stillet med som skabninger. At sprede dette lys videre vore omgivelser.

Vi kunne kalde det livets overskud, livsunderet, det daglige, usensationelle mirakel, at verden og vi findes – Det er vores an-svar, at svare på dette daglige mirakel.

Det er i det lys vi skal se den vrede Jesus lader komme over nogle byer og dens mennesker. At disse mennesker ikke havde taget livet alvorligt. De havde valgt at sidde på torvet som små børn, og kommentere og rynke på næsen af Johannes med hans askese, af Jesus med hans ekstravagance, ja, i bund og grund af livet med alt hvad det rummer.

I stedet for at leve, eller i det mindste at svare på livets mange tilskikkelser. Livet er en proces af både skabende og nedbrydende kræfter, både skæbne og frihed, både tilfældighed og nødvendighed, både ansvarlighed og tragedie. Det er præcis imellem disse spændinger at livet sker og gør livet til det det er. Det er vi tvunget til at forholde os til. Det er vel i bund og grund det ved livet, der drager os og udøver sin magt over os, samtidig med at det indimellem fylder os med rædsel og får os til at fortvivle.

Der nytter det ikke at vi sætter os som børnene på torvet og forholder os passive. Det kan vi selvfølgelig godt, men så skal vi ikke komme bagefter og klage over at livet er så tomt og trist.

Jesu omgang med mennesker og når han taler om livet med mennesker sker det altid med det udgangspunkt, at livet er noget der skal leves. Der skal svares på et Du skal.

Bag dansen og fløjtespillet, bag den vide verden, som den møder os i al sin mangfoldighed af liv, gemmer der sig en levende vilje, et under, en befaling om at være til. Det er derfor vi skal danse og sørge, fordi livet vil noget med os. Amen