Dette hellige evangelium til Kristi Himmelfartsdag skriver evangelisten Lukas (24,46-53 Bibelen 2020)

Jesus sagde til dem: Der står jo, at Messias skal blive mishandlet og stå op fra de døde efter tre dage,« sagde han. ^47-48»Alle folk i verden skal høre om mig, så de kan ændre deres liv og få tilgivet det, de har gjort forkert. I skal fortælle om mig, for I har jo selv set og hørt det hele, og I skal begynde her i Jerusalem. ⁴⁹Men først vil jeg give jer det, min far har lovet jer. Vent her i Jerusalem, indtil Gud har givet jer kraft fra himlen.«

⁵⁰Så tog han dem med ud til Betania, løftede sine hænder og velsignede dem. ⁵¹Mens han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev løftet op i himlen. ⁵²De kastede sig til jorden og tilbad ham, og bagefter tog de fulde af glæde tilbage til Jerusalem. ⁵³De var hele tiden ved templet og hyldede Gud. AMEN

PRÆDIKEN  

Hvad er det for noget med den himmelfart – Kristi himmelfart? For nogle er himmelfarten en af de fortællinger, der truer med at gøre kristendommen til en karikatur? Det kan være en anfægtelse for et rationelt og logisk tænkende menneske at skulle forholde sig til så vidtløftig en fortælling?

På den anden side så er himmelfarten vel ikke mere underlig end alle de andre underlige ting, der skete omkring Jesus. Underlig? Jeg ved ikke, om det er det rigtige ord at bruge. Måske er skelsættende og livsforandrende bedre ord at bruge.

Himmelfarten er lige så skelsættende og livsforandrende som alle de andre ting, der skete omkring Jesus eller som sker, der hvor Gud er nærværende i vores liv – når et himmelsk nærværende sænker sig over os og berører og bevæger os i vores liv.

Lyder det underligt?  

Det er der, hvor vi i gudstjenesten bevæges og berøres måske til tårer og bliver forvandlet og forandret – fornyet. Det er der, hvor livet åbnes for nye erfaringer – og vi kan fyldes med en glæde…

Er det ikke netop den erfaring, som teksten til Kristi Himmelfart beskriver. En erfaring af, at der bliver slået bro mellem himmel og jord. En erfaring af at jorden bliver løftet mod himlen, og himlen sænker sig over jorden.

Vi hører, at Jesus velsigner disciplene, og imens Jesus bliver løftet op i himlen, kaster disciplene sig til jorden – og derefter er alt forandret, og disciplene tager fyldt af glæde tilbage til et liv i Jerusalem.  

For dem, der stod og så på, var det måske lidt underligt eller i hvert fald skelsættende? På samme måde som det beskrives i novellen: Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig af Pia Juul (Dengang med hunden):  

Invitationen lå på køkkenbordet mellem dem. Hans ansigt var vendt mod vinduet, hans hud var blank i aftenlyset, han var irriteret, det kunne hun tydeligt se.

”Det er længe siden, jeg har været i kirke,” sagde hun og tog kortet op igen. ”Prøv at se så sød hun er. Tænk, at jeg skal være fadder, er det ikke pænt af dem?”

Han syntes, hun så fjollet ud.

”Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”, sagde han.

”Når jeg aldrig har været i kirke, mens du har kendt mig, kan man da ikke kalde mig hellig, kan man?” sagde hun.

”Jeg ved slet ikke, om jeg vil med,” sagde han. ”Altså i kirken.”

”Tror du, man kan det,” sagde hun. ”komme til frokosten, men ikke i kirken?

”Selvfølgelig kan man det”, sagde han

Men han gik med. Han kunne nu lige så godt ikke have været der, hvis det var for hendes skyld, for hun ænsede ham ikke.

Kirken mindede om hendes barndoms landsbykirke, de kalkede vægge, de malede kirkebænke. Indgangsbønnen sendte hende tilbage gennem tiden, for Jesu Kristi skyld at sørge over mine synder; hvordan kunne man sige sådan noget, hvorfor lød det så fremmed og velkendt på én gang. Hvordan kunne det være, at hun vidste, hvad det betød. Hvem havde lært hende det?

Alting var, som det var, da hun var barn, hun vidste hvornår hun skulle rejse sig og sætte sig, hun kunne synge med, hun kunne svare, hun kunne trosbekendelsen, skønt hun ikke havde skænket den en tanke i mange år.

Hendes ansigt var at ligne med maleriernes jomfruers hengivne, næsten ekstatiske udtryk. Men dem kendte han ikke, så han så blot bekymret på hende, hendes blik var langt oppe i koret, ikke på bænken foran, ikke et øjeblik på ham. Og da hun skulle op at stå ved døbefonten, gik han ikke med.

Rædselsslagen så han på hende, hun så jo lykkelig ud, men hvorfor havde han ikke set det udtryk før? End ikke da de blev gift; ikke når han kom hjem fra rejser; aldrig. Han gjorde et forsøg.

Men teksten til prædikenen rystede ham. Det var noget med himmeriget og ti jomfruer og nogle lamper. Han hørte efter, men så stod han af.

”Jeg troede ellers, ham Gud var sådan en flink fyr!” Sagde han forarget og uden at dæmpe stemmen.

Hun sendte ham et såret blik og rystede på hovedet, så vendte hun ansigtet op mod præsten igen.

”Og så til en barnedåb”, blev han ved.

”Kunne han da ikke have fundet noget, der passede bedre til en barnedåb”. Denne gang til mere lavmælt, men højt nok til at hun hørte ham; hun drejede bare ikke hovedet igen.

Da de kom ud af kirken igen, skulle barnet fotograferes med forældre og bedsteforældre og faddere. Hun så efter ham. Han skulle være blevet hjemme, det her var ikke nødvendigt, han lignede en der havde været i kamp, fuldstændig udmattet.

Han gik ned ad nogle grusgange på kirkegården og tændte en cigaret og vendte sig om og så derop. Nu lignede hun sig selv igen. Men det, han havde set, kunne han ikke forvinde. Det var det uhyggeligste, han havde været med til i hele sit liv. Hvorfor havde hun set så lykkelig ud? Hvordan skulle de leve et normalt liv efter det her? Han var ikke sikker på, at han kunne.

…

Ligesom i novellen kan det ske, at vi i gudstjenesten bliver berørt af et himmelsk, guddommeligt nærvær. Det kan ske, at vi bliver ført et andet sted hen af musik, bøn, ord, nadver og fællessang. Det er erfaringen af at blive taget med ind i et andet rum og blive sendt tilbage til hverdagen – forvandlet og fornyet og fyldt med glæde.

Det ser måske underligt ud for det rationelle blik. Det er ligesom at stå med en skat i hænderne, der glimter og lyser af fortryllelse, men når det rationelle blik rammer skatten, mister den sin glans og ser underligt ud?

Det himmelske, guddommelige blik er et andet end det rationelle.

Jesus havde himlen inden i sig. Når han talte, skete de mest underlige ting med mennesker eller de mest skelsættende skulle jeg måske hellere sige...

Når de blev set med hans himmelblik, blev de bevæget og berørt og de forstod pludselig livet, meningen, kærligheden. De vidste sig tilgivet. De blev til de mennesker, de dybest set var: Guds elskede.

Gud sidder ikke oppe i sin himmel som storken sidder i sin rede, og vi finder ham ikke ved at stå og stirre op i luften. For Gud er dig nu nærmere end du er dig selv. Det er det, der er med Kristi Himmelfartsdag: Gud har vedkendt sig dig dybere, højere, længere og bredere end du nogensinde kommer til at stå ved dig selv. Det er det himmelske guddommelige nærvær. Det er ikke længere bundet til ét sted (i himlen eller på jorden), men er alle steder...

Det er det, der forvandler og forandrer vores liv. Det er der, hvor livet åbnes for nye erfaringer – og vi kan fyldes med en glæde. AMEN