Dette hellige evangelium til 2. påskedag skriver evangelisten Johannes (20,1-18. Bibelen 2020) 

Tidligt søndag morgen, den første dag i ugen, kom Maria Magdalene ud til graven, mens det stadig var mørkt. Hun så, at stenen foran graven var fjernet, ²og løb hen til Peter og den anden discipel, ham, som Jesus elskede mest. »De har flyttet Jesus, vores herre, fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham,« sagde hun. ³Så tog Peter og den anden discipel ud til graven. ⁴De løb begge to, men den anden discipel var hurtigere end Peter og nåede først frem. ⁵Han bukkede sig ned, kiggede ind i graven og fik øje på stofstrimlerne, der lå på jorden, men han gik ikke derind. ⁶Lige bagefter kom Peter. Han gik ind i graven og så stofstrimlerne ligge på jorden. ⁷Han så også det stykke stof, som Jesus havde haft over ansigtet. Det lå ikke sammen med resten, men var rullet sammen på et sted for sig selv. ⁸Den anden discipel, ham, der kom først, gik nu også ind i graven, og da han så, at Jesus ikke var der, begyndte han at tro på, at Jesus var blevet levende igen. ⁹Indtil nu havde disciplene nemlig ikke forstået, at Skrifterne forudsagde, at Jesus ville opstå fra de døde.

¹⁰Så gik de to disciple hjem, ¹¹men Maria Magdalene stod uden for graven og græd. Hun bøjede sig ned og kiggede ind i graven ¹²og så to engle klædt i hvidt sidde der, hvor Jesus havde ligget, én ved hans hoved og én ved hans fødder. ¹³»Hvorfor græder du?« spurgte de. »Fordi de har fjernet min herre,« svarede hun, »og jeg ved ikke, hvor de har gjort af ham.« ¹⁴Da hun havde sagt det, vendte hun sig om og så Jesus stå der, men hun var ikke klar over, at det var ham. ¹⁵Jesus sagde til hende: »Hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun gik ud fra, at det var gartneren, så hun sagde: »Hvis det er dig, der har båret ham væk, så fortæl mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« ¹⁶»Maria!« sagde Jesus. Hun vendte sig mod ham og udbrød på hebraisk: »Rabbuni.« Det betyder ’min læremester’. ¹⁷»Giv slip på mig,« sagde Jesus, »for jeg er på vej op til min far. Gå i stedet hen til mine disciple, og sig til dem, at jeg tager op til min far og jeres far, til min Gud og jeres Gud.« ¹⁸Så gik Maria hen til disciplene og sagde: »Jeg har set vores herre.« Og hun fortalte dem alt, hvad han havde sagt til hende. AMEN

PRÆDIKEN 

Beretningen om Maria ved den tomme grav er stærk. Den rører mig.  Den går i hjertet på mig på en særlig måde. Jeg ved ikke helt, hvad det er. Måske er det hendes længsel efter det elskede menneske, som hun har mistet og som hun nu sørger over og søger efter. Det er så menneskeligt og så genkendeligt, at det ikke er svært for mig at sætte mig i hendes sted.

Når vi mister et menneske, så kan det være så helt ubegribeligt, at vi ikke længere kan finde et sted i verden, hvor det menneske er. Et sted i verden, hvor vi kan mødes. Et sted, hvor vi kan høre deres stemme og høre dem kalde vores navn. Det kan være så helt ubegribeligt, at de ikke længere er.

Det efterlader et tomrum både i vores ydre og i vores indre verden…

Det kan være forskelligt for os, hvor vi søger hen for at mindes vores døde. Der kan være steder – udsigter og horisonter – som vi har delt og som vækker de stærkeste minder i vores erindring.

Mange søger på kirkegården for at komme så tæt på den døde som overhovedet muligt og for at holde fast i minderne - alt det gode, der var. Mange har brug for et gravsted: Det sted hvor det fysiske legeme ligger. Et sted med en sten og med et navn, der er kendt, elsket og savnet…  

På samme måde er Maria gået ud til graven for at være tæt på Jesus.  Holde fast i ham og holde fast i minderne. Hun vil så gerne holde fast i det gode, der var. Men hun kan ikke finde ham.

Det er måske netop det, der går i hjertet på mig: At hun går hvileløs rundt i verden med en hjemløs kærlighed og en søgen efter et tabt paradis.

Det er genkendeligt at forsøge at søge tilbage til det gode, der var, og som vi nu har mistet. Et arbejde, som vi ikke længere kan udføre, en sygdom, som har forandret alt. Det gode venskab, der er gledet ud, et menneske, vi er blevet skilt fra eller har mistet.

Vi kan længselsfuldt søge efter det, der ikke er mere. Vi forsøger at gå tilbage og genfinde det, der var. Vende tilbage til udgangspunktet, men udgangspunktet er der ikke mere. Vi kan ikke vende tilbage til det tabte paradis. Vi kan blive som forstenet og mangle tro på påskens opstandelseskraft og fornyelsens mulighed…

Vi kan få brug for en, der spørger os: ”Hvorfor græder du”?

Maria græder, da hun møder Jesus uden for graven. Ham som hun sørger over, søger efter og som hun savner. Ham, hun vil have tilbage. Men hun kan ikke genkende Jesus – den opstandne.

Hans opstandelseslegeme er et andet end det jordiske og forgængelige legeme, som hun kendte så godt. Hun tror, at det er gartneren (eller havemanden).

Det er ikke let for mennesket at genkende Gud. Det er ikke let at genkende Gud i det lille spædbarn i en krybbe i en mørk stald eller i smerte og lidelse på korset langfredag. Og påskemorgen er det ikke muligt for Maria at genkende ham – som den opstandne.

Også det er menneskeligt og genkendeligt…

Vi kan være blinde for påskens opstandelseskraft og fornyelsens mulighed. Smerten over det gode, vi har mistet, kan være svær at leve med. Vi bliver måske aldrig færdig med at sørge og græde over det tabte.

Forstenet af sorg og savn kan vi møde et menneske, som kan blive den største velsignelse for os, uden at vi ser det eller bemærker det, fordi vi er blændet af tårer og tvivl…  

Måske er det vigtigste heller ikke, om Maria genkender Jesus, men at han genkender hende og kalder hende ved navn: Maria, siger han!

Og det er først der – da Jesus kalder hendes navn, at hun genkender ham…

Når vi længes efter nogen, så rækker vi ud efter dem. Vi rækker ud efter det, som hjertet trænger til og længes efter, og vi forsøger at gribe det og holde det fast - holde om det for at beholde det.  

Maria rækker ud efter Jesus - griber ud efter ham …

Men lidt overraskende siger Jesus: ”Giv slip på mig.”

Ligesom han ikke kunne spærres inde i graven, kan han heller ikke holdes fast af Maria (eller af os). I graven ville der ellers have været hold på ham også for alle i eftertiden. Så kunne vi besøge stedet, ligesom vi besøger kongekapellet i Roskilde Domkirke – det lyder bekvemt at have hold på Jesus på den måde.

Men Jesus kan ikke holdes fast. Han kan ikke holdes fast i en bestemt form, et bestemt sted eller i en bestemt tid. Han både er her og er her ikke. Maria må give slip på Jesus for at han kan opstå i Gud. Hun må give slip på den Jesus, hun kendte for at hun kan holde fast i troen på hans opstandelse.     

Også vi må give slip på forestillingen om, at vi kan holde fast på Jesus. Det er ham, der holder fast i os. Det er ham, der genkender os og kalder på os – kalder vores navn. Det er ved at være kendt og vedkendt - elsket, som det menneske, vi er, at vi mærker påskens opstandelseskraft i vores liv.

Ligesom der skete opstandelse i Marias liv påskemorgen, da Jesus kaldte hendes navn. Forstenet af sorg og savn kommer Jesus hende i møde, og kalder hende ved navn. Kalder hende ud af sorgen. Kalder hende til opstandelse og liv.

Det blev et stensked påskemorgen i mere end en forstand. Stenen var rullet fra indgangen til graven, og forstenet af sorg oplevede Maria et indre stenskred, da Jesus kaldte hendes navn – og en flod af varme fyldte sindets tomrum.

Hun bliver fyldt med en ubegribelig kærlighed, hun ikke vidste fandtes? Hun er ikke alene og forladt. Hun er ikke overladt til sig selv, men hun er kendt og vedkendt – elsket som det menneske, hun er.  

På samme måde er vi kendt og vedkendt – og kaldet ved navn af den korsfæstede og opstandne i vores dåb - til et liv i opstandelsens nye virkelighed.

Og sådan vil han møde os igen midt i alt det, vi står i. Han vil møde os i det menneske, der bliver den største velsignelse for os. Det menneske, der kender os og vedkender os og kalder os ved navn – kalder os ud sorgen, savnet og ensomheden til et liv i fællesskab. 

Han kalder os til opstandelse og evigt liv. Glædelig påske. AMEN