⁶De 11 disciple tog afsted til et bjerg i Galilæa, hvor Jesus havde sagt, at de skulle mødes. ¹⁷Da de så ham, faldt de på knæ, men nogle af dem tvivlede på, om det var ham. ¹⁸Jesus gik hen til dem og sagde: »Jeg har fået al magt i himlen og på jorden. ¹⁹Derfor skal I rejse ud til alle verdens folk og få dem til at følge mig. I skal døbe dem, så de tilhører vores Far i himlen, Sønnen og Helligånden, ²⁰og I skal lære dem at gøre alt det, jeg har sagt. Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til.«Matthæus 28,16-20

Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til – er de sidste ord som Matthæus skriver i sit evangelium. Verdens undergang var hvad mange af de første kristne forventede. At Jesus efter denne verden ikke var mere ville komme igen og Guds rige ville komme som den nye verden. Jesus giver et løfte om at være hos os i vore liv fremad. At han som Guds nærværende kærlighed forstsat vil være hos os. Det er som dengang mor eller far sendte os afsted med en byge af kys og forsikringer om, at vi er der for dig, tænker på dig, og du skal vide at her kan du altid komme tilbage.

 Det er et løfte som Jesus udtaler. Løftet har vi brug for i livet når mennesker mødes og skal finde ud af leve sammen. Vi lever i handlingernes verden. Hele tiden sker der noget i vores nære verden og i den store verden.

Det er også hvad Jesus fortæller sine disciple, at de nu skal rejse ud i verden, og tale med mennesker, døbe, og få dem til at følge Jesus og hans lære. Han kan ikke længere være med dem, for han taler i teksten efter sin død og opstandelse. Men da Jesus taler på Guds vegne, giver ham sine disciple og os der i dag lytter til hans ord et løfte om være med os for altid.

I en verden hvor der handles hver dag, og som sit perspektiv altid har fremtiden som mål, har vi brug for løftet til at skabe en rolig og sikker grund under vores liv. Løftet ligger under al liv vi deler med hinanden. Slet ikke sådan at vi hele tiden giver løfter om det ene og det andet. Jeg tænker at løftet ligge uudtalt under alt hvad vi møder andre med. Løftet er den tillid vi viser hinanden. I mødet med den anden forpligter vi os til et ansvar, og uden at vi sætter ord på, bekræfter vi det møde, at vi ikke kan leve uden den anden. Vi er intet uden de andre.

Den jødiske filosof Hannah Arendt taler om løftet som en tryg ø i uforudsigelighedens hav. Løftet er et menneskeligt grundvilkår. Løftet skaber stabilitet i en hverdag og en verden, hvor der hele tiden handles og tages beslutninger, og med løftet rækker vi ud til hinanden og viser at vi har brug for at have en tillid til at fremtiden er sikker. Ikke at løftet bliver opfyldt, for det kan vi ikke vide, men løftet giver ro og sikkerhed.

Uforudsigeligheden kender vi alle til når vi ser på verden og dens nuværende tilstand. Egentlig er der meget forudsigelighed i vores hverdag. Og godt det er sådan, for det ville heller ikke gå, hvis vi hver dag skulle afgive løfter til hinanden, om hvordan i morgen ville blive. Der må vi i det små stole på, at vi står op hver morgen med de samme mennesker, det samme hus, og jobbet jeg skal videre til er ikke skiftet ud. Solen står op og går ned igen. Vi kan stole på at vores tryghed hviler i en stor forudsigelighed i hverdagen.

Uforudsigeligheden som Arendt taler hører til det offentlige politiske liv. Og som verden ser ud lige nu, er der mange grunde der taler for at vi har brug for en tryg ø. At politikere og beslutningstagere giver løfter om forhold, der har betydning for vores fælles liv. Men det er også i den politiske og økonomiske verden, at vi oftere oplever at løfte ikke holdes. Løfte-brud er et rigtig politikerord.

Løftet er grundlæggende for vores liv, at vi ikke kan foretage os noget, uden at det er indeholdt. Løftet aflaster fordi der til løftet hører, at det ikke er noget vi bare kan skabe selv. Vi forbinder os med hinanden, når vi afgiver løfter, og viser at vi er afhængige af hinanden i et fælles liv. Et løfte er altid etisk forpligtende. Jeg må gøre det, som jeg lover at gøre.

Til løftet føler der forpligtelse og ansvar, og det ligger implicit i løftet, at det forhåbentlig kan blive opfyldt. Det er en slags kit med hvilken vi binder os til hinanden i håbet om, at vi sammen kan finde ud at leve med hinanden.

 Hvordan forholder det sig med det løfte Jesus giver til sine disciple på bjerget? Og det løfte hører vi i dag også talt til os. Vi kan stole på Jesus og Guds føleskab i al evighed. Et løfte om at Gud er med os eller foran os i alt det vi kommer ud for. Så løftet ikke bare en tryg ø, men skaber også noget mod og trods i os, når vi går ud i verden.

Jeg forestiller mig at det løfte er hvad gudstjenesten handler om. Gudstjenesten er et brud med al tid, en evighedsø midt i tidernes strøm. Et frirum, pusterum, fred og hvile midt i verdens jag. Et løfte om altid være det sted, som kan rumme mennesker i deres forskellighed. Men først og fremmest et løfte om at her kan jeg lægge mit liv uden for kirken fra mig, og løfte øje, sind og hjerte opad – for at møde en anden verden. En søndag morgen spurgte en kone sin mand: ”Jeg forstår ikke, hvorfor du går i kirke, når du ikke er særlig troende…” Og manden svarer: Selvom Harreslev kirke ikke er videre køn at se på kan jeg alligevel lide kirkerummets atmosfære, og jeg kan lide at høre orglet bruse, fordi jeg kan høre vejrets skiften, høre stormfloden komme, høre springfloden rase, hører undergangen og dommedag, men også høre opstandelsen! Hvorfor skulle jeg ikke gå i kirke? Ellers kan jeg kun tage ud i kolonihaven eller gå til fodboldkamp eller til det frivillige brandværns øvelser. I kirken kan jeg derimod fornemme, at verden er større end alle småtterierne på Harresvemark.” 

Samtalen mellem mand og kone er fra en bog af Willy August Linnemann.

Her i kirkerummet bliver givet et løfte om evig troskab og følgeskab af Gud, som vil være der for os til verdens ende. Det kan vi godt have brug for at høre, for vi lever derude med hverdagens små ting, som hver dag forpligter os, men herinde får vi givet et løfte om, at der er en magt som lover at være med os indtil verdens ende.

Vi møder i disse ord et løfte der taler om det ufattelige og evige, det vi aldrig selv kan rumme, og vi håber at noget stort, vil røre os og tale til os.

Løftet fra Gud er det som i denne smukke og kaotiske verden vi lever i, holder os oppe. Det er et løfte som vi kun kan vælge at stole på.

Der er ingen sikkerhed for at det kan bære os, og det er jo derfor vi udsteder løfter. Forventningerne til løftet om at Jesus og Gud vil være hos indtil verdens endetid, er båret af tillid til, at det liv han viser frem, er løftets indhold. Amen