Dette hellige evangelium til 9. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (18,1-8) 

Jesus fortalte den en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.  Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker.  I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart!  Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.«  Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!  Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente?  Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«

PRÆDIKEN 

Jeg har to breve med. Det ene er fra forfatter Helle S. Søtrup.

Hun skriver: 

Jeg beder for de modernitetsudmattede.

Og for de accelerationsforkvalmede.

Jeg beder for dem, der har svært ved

at synkronisere sig

med det moderne arbejdsmarked.

Jeg beder for dem, der har en digital ængstelighed.

Jeg beder for dem, der savner sammenhæng

Jeg beder for dem, der savner

børn på vejen og breve i postkassen.

At det er et menneske, der tager telefonen,

når man ringer…

Bønnen ligner brevet, hvor en afsender henvender sig til en modtager. Anledningen til brevet kan jo være hvad som helst, men med brevet vil afsenderen modtageren noget: Betro sig, søge trøst, lette sit hjerte …

Måske er dét med at skrive breve på papir og i konvolut blevet lidt umoderne…

Brevet er jo egentlig bare et fladt stykke papir, der er skrevet på og som er foldet et par gange midt på for at kunne være i konvolutten.

Men det kan alligevel rumme hele livet og hele verden, og det er hele det liv og hele den verden, der folder sig ud hos modtageren…

Nogle mennesker er meget flittige brevskrivere, imens andre har meget vanskeligt ved at samle tankerne om det. De udskyder måske brevskrivningen på ubestemt tid.

Der er også nogle, som aldrig finder det rigtige stykke papir og den gode blyant, og som derfor aldrig får skrevet et ord eller besvaret et brev med bare en linje…

Vi kan have dårlige erfaringer med at skrive breve. Vi kan gå at mangle svar og savne breve i postkassen (jf. digtet).

Bønnen ligner brevet. Vi er sikkert også mange, der har dårlige erfaringer med bøn. Bønner, der ikke bliver hørt og som vi savner svar på. Alene af den grund kan bønnen jo gå hen og blive umoderne.

Noget vi moderne mennesker ikke gør for hvad hjælper det?

Sådan er det ikke med enken i dagens tekst. Hun henvender sig gentagende gange til dommeren i byen for at bede om hjælp til at få en retfærdig dom.

Dommeren er både uretfærdig og ligeglad med mennesker og for så vidt kan han jo ikke været et billede på Gud, men måske et billede på hvordan vi indimellem kan erfare Gud?

Gud kan ind imellem synes uretfærdig, fjern og skjult. En, der har vendt det døve øre til og er ligeglad med mennesker?

Så hvorfor egentlig blive ved med at bede, hvis vi kan have dårlige erfaringer med det? Hvis vores bønner ikke bliver hørt og vi sjældent får ret? hvorfor så bede?

Fordi ville Søren Kierkegaard svarer: Det at bede er at ånde. Og derfor er det i virkeligheden dumt at stille spørgsmålet: Hvorfor bede? Det ville være det samme som at spørge: Hvorfor ånder du? Ja, fordi jeg ellers døde.

Det er ikke fordi, vi omdanner verden ved at ånde, fortsætter Søren Kierkegaard, vi reproducerer blot vitaliteten og fornyes – det er det samme med at bede i forhold til Gud…

Det er en helt central tanke hos Søren Kierkegaard, at bønnen forandrer den bedende, men den forandrer ikke Gud, for Gud er uforanderlig. At Gud er uforanderlig, betyder ikke, at han er ubevægelig.

Gud lader sig tvært imod bevæge af alt i denne verden – bevæge af kærlighed, kærlighed til det mindste og ubetydeligste…

Evangeliet er ordene til os om, at Gud kan bevæges. Han har bevæget sig fra sin himmelske fjernhed for at være tæt på os i det liv, vi lever: Bøvlet, besværligt, glædeligt og smukt som det er livet…

Han er ikke langt fra en eneste af os: ”For i ham lever vi, ånder vi og er vi”, som Paulus siger i Apostlenes Gerninger (17,28). Gud er i Kristus kommet os evigt nær…

Søren Kierkegaard knytter Guds uforanderlighed sammen med Guds kærlighed. Gud er uforanderlig i sin uendelige kærlighed…  

Det kender vi måske godt fra vores eget liv: At Kærligheden til et andet menneske, kan bevæge os helt derud – ja, helt ud i de fjerneste afkroge, hvor vi ikke troede, at vi skulle komme…

Kærligheden kan få os til at bevæge os hen over grænse, som vi ikke troede eller forestillede os, at vi ville bevæge os ud over.

Bønnen bevæger Gud, men den forandrer ham ikke. Den, der forandres, er den bedende…

Når vi beder Gud om hjælp, bliver vi mindet om, at der er meget i vores liv, vi ikke har magten over. Når vi takker Gud, bliver vi opmærksomme på, at vi får livet givet som en gave. Når vi klager til Gud, erkender vi, at vi ikke er alene – heller ikke i vores smerte, sorg - for han er med i det liv, vi lever…

Den insisterende enke bevæger med sin bøn, den uretfærdige dommer, der kun har blik for sit eget. Hvor meget kan vores bøn – nat og dag, så ikke bevæge den Gud, der bevæges af det mindste og ubetydeligste?

Opfordringen til os i dag lyder: Bliv ved med at bede og bliv ikke trætte. Bliv ved med at bede – dag og nat.

Vi må insistere på, at Gud er der - også de dage, hvor han kan synes fjern og ubevægelig. Også når vi ikke får ret, så må vi blive ved med at bede - plage livet ud af ham i troen på, at vi får livet givet af ham.

Vi må blive ved med at bede for at vi kan ånde og leve, håbe og tro…  

Det er den tro, menneskesønnen skal finde på jorden: Troen på, at vores bøn bevæger Gud, og at vores bøn forandrer os i lyset af Guds uforanderlige kærlighed. Sandt menneskeliv er bevægelse, og det er i det liv, Guds kraft folder sig ud…

Bønnen er ligesom brevet, hvor vi vil hinanden noget: søge trøst og lette vores hjerter. Måske er det at skrive breve på papir og i konvolut gået lidt af mode, men samtalen med hinanden og den Gud, der er bevægelig, men uforanderlig i sin kærlighed må fortsætte…

Dersom kærlighed ikke var til,

var håbet heller ikke til,

det ville blive liggende som et brev,

der venter på, at det skal afsendes…

(Det andet brev foldes ud og læses op. Det er fra Søren Kierkegaard)

O, du, der i uendelig kærlighed lader dig bevæge,

Lad også denne vor bøn bevæge dig,

At du velsigner den,

Så bønnen forandrer den bedende

I overensstemmelse

Med din uforanderlige vilje,

Du uforanderlige.

AMEN