²²Så kom hanukka-festen, som markerer genindvielsen af templet i Jerusalem. Det var vinter, ²³og inde på tempelpladsen gik Jesus rundt i Salomons søjlegang. ²⁴Her stimlede jøderne sammen omkring ham, og de spurgte, hvor længe han ville holde dem hen: »Hvis du er Messias, så sig det ligeud.« ²⁵Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, men I tror ikke på mig. Det, jeg gør på min fars vegne, fortæller, hvem jeg er, ²⁶men I tror ikke på mig, for I hører ikke til mine får. ²⁷Mine får lytter nemlig til min stemme; jeg kender dem, og de følger mig. ²⁸Jeg giver dem evigt liv, og de vil aldrig nogensinde dø. Ingen skal rive dem ud af min hånd. ²⁹Det, som min far har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af hans hænder. ³⁰Min far og jeg er en enhed.« Johannes 10,22-30 

 Hvad kan vi have tillid til? Der er forhåbentligt meget i livet vi kan have tillid til. Hvis ikke vi kunne hvile i noget eller nogen, ville vi leve et liv i konstant uro og bekymring.

Vi hører tit Jesus sige til mennesker som har brug for hjælp: Frygt ikke, tro kun – og hermed peger han på tro som en tillid til at det nok skal gå. Tro er ubetinget tillid. Tro skaber tillid i livet, til andre mennesker og til en selv.

Egentlig er det Jesus siger til det søgende og såret menneske: du må have tillid til Gud på hvis vegne jeg taler på. Eller som han gør det i dagens evangelium, når han siger til de mennesker som kommer til ham og spørger om han er Messias. Messias var den guddommelige skikkelse, som mennesker ventede på skulle komme og forløse verden. Jesus møder de tvivlende og spørgende, hvor længe vil du holde os hen… og svarer dem at de kan have tillid til, at ingen nogensinde vil falde ud af hans hånd. For den hånd er også at have tillid til Gud. Den hånd er Guds!.

Lad os gøre os det tankeeksperiment at vi hele tiden skulle have sikre grunde for at kunne vise tillid til et menneske vi står overfor, en beslutning vi skal tage eller om der nu ikke kan ske mig noget bare ved at jeg bevæger mig rundt i verden og blandt mennesker. Tænk hvis vi hele tiden måtte leve vores liv i en søgen efter sikkerhed før vi turde gøre noget.

Hver morgen går jeg tur med min hund. Vi går sammen langs markerne op til gården ved Krogerup og videre af grusstien mellem markene, forbi de to flotte gamle egetræer, som står der og viser mennesker tillid. Det var én af de morgener fornyeligt at jeg stoppede op, vendte mig om og mødtes af solens lys på vej op i øst. Og tænkte ved mig selv, at alt dette smukke som omgav mig, og det er jo vidunderligt lige nu i naturen, fortæller mig at livet viser mig tillid ved bare at være til. Her skal jeg ikke yde noget, men tage imod og vide at verden viser mig tillid. Den tillid kan jeg hvile i.

Jeg kan have tillid til livet bare på grund af dens beskaffenhed. Det var det min morgen oplevelse ville fortælle mig.

Vi skal være opmærksom på disse små signaler, tage imod dem og indlemme dem i vores liv. Og forstå hvad det er de vil fortælle os…. Det taler den svenske digter Tomas Tranströmer om i et digt:

Og ham der opfanger signalerne fra et helt liv i nogle ganske

     almindelige akkorder af fem strygere…../…./

Så meget vi må stole på for at kunne leve vor daglige dag

     uden at synke gennem jorden!

Stole på snemasserne der klamrer sig fast til bjergskråningen

     oven over landsbyen.

Stole på hjulakslerne der bærer os på motorvejen midt i

     den trehundrede gange forstørrede bisværm af stål.

Men intet af det der fortjener i grunden vores tillid.

De fem strygere siger at vi kan stole på noget andet….

Og de følger os et stykke på vej dertil.

Som når lyset på trappen går ud og hånden – tillidsfuldt – følger det blinde gelænder der finder vej i mørket

Uden tillid i livet kan vi ikke gå ud på gaden. Der kan ske så meget hvis vi går ud.  Men vi går ud, fordi vi har tillid til, at alt går godt. Og vi skænker det for det meste ikke en tanke.

Hvoraf kommer den tillid vi viser mennesker og vores omverden? For det er jo det vi gør – de allerfleste af os – men jeg er med på at der er mennesker, hvis grundtillid er blevet gjort ondt tidligt i deres liv, og det følger dem videre i livet.

Vi tænker ikke over at vi viser mennesker tillid. Det er ikke noget vi beslutter os for. Tilliden er ikke vores, men er skabt henover hovedet på os. Livet kan ikke leves på anden måde end ved at det ene menneske udleverer sig i tillid og giver mer eller mindre af sit liv i det andet menneskes hånd.

Uden tillid til mennesker kan ingen leve sammen. Vi møder normalt hinanden med en naturlig tillid. Det gælder både når det er et menneske vi kender godt, men det gælder også, den vildt fremmede.

Der er meget vi kan have tillid til i vores liv. Vi møder den som barn i vores forældres blik og omsorg for vores liv. Tillid bliver livet igennem det som gør os åbne for andre og verden, og som giver os et løfte om, at livet kan vi vende os tillidsfuldt i mod. Vi ved alle at tilliden kan skuffes og misbruges. Og det bliver den. Vi lever ikke i den bedste af alle verdener. Der snydes, bedrages, mennesker misbruger hinanden, løfter holdes ikke, og det skaber usikkerhed i den enkelte, om der er noget i verden jeg tør stole på.

De mennesker som kommer til Jesus og spørger om han er Messias fortæller også en historie og svigtende tillid. Mange på Jesu tid bød sig til som Messias skikkelser. Som frelsere der ville give mennesker den fred, som mange forventede i den forventning mange dengang levede med om verdens snarlige undergang og Messias komme.

Jesus giver sig heller til at forsvare sig selv og komme med beviser for, hvorfor netop han skulle være Messias. Han siger blot, at han har talt til dem, og det måtte være et tilstrækkeligt bevis for den tillid de skulle have til ham. Han har talt til dem på Guds vegne. Gud der altid for mennesker har stået som den ubegrundede tillid. Svigtede mennesker vores tillid, falder vores verden fra hinanden, har vi altid Guds tillid og støtte.

Hvad Guds tillid handler om, har vi intet smukkere udtryk for end i den kendte salme fra salmernes bog (salme 23), som jeg læste før:

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.

²Han lader mig ligge i den grønne eng.

Han fører mig til det stille vand.

³Han giver mig mod og viser mig vej,

den rette vej.

⁴Selvom jeg går i dødsskyggens dal,

frygter jeg ingenting,

for du er med mig, du er min hyrde,

du gør mig tryg……

Du fylder mit bæger til randen,

du stryger min pande med olie.

⁶Gud viser mig sin godhed,

han er trofast imod mig, så længe jeg lever, ……

 Hvad denne salme siger, er hvad Jesus siger med sine ord om, at ingen kan rive os ud af Guds hænder. At være i Guds hænder er, at vide at Gud er min hyrde, der følger sine får i landskabet.

Tilliden til Gud er den ubegrundede tillid. Tilliden vi viser til verden og mennesker, er ikke altid ubegrundet, fordi tilliden vi viser mennesker, kan vi altid også begrunde.

Men tilliden til Gud kan ikke begrundes ud fra verden.

Den tillid til Gud der som en hyrde går sammen med sine får, er det faste holdepunkt uden for os selv. Det er troen som et anker, der giver os en tro på os selv, fordi vi er uerstattelige for Gud. Det er tillid til Gud som håb og trøst. Det er vores fortrøstning til, at Guds ånd gennemtrænger verden, og giver os håb. Det er tillid til at Gud er nærværende i kærligheden. Guds kærlighed der er den ubetingede bekræftelse af mig som menneske. At jeg er accepteret som det menneske jeg er, selvom verden siger noget andet.

Tillid er et grundvilkår i livet, både tilliden til Gud, til andre mennesker og til sig selv. Jeg vil sige, at det er tilliden til Gud der bærer det hele. For hvad er tillid til Gud andet et Ja til tilliden som livets grundvilkår? Amen