¹¹Jesus fortsatte: »Der var engang en mand, der havde to sønner. ¹²En dag sagde den yngste: ›Far, lad mig få de penge, jeg skal arve, allerede nu,‹ og så delte manden sin formue mellem dem. ¹³Kort tid efter pakkede den yngste søn alle sine ting sammen og rejste til et fremmed land langt væk. Her levede han et vildt liv og strøede om sig med penge, ¹⁴indtil han havde brugt dem alle sammen. Så blev der hungersnød i det land, hvor han boede, og han havde ingenting at spise. ¹⁵Han bad om at måtte bo hos en af de lokale, der satte ham til at vogte svin ude på marken. ¹⁶Han var så sulten, at han var parat til at spise sig mæt i svinenes foder, men ikke engang det kunne han få lov til. ¹⁷›Her sidder jeg og er ved at dø af sult, mens de dårligst stillede arbejdere hjemme hos min far har masser af mad,‹ sagde han til sig selv og kom endelig til fornuft. ¹⁸›Jeg tager hjem til ham og siger: ›Far, jeg har opført mig forkert både over for dig og over for Gud. ¹⁹Jeg fortjener ikke længere at blive behandlet som din søn, men kan jeg ikke få lov at arbejde på gården?‹‹ ²⁰Så rejste han hjem. Mens han stadig var langt væk, fik hans far øje på ham. Han fik ondt af sønnen og løb ham i møde og omfavnede og kyssede ham. ²¹›Far,‹ sagde sønnen. ›Jeg har opført mig forkert både over for dig og over for Gud. Jeg fortjener ikke længere at blive behandlet som din søn.‹ ²²Men hans far sagde til slaverne: ›Skynd jer at hente det fineste tøj, og giv ham det på. Sæt en ring på hans finger, og giv ham sko på fødderne. ²³Og tag så den bedste kalv, vi har, og slagt den. Det her skal fejres. ²⁴Jeg har fået min søn tilbage. Han var død, men er blevet levende igen. Jeg havde mistet ham, men nu er han blevet fundet.‹ Og så blev der festet.

²⁵Den ældste søn havde været ude på marken. Da han nu nærmede sig gården, hørte han musik og dans ²⁶og kaldte på en af slaverne for at få at vide, hvad der foregik. ²⁷›Din bror er kommet hjem,‹ svarede slaven, ›og din far har slagtet sin bedste kalv, fordi han har fået ham tilbage i god behold.‹ ²⁸Så blev den ældste søn vred og nægtede at gå med ind. Hans far kom ud og forsøgte at overtale ham, ²⁹men han sagde: ›Her har jeg slidt og slæbt for dig og overholdt husets regler i alle de år, men du har aldrig givet mig så meget som en ged, så jeg kunne feste med mine venner. ³⁰Imens har din søn dér brugt hele din formue på bordelbesøg, og så snart han kommer tilbage, slagter du den bedste kalv for at fejre det.‹ ³¹›Kære barn,‹ svarede hans far. ›Du har jo været hos mig hele tiden, og alt det, der er mit, er også dit. ³²Men lige nu skal vi holde fest og være glade, for din bror, der var død, er blevet levende. Jeg havde mistet ham, men nu er han blevet fundet.‹« Lukas 15,11-32 

Der var engang en mand, der havde to sønner…..Det lyder som begyndelsen på et eventyr. En far, to sønner og deres liv med hinanden. Der sker en masse imellem dem, og om det ender lykkeligt, som det mange gange gør i eventyret, får vi ikke at vide. Den yngste søn er vendt hjem igen, faren er glad, men den ældste søn er nu den der føler sig mest fortabt. Vil han gå ind og deltage i festen for sin bror? Vil han forlade hjemmet?

Lignelsen om den fortabte søn hedder fortællingen og er én af de bibelske fortællinger, som mange kender og husker. I samme kategori som den barmhjertige samaritaner. Altså en af de bibelske historier vi har med os, fordi vi har hørt dem mange gange, måske ligefrem læst dem, og synes at de er vigtige, fordi det har vi fået at vide at de er. Vi har dem med os i vores bibelske bagage.

Let at følge med i, både den yngstes rejse ud i verden, den kærlige og glade far, som får sønnen hjem igen, og den misundelses ramte ældre søn, som surmuler og er gal på sin bror og far.

Ligeså elskelig denne fortælling er, er jeg mere usikker på, hvor let det er at sige noget om den. Jeg skal jo prædike over den, som det hedder. Men er det ikke en prædiken der siger sig selv: en søn vil ud i verden og realisere sig selv, en far går derhjemme og er urolig for hvordan det går ham, faren åbner alle døre da sønnen har mistet alt og vender tilbage, og derhjemme på gården bliver en ældre bror provokeret og forurettet af den modtagelse hans lillebror får.

Den beskriver en hverdagshistorie i nogle menneskers liv. Mennesker med forskelige spillerum. Fortællingen vil beskrive spillerum i et menneskes liv. Den yngste søn får muligheden i kraft af arven fra sin far, at mærke hvordan livet åbner sig. Han rejser langt væk og skal I starten ikke tænke på, hvordan han skal klare sig. Han kan nyde at vandre rundt i det fremmede, og mærke friheden ved at kunne gøre lige hvad han vil. Den frihed er ikke fremmed for os. Vi kender til friheden når vi er på ferie, og går rundt og nyder det sted vi er, og er åben for hvad der skal ske. Vi kan lade os drive afsted.Vi lader verden gøre noget ved os, og er ikke så optaget at være den der skal træffe beslutninger.

Et spillerum der fortæller om en udstrakt frihed til at være. Den tjekkiske forfatter Milan Kundera taler i én af sine bøger om Frihedens ulidelige lethed. Friheden til at gøre hvad jeg lige har lyst og føler, lyder lokkende og kan for et ung menneske, som sønnen i fortællingen, være en total oplevelse af, at jeg har verden for mig selv. Han føler at han kan gøre hvad han har lyst til.

Jesus er fortælleren skal vi huske og han brød selv med sin egen familie og gik ud i verden. Vandrede af støvede veje og havde ikke noget fast sted at være. Jesus ved hvad den yngste søn går igennem.

At friheden er let, og tilmed ulidelig let nogle gange, fortæller en anden historie om menneskets behov. Farens søn stoppes i sit ubegrænsede liv, da hans penge slipper op. Han får en mulighed for at mærke sig selv. Han skal ikke længere lader sig rive med af verden, for at føle at han til. For indtil nu har du jo været verden der har styret hans liv, fordi han havde en formue der gjorde det let for ham. Han behøvede ikke at bruge tid på at tænke over livet og meningen med det hele. Med sin penge skabte han liv omkring sig. Et let liv, sagde jeg, fordi det forsvandt ligeså hurtigt som pengene slap op.

Det gav ham en gylden mulighed. Nu sad han fortabt på marken og det vilde liv var blevet stille. Han mærker først hvad frihed er. Da han havde penge at give af, var friheden knyttet til hvad han kunne planlægge med sin formue. Det gav han følelsen af at være fri, men det var en let frihed, for der var intet for han at holde sig til da festen var slut.

Da han nåede bunden af sit liv, er det nok for ham, bare at være til. Han sidder dér på marken blandt svinene, og kom endelig til fornuft, som lignelsen fortæller. Fornuften sagde ham, at det ikke er en nødvendighed at være ubunden for at føle sig fri. Den bundethed han føler i det øjeblik, hvor alle har forladt ham, og han, som lignelsen har fået navn af, føler sig helt fortabt, er bundetheden til hans hjem i egenskab af hans far.

Der viser sig et langt større spillerum for ham end dengang han kunne strø om sig med penge. Det spillerum er bundetheden til sin far og hjemmet derhjemme. Og han forstår det som en frihed at kunne gøre brug af bundetheden.

Vi må ofre noget tid på den far. Til at begynde med var det faren sønnen ønskede at komme væk fra. Det var vel en slags ungdomsoprør. Ønsket om at komme ud i verden og stå på egne ben. Lidt voldsomt at sønnen beder om at få sin arve udbetalt, for den måde siger han tydeligt at faren for ham ingen betydning har. Arven får vi normalt først del i, når én er død. Men den far har han nok ønsket at komme væk fra, men ikke glemt da han sidder helt alene.

En far som vi måske er nogen der kan godt kan nikke anerkendende til. Der er helt sikkert også mange der vil sige, at sådan en far har jeg aldrig kendt. Ikke min far, men ham i lignelsen er en særlig kærlig far. Ingen far er fuldkommen – det vil jeg godt skrive under på. Når jeg ser tilbage på dengang mine børn var små og voksede til at blive teenagere og også endte med at ville ud at se verden, så har jeg både samlet dem op, når de stod et eller andet sted og ikke kunne klare sig, og jeg har haft søvnløse nætter når jeg vidste at de var ude i verden og jeg ikke kunne nå dem.

Det interessante ved lignelsens far er, at han faktisk ligner en far, ikke enhver far, men dog en, man kan identificere sig med.

Han giver sønnen plads, da han er kommet hjem. Han får spillerum som giver ham frihed til at være søn. Det havde han også tidligere, for intet er forandret. Faren gør det han altid har gjort, men da sønnen gjorde oprør var det mod den ufrihed han følte. Nu ser han efter at have været ude i verden og tabt sig selv, at friheden har vi kun på bundethedens betingelser.

Den helt store frihed bliver meget hurtigt let og uden tyngde, og vi ender med at føle os ufrie, ja, uelsket er vel egentlig det det handler om. Det som skaber vores frihed er, at vi ved at vi hører til et sted. Det var alt det sønnen forstod som kendetegn på ufrihed: en familiehistorie med alle dens fordele og ulemper, tilknytning til mennesker, krav om at tage ansvar, indskrænkning i forbrug af goder og måske knap så mange oplevelser, som da han var ude at bruge sin fars penge.

Og det er som jeg sagde ikke alle der kender til en sådan far. Men det behøver vi heller ikke, for denne far er en far, som vi alle kan vælge at lade os tage imod af. Jeg vil gætte på at mange af jer vil sætte et andet navn på den far i lignelsen. Det er en far, ikke en helt almindelig far. Det er Gud i skikkelsen af denne far, som ser sit menneske, da han stadig er langt væk. Det er Gud til alle tider, der ligger som en kollektiv baggrundsforestilling i mange os. Som den kærligheds magt, vi altid kan tro på rummer os, som giver os spillerum.

Det er den far vi beder til når vi siger Fader vor, du som er i himlene……

Altid tilstede over os, i himlen, og på jorden, selvfølgelig, for så må pointen med denne lignelse være, at når en far glædeligt og kærligt tager imod en søn, der var tabt, død, men levende igen, så er det en handling, Gud kan genkende sig selv i – nu, i morgen og til evig tid. Amen