Læsning fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente

¹Alting har sin tid. Der er et passende tidspunkt for alt,

²en tid til at fødes, en tid til at dø,

en tid til at plante, en tid til at rydde,

³en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede,

en tid til at rive ned, en tid til at bygge op,

⁴en tid til at græde, en tid til at grine,

en tid til at sørge, en tid til at feste,

⁵en tid til at sprede, en tid til at samle,

en tid til at omfavne, en tid til at afvise,

⁶en tid til at finde, en tid til at miste,

en tid til at gemme, en tid til at smide væk,

⁷en tid til at rive i stykker, en tid til at sy sammen,

en tid til at tie stille, en tid til at tale,

⁸en tid til at elske, en tid til at hade,

en tid til krig og en tid til fred.

⁹Hvad får man ud af sit hårde arbejde?

¹⁰Jeg har indset, hvilken opgave Gud har givet mennesket: ¹¹Gud har skabt alt smukt, og alt sker på det rigtige tidspunkt. Han har også givet mennesket en fornemmelse af evigheden, uden at vi nogensinde vil kunne gennemskue meningen med alt det, Gud gør. AMEN 

Dette hellige evangelium til 7. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Matthæus 10,24-31

²⁴En elev står ikke over sin lærer, og en slave står ikke over sin herre. ²⁵Eleven må være tilfreds med, at det går ham som hans lærer, og slaven med, at det går ham som hans herre. Når folk kalder husets herre for Djævelen selv, kan dem, der arbejder for ham, så forvente at blive kaldt noget bedre?

²⁶I skal ikke være bange for folk. Alt, hvad der er skjult, vil blive afsløret, og alt, hvad der er hemmeligt, vil komme for en dag. ²⁷Det, jeg siger til jer i mørke, skal I fortælle videre i lyset. Det, I får hvisket i øret, skal I råbe fra taget. ²⁸I skal ikke være bange for dem, der har magt til at slå kroppen ihjel, men som ikke kan tage livet af sjælen. Frygt hellere Gud, for han kan tilintetgøre både krop og sjæl i helvede. ²⁹Er prisen på spurve ikke kun et par småmønter? Alligevel falder der ikke en spurv til jorden, uden at jeres far er med. ^30-31Så hvad har I at være bange for? I er jo langt mere værd end spurvene. Han ved alt om jer, selv hvor mange hår I har på hovedet. AMEN

PRÆDIKEN 

Alting har sin tid. Der er et passende tidspunkt for alt.

En tid til at fødes, en tid til at dø

En tid til græde, en tid til at grine

En tid til at sørge, en tid til at feste

En tid til at elske, en tid til at hade

En tid til krig og en tid til fred…

Ligesom Kingos salme Sorrig og Glæde har teksten fra Prædikerens Bog næsten et meditativt pulsslag frem og tilbage mellem kontraster, der hører med til menneskelivet…  

En tid til at fødes, en tid til at dø, en tid til græde, en tid til at grine

Den gamle prædiker kunne dog ikke se meningen. Mennesket kan ikke altid gennemskue meningen med alt det, Gud gør, siger han.  

Prædikeren beskriver så fint den realisme og den dobbelthed, der er forbundet med at leve. Prædikeren har i al sin tale om tomhed og jagen efter vind sin egen form for opbyggelighed, som han beskriver på smukkeste vis…

Nemlig, erkendelsen af at livet er, som det er.

Glæden og klagen, lykken og ulykken er, som vi ved, flygtige størrelser. Det er bare. Det sker bare. Det er jo præcis sådan livet er. Indimellem er livet som en smuk dans, så vi må grine og feste, og andre gange er livet så uendelig smertefuldt, så vi må græde og klage…

Indimellem oplever vi en glæde og lykke, som vi ikke kan begribe omfanget af og som forvandler vores liv med et nyt perspektiv og en ny horisont. Og andre gange rammes vi eller vores kære pludselig af ubarmhjertig sygdom og død, så vi har lov at protestere og klage over den lidelse og død, vi føler som uretfærdig…  

Læser vi lidt længere i Prædikerens Bog end vi hørte i teksten til i dag, så indser Prædikeren: At når et menneske spiser og drikker og nyder resultatet af sit hårde arbejde, er det en gave fra Gud.

Det er vel nærmest definitionen af tillid? Vi kan ikke vide, hvad Gud vil, og vi skal heller ikke forsøge at gennemskue, hvad der ligger uden for vores kundskabs grænser…

Vi må modtage livets gode gaver fra Guds hånd og leve i tillid til, at vi er i Guds hånd…  

Det er ikke så svært, når vi griner og fester…

Det er svært, når livet opleves ubarmhjertigt, uretfærdigt, meningstømt og tomt. Men det må være på den baggrund, at vi skal forstå dagens evangelium og billedet med spurven.

Spurven er så lille og ubetydelig – næsten intet værd, men dog er den ikke uden for Guds altomfattende kærlighed.

Meningen med fortællingen om spurven er ikke at fortælles os, at Gud har planlagt og villet, at den sagesløse spurv skal falde død om. Ligesom det heller ikke gælder os, når vi møder sygdom og modgang i livet.

Det er meningen: Ikke AT spurven falder, men at Gud er med den, når den falder. Så hvad har vi at være bange og bekymrede for – os der er så meget mere værd end spurvene…

Gud undte den mindste ting at være til – og at være til som sig selv. Også spurvene. Også dig. Du fik et liv som netop var dit og som ingen anden kunne leve…

Det ikke altid, at vi kan gennemskue det – altså livet. Det er ikke altid, at vi forstår meningen med det hele. Men det er en trøst, at prædikeren på smukkeste vis skriver, at Gud har givet mennesket en fornemmelse af evigheden.

Det skriver han længe før, at evigheden brød ind i tiden. Længe før Gud brød ind i verden og gav sig tilkende i sin søn. Gud selv måtte gå gennem lidelse, død og opstande for at vi ikke kan komme noget sted hen, hvor Gud ikke allerede har været og er…

Troen på det evige liv betyder ikke, at døden ikke findes eller at vores smerte og lidelse, bekymring og sorg forsvinder som dug for solen.

Men det betyder, at i denne virkeligheds dyb – midt i det liv, vi lever - i glæde og lykke og i vores lidelse og smerte – er Gud med os…

Johannes Møllehave skriver et sted:

”Det betyder ikke, at du bliver fri for smerte og død, for det gjorde han (Kristus) heller ikke. Men det betyder, at du i fortvivlelsen og smerten og døden, i tomheden og kedsomheden og manglen på livsglæde alligevel er i hans hånd – både når du lever, og når du brydes ned i til ukendelighed og bliver til aske” (Johannes Møllehave)

Evangeliet fjerner ikke det meningsløse, men det gør det muligt at leve med det meningsløse. Evangeliet giver os et sted at være med alt det, der er svært og som vi ikke forstå meningen. Et sted at være uden det skiller os fra Gud. Evangeliet giver os mulighed for at leve med sorg og sygdom. Leve med at livet er som det er.

Nogle gange uendeligt smukt og nogle gange vanvittigt smertefuldt.

Gud er ikke kun i glæden, festen og livet. Han er også i klagen, sorgen og døden. Her bliver vi berørt og favnet af ham – af ham, som er i det hele…

Tanken om at den almægtige Gud, kender os og er så tæt på hver enkelt af os, at han kender antallet af vores hovedhår, virker overvældende – måske ligefrem intimiderende eller måske bare så urealistisk…

Hvordan skulle den Gud, som rummer hele universet, også være så tæt på hver eneste af sine skabninger – hver eneste af os?

Den tanke er også ubegribelig, men det ER sådan, fordi Gud har kastet sin kærlighed på os. Vi ved fra det menneskeliv, vi lever, at det vi kaster vores kærlighed på, det ser vi meget klarere og kender meget bedre. Det er ligesom når vi får øje på et elsket menneske midt i mængden. Det skiller sig ud, fordi vi kender det. Hver lille bevægelse og hvert lille udtryk…

Gud har kastet sin kærlighed på hver enkelt af os, kender os og slipper os ikke. Derfor - og ikke fordi, der ikke er meget vi med god grund kan være både kede af og bange for, siger Kristus: Frygt ikke! Frygt ikke, for jeg er med jer i både glæde og gråd, liv og død.

Måske kender I historien om den mand, der ser tilbage på sit liv, og han protesterer og klager, fordi han føler sig svigtet og forladt af Gud…  

Manden ser forskellige episoder fra sit liv - gode og dårlige perioder, og der er fodspor for hver periode i hans liv.

Fodsporene viser den sti han har tråde – de veje han har gået og de landskaber han gået igennem i løbet af livet…

Der er altid to sæt fodspor – det ene sæt er Guds og det andet er hans egne.

Men han opdager pludseligt, at mange gange igennem livet er det kun et sæt fodspor – og han ser, at det er på de tungeste og mørkeste tidspunkter i hans liv.

Manden bliver vred - vred på Gud. Han protesterer og klager

Havde Gud ikke lovet ham at være med ham alle dage indtil verdens ende.

Hvorfor havde han så forladt ham på de tidspunkter i livet, hvor han havde følt sig allermest ensom og havde allermest brug for ham?

Kære menneske, svarede Gud.

Jeg elsker dig, og jeg vil aldrig forlade dig.

På de svære og mørke tidspunkter i dit liv, var det mig, der bar dig.

For jeg er med dig alle dage indtil verden ende.

Gud må vi leve i tillid til, selv når livet er for kompliceret til, at vi kan begribe det.

Det menneskelige livsvilkår ændres ikke. Vi skal heller ikke forsøge at ændre det. Men vi må leve i tillid til at vi hæves og bæres, ledes og føres…

Livet er som det er. Omskifteligt! Der er et tidspunkt for alt: En tid til at græde og en tid til grine. Vi må leve i tillid til, at Gud er både i sorgen og glæden. Der findes ikke en dag eller en tid, som ikke er i Guds hånd.

AMEN…