Dette hellige evangelium til 2. søndag efter trinitatis skriver evangelisten Lukas (14,25-35. Bibelen 2020) 

Der var altid mange mennesker i nærheden af Jesus. Nu vendte han sig om og sagde til dem: ²⁶»Hvis I vil slutte jer til mig, skal I bryde med jeres far og mor, brødre og søstre og jeres kone og børn og opgive jeres eget liv. Ellers kan I ikke være mine tilhængere. ²⁷Den, der ikke tager sit kors op og er parat til at gå i døden med mig, han kan ikke være min tilhænger. ²⁸Hvis en af jer vil bygge et tårn, vil han så ikke først sætte sig ned og regne på, hvad det koster, så han kan se, om han har råd til at gøre det færdigt? ²⁹Ellers kommer han i den situation, at han kun får lagt fundamentet og ikke kan gøre tårnet færdigt. Så vil alle dem, der ser det, håne ham og sige: ³⁰›Se den mand, der ikke kunne gøre det færdigt, som han begyndte på.‹ ³¹Eller forestil jer, at en konge planlægger at gå i krig med en anden konge. Vil han ikke først overveje, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at møde den anden, der har 20.000 mand? ³²Hvis ikke han er det, må han sende en delegation afsted for at høre, hvad fredsbetingelserne er, mens fjenden stadig er langt væk. ³³Sådan er det altså: Ingen af jer kan være min tilhænger uden at give afkald på alt, hvad han ejer. ³⁴Salt er godt, men hvis det mister sin smag, kan det ikke blive salt igen. ³⁵Det kan ikke bruges til noget som helst, men er lige til at smide ud. Det er vigtigt, at I forstår, hvad jeg siger.« AMEN 

PRÆDIKEN 

Du må ikke have andre guder end mig!

Sådan lyder det første af de 10 bud.

Det betyder, at du ikke må lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet eller under jorden.

Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud ...

Og hvorfor nævner jeg det i dag, tænker I måske. Ja, det gør jeg, fordi evangelieteksten til i dag på sin egen måde udfolder det 1. bud og diskuterer forholdet mellem det 1. og 4 bud: Du skal ære din far og din mor…  

Evangelieteksten er skarp og den svier på huden, som salt i såret, når Jesus siger, at vi skal bryde med vores mor og far og resten af familien, hvis vi vil følge ham, altså være en af hans disciple. Der er ingen andre guder end ham…  

Ordene er så skarpe, at vi kan være lige ved at få dem galt i halsen på sådan en søndag morgen, og hvis vi er på vej på sommerferie og det uforpligtende liv i hængekøjen, så kan det være noget af en brat opvågnen at komme i kirke i dag (og så på en dag, hvor der er dåb!) 

Ordene får os til at spidse ører og sætte os helt ud på kanten af kirkebænken. Hvad er mening, og hvem er han egentlig denne lidenskabelige Gud…

Det er den samme Gud, som viste sig for Moses i en brændende tornebusk eller som en ildsøjle i ørkennatten. Det er den samme Gud, som Abraham hørte som en stemme, der sendte ham på vandring ud i det ukendte. Det er den samme Gud, der velsignede Jakob og gav ham en fremtid. Gud er barmhjertig, han er streng, han er krævende og tilgivende. Han er trofast som en klippe og omsorgsfuld som en far og en mor.Og sådan kunne vi blive ved med at finde billeder i det Gamle Testamente, der indkredser, hvem Gud er…

Men selvom jeg fandt alle billeder af Gud og fremviste den største billedcollage for jer her, så ville vi aldrig få et færdigt billede af Gud. Den, der gør sig færdige billeder af Gud, har også gjort sig færdig med Gud. Men med Gud bliver vi aldrig færdig.

I det Nye Testamente og i den kristne tro bliver alle de forskellige billeder af Gud til ét i Kristus. I ham åbenbarer Gud sin kærlighed, sin nåde og tilgivelse. Men heller ikke i Kristus får vi et færdigt billede af Gud. Men vi får et menneskeliv, der er levet efter Guds vilje og som derfor er vores forbillede – og som vi derfor må følge.

Vores egne ord og billeder slår ikke til – de er utilstrækkelige. Hvis vi forsøger, så kommer vi i den situation, at vi ikke kan gøre det færdigt, som vi er begyndt på…

Vi har ikke magten over Gud. Det er ikke os, der har skabt Gud i vores billede, men os der er skabt i Guds billede – som et mulighedsvæsen. Der er lagt en længsel i os til at vokse og ligne ham, og han kommer den længsel i møde…

Mødet med Gud kan ske på mange måder og det sker i en erfaring, der skærer sig igennem alle andre erfaringer, ryster dem, vender dem i en ny retning og løfter dem hinsides sig selv. Det er erfaringen af noget ubetinget, hvis mening er uudtømmelig, hvis væsen er utilnærmelig og hvis magt er uovervindelig. Vi kan kalde det hellige, det evige, det guddommelig. Det, der angår os ubetinget.

Det kan godt være, at Jesu ord om, at vi skal bryde med vores mor og far og resten af vores familie, hvis vi vil følge ham, er så skarpe, at vi kan være lige ved at få dem galt i halsen – og så på en dag med barnedåb!

Eller måske netop derfor. For som en af jer sagde til vores dåbssamtale: Vi døber vores barn, fordi det er vigtigt, at han er knyttet til noget, der er større end os mennesker. Menneskeliv forgår, men der er noget, der altid står, og som binder os sammen som mennesker på tværs af generationer i slægt efter slægt og på tværs af liv og død. Det, synes jeg, er så fint sagt.

Det, der er større end mennesker er den Gud, der er fra evighed og til evighed. Den Gud, der angår os ubetinget og som er den livskilde, der nærer os og lader os vokse til det liv, som vi er bestemt til. 

Gud er den Gud, der i dåben tegner et kors for vores ansigt og for vores bryst, så det bliver tydeligt, at vi tilhører ham. Samtidig giver han os det løfte, at han er med os alle dage, indtil verdens ende – altid allerede elsket og favnet.

Han opfylder den længsel, som vi ikke kan få eller forlange af et andet menneske: At være omsluttet af en kompromisløse og ubetingede kærlighed, der er så stærk, at den vil gå i døden for os. En kærlighed, der vil rejse os til nyt liv ved at løfte os ud over os selv og vores eget…

Vi må gøre os fri af at ville gøre os selv eller gøre andre til Gud i vores liv. Og det er netop det, som Jesus taler om i evangelieteksten til i dag. Du skal ikke lade et andet menneske gøre sig til gud i dit liv. Du skal ikke lade dem tage magten over dig ved at lade dem forme dig i deres billede, som var de Gud – for det er de ikke. De er mennesker. Ligesom vi ikke kan blive færdig med Gud, så kan vi heller aldrig blive færdige med det andet menneske.

Der er i det andet menneske et guddommeligt aftryk - en dybe, som vi aldrig kommer til at forstå helt til bunds. Det andet menneske er en gåde og en gave…

Det er som Transtrømer skriver i digtet Romanske Buer. (Ja, I har sikkert hørt det før, for det er min gode kollegas yndlingsdigt – og jeg synes nu heller ikke, at det er så ringe endda – og det passer så fint til i dag.)

”Skam dig ikke over at være menneske. Inde i dig åbner sig hvælving efter hvælving i det uendelige. Du bliver aldrig færdig, og det er som det skal være”

Menneskelivet er skrøbeligt. Det falder fra hinanden, og der kommer en dag, hvor vi ikke længere kan nå hinanden. Vi må lægge vores liv i Guds hånd i troen på, at han er med os der, hvor ingen andre kan nå os. Vi er Guds og det er alle de andre også.

Det betyder frihed til at være sammen også i de modsætningsfyldte og følelsesbelastede relationer, hvor vi kan have svært ved at trække vejret. At være Guds første og sidste betyder, at der er en relation, som vi aldrig slipper ud af igen – i modsætningen til alle andre relationer…

Når vi hører dåbsvandets rislen, så bliver vi mindet om den Gud, der er en livgivende kilde og som sætter os fri til at leve et liv med hinanden, hvor vi kan ånde frit. Hvor vi kan se det levende menneske i den anden og være til glæde for hinanden – som de mennesker, vi er…

Det er den kilde og det livsgrundlag, der sætter os fri til at leve næstekærligt: At elske både vores mor og far og resten af familien – ja, selv fjenden. Og når troen svigter og vi det ikke sker, så er det vores håb og trøst, at det ikke er os selv, der skal gøre det færdigt, som Gud har begyndt i os…

Gud er den Gud, der med sin ånd vil grundfæste vores håb, styrke vores tro og gøre næstekærligheden levende iblandt os. Og se han er med os alle dage indtil verden ende. AMEN