Dette hellige evangelium til 1. søndag efter påske skriver evangelisten Johannes (21,15-19)

Da de havde spist, sagde Jesus til Peter: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig mere, end de andre gør?« »Ja, Herre,« svarede han. »Du ved, jeg holder af dig.« »Så tag dig af mine lam,« svarede Jesus. ¹⁶For anden gang sagde Jesus til ham: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« »Ja, Herre,« svarede han. »Du ved, at jeg holder af dig.« Jesus sagde til ham: »Så skal du være hyrde for mine får.« ¹⁷For tredje gang spurgte Jesus: »Simon, Johannes’ søn, holder du af mig?« Peter blev ked af det, fordi Jesus nu for tredje gang spurgte, om han holdt af ham. »Herre, du ved jo alt,« svarede Peter. »Du ved, at jeg holder af dig.« Jesus sagde til ham: »Så tag dig af mine får. ¹⁸Hør nu her. Da du var yngre, tog du selv tøj på og bestemte, hvor du gik hen. Men når du bliver gammel, må du strække armene ud, og en anden vil give dig tøj på og føre dig et sted hen, hvor du ikke vil være.« ¹⁹Sådan forudsagde Jesus, at Peter ville blive henrettet på et kors og på den måde hylde Gud. Så sagde han til Peter: »Kom med mig.«

Prædiken 

Jeg er ikke blevet troende, fordi jeg gik i stykker,

men fordi jeg kunne sættes sammen igen.

Skriver Helle Søtrup i et digt…

Menneskelivet kan være lidt en rodebutik. Den ene dag en oplevelse af, at livet lykkes – det er lige her og der er greb om det og det næste øjeblik er det som om det glider ud ad hænderne går i stykker.

En blanding af at have god og dårlig samvittighed.

Et liv hvor vi både kan være fyldt med glæde og taknemmelighed og ikke kan andet end at flyde over med det, og et liv hvor det hele er gået i stykker og skyld fylder så meget, at det kan være svært at se en fremtid…

-

Og det er vel der, vi møder Peter i teksten i dag. Eller der hvor den opstandne møder Peter ved Geneserat Sø.

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan Peter må have haft det, da han møder den opstandne. Det må have fyldt ham med glæde og med dårlig samvittighed…

Peters liv er lidt af en rodebutik, når han ser tilbage på det. Han er det menneske, som under det sidste måltid skærtorsdag højstemt erklærer, at han ALDRIG vil forråde sin ven. Et menneske, som svigter, når det virkelig gælder - som trækker sig ind i skyggerne i stedet for at træde frem… Et lille menneske, der vakler og lyver, og natten til langfredag siger om den mest betydningsfulde i hans liv: ”Jeg kender ham ikke”. 

Og det er der, vi møder Peter i teksten til i dag eller der, hvor den opstandne møder Peter ved Geneserat Sø: Midt i et liv, der er gået i stykker - tynget af skyld, skam og dårlig samvittighed, hvor han ikke kan se en fremtid for sig…

Da Jesus møder Peter, siger han ikke: Du skuffer mig virkelig, og for at vi to kan komme videre, så har jeg brug for en undskyldning.  

Han siger heller ikke: Jeg forstår godt, hvis du var lidt presset i situationen natten til langfredag. Pyt med det.

Jesus er ikke ligeglad med, at Peter har fornægtet ham. Han tager det alvorligt, at Peter er ramt af både skyld, skam og dårlig samvittighed.

Jesus, den opstandne spørger Peter - ikke bare én gang, men tre gange: ”Elsker du mig?” Tre gange gentager han kærlighedsspørgsmålet, som for at gøre det ud for de tre gange Peter fornægtede ham natten til langfredag.

Peter svarer ikke tilbage med store ord. Han er på en eller anden måde færdig med det højstemte – det har han også lidt dårlige erfaringer med…  

Peter siger stille: ”ja, du ved, at jeg holder af dig.”

Jeg ved ikke, om I har erfaringer med at svare en kæreste eller ægtefælle på den måde? Men jeg er sikker på, at de fleste ville blive mødt med et lidt undrende og spørgende blik, hvis de svarede deres kæreste eller ægtefælle sådan på spørgsmålet: ”Elsker du mig? Du ved, at jeg holder af dig.”

 Lidt lunkent, lidt med forbehold - Ikke godt! Og ikke nok.

Eller er det? Måske er det nok for Jesus. Han er vel ikke kommet for at bore i hans dårlige samvittighed? Det kan godt være, at spørgsmålene minder Peter om, at han er lige så bange og utilstrækkelig som alle andre? At han ikke er perfekt, men trods svigt kan Peter stadig bruges.

-

For Jesus var dette lunkne svar nok…

Men for hvert forbeholdent Ja til den opstandne, følger en opgave til Peter…  

Så tag dig af mine lam

Så skal du være hyrde for mine får

Så tag dig af mine får

Peter tages til nåde og bliver givet tilbage til det liv, der gik i stykker. Han gør det ved at få en opgave og ved at blive sat ind i det fællesskab, hvor der er brug for ham. Det er en tillidserklæring, der vil noget. Heri er tilgivelsen – ikke som glemsel, men som tillid til, at de har en fremtid sammen. En ny horisont – en ny begyndelse

Heri er tilgivelsens mulighed også for os – muligheden for at blive givet tilbage til det liv, der gik i stykker, ikke kun fordi vi blev svigtet, men fordi vi også selv svigter, forråder og fornægter og får en ny begyndelsen.

-

Det er en gave, at der genopstår tro og tillid mellem Jesus og Peter, og opgaven ligger i forlængelse af det: Så tag dig af mine får. Tag dig af dine medmennesker!

Kristentro er altid bundet til fællesskabet. Det er ikke bare et forhold der vedrører Jesus og Peter. Læser vi ordene til Peter som ord, talt til os - så er det også os, der får en opgave. Vi skal være hyrder for hinanden - være hyrder i den gode hyrdes sted.

Jesus var den gode hyrde, der gik ud og ledte efter det ene får, der var blevet væk – uden at overveje, om det var værd at risikere så meget for at redde bare eet eneste får…

Det er den guddommelige kærlighed, der gør sådan…

-

Vi får aldrig hold på den store uopklarede, guddommelige kærlighed. Det er nu engang kærlighedens væsen, at den overstiger vores forstand…

Men det glædelige budskab er, at vi er omsluttet af den, den guddommelige kærlighed. Den lader ikke som om, det der er sket, er ligegyldig, men den genoprejser og frisætter, så der er en fremtid for os – en ny begyndelse…

Så selvom vores liv kan være lidt af en rodebutik, så er den guddommelige kærlighed den, der bærer os, leder os hen imod hinanden, peger på vores ansvar.

Der er noget der skal siges og noget der skal gøres. Der er et glædeligt budskab, der skal deles og et håb, der skal bredes ud som den fælles horisont.

Hver dag lidt opmuntring, lidt trøst. lidt poesi, lidt himmel, lidt kærtegn. Hver dag et ansvar for at være medarbejdere på hinandens glæde. Hver dag tillid og tilgivelse. 

Jeg ved ikke med jer…

Jeg er ikke blevet troende, fordi jeg gik i stykker,

men fordi jeg kunne sættes sammen igen.

AMEN