³Jesus var på besøg hos Simon den Urene i Betania, og mens han spiste, kom der en kvinde hen til ham med en lille alabastkrukke fuld af ægte, dyr nardusolie. Hun knækkede halsen af krukken og hældte olien ud over hans hoved. ^4-5Det var der nogen, der blev vrede over, og de skældte hende ud. »Hvad er meningen med at ødsle sådan med olien?« sagde de. »Du kunne have solgt den for mere, end hvad en enkelt mand tjener på et helt år, og givet pengene til de fattige.« ⁶»Lad hende være,« sagde Jesus. »Hvorfor generer I hende, når hun har gjort noget godt for mig? ⁷De fattige har I altid hos jer, dem kan I hjælpe når som helst. ⁸Men mig bliver I ikke ved med at have. Kvinden gjorde det bedste, hun kunne, og ved at hælde olie ud over mit hoved har hun gjort mig klar til at blive begravet. ⁹I skal være klar over, at uanset hvor i verden budskabet om mig bliver fortalt, vil man også fortælle om det, hun har gjort, og huske hende.« Markus 14,3-9 

”Hun gjorde det bedste, hun kunne” – Kvinden med oliekrukken blev mødt af disse ord. Jesus anerkender hvad hun har gjort for ham. Det var stort hvad hun gjorde. Det er ord som disse vi alle indimellem har brug for at høre.

At det vi gør, bliver anerkendt som godt nok, og vi ikke altid skal møde kritik for det vi gør, ikke er godt nok, eller kunne være gjort på en anden måde, til et andet formål. Hvor ofte tænker vi ikke over, om det vi gør, er godt nok.

Der er vel ingen af os der kan slippe ud af denne selvreflektion over egne handlinger, om de nu er gode nok og lever op til det mål vi havde sat os. Og ikke mindst hvad andre tænker om det vi gør.

Vi ved ikke hvad kvinden tænker, for hun siger ikke noget. Hun er det hun gør. 

Er vi i tvivl om vore handlingers gode intentioner og mål, har vi det med at vende sig mod os selv. Om vi nu også er gode nok. Det vi gør viser, hvem vi er. Du skal kendes på dine handlinger, for i dem kan vi se, hvem du er og hvad du vil.

Kristendommens princip er ellers at et menneske bliver retfærdigt alene ved tro og ikke ved gerninger. Troen kommer fra det dybe i mennesket, hvor gerningerne kan lyve om et menneskes egentlige formål. I kvindens tilfælde folder troen sig smukt ud i en ødsel handling, da hun hælder sin olie ned over Jesus. En ødselhed der vækker forundring og kritik blandt de tilstedeværende.

Hvad er den godt for? En dyr olie går til spild, og at Jesus forklarer det med, at hun har salvet ham til begravelsen, giver måske ikke lige mening for de tilstedeværende. Olien kunne jo være blevet solgt på markedet, og pengene kunne være brugt på de levende. Dem som har behov, de fattige er der jo altid, og de har brug for omsorg og midler til at klare dagen og vejen. Burde de ikke hellere være vores bekymring?

Hendes ødselhed med den gode olie peger hen på Jesus, som igen peger hen på den kommende påsketid. Påsken ligger foran os med sine mange feriedage, som vi kan bruge som vi lyster, til afslapning, nyde solskin og blomster der spirer ( annemonerne står smukt i skoven ), til at ødsle af livet. Vi kan slippe hverdagen med alle dens krav og dagsordener, og tømme os selv ud i påskens mange dage.

Hun har gjort, hvad hun kunne, fordi det er hvad Jesus selv har tænkt sig at gøre. På vej som han og vi er ind i påskens uge, hvor Jesus som der står i den gamle hymne vi lyttede til (Filipperbrevet 2) :

gav afkald på sin ret

og valgte at se ud som en slave.

Han blev ligesom et menneske

og lignede os.

⁸Han ydmygede sig

og rettede sig efter Gud,

selvom det betød, han skulle dø

– dø på korset.

Når Jesus anerkender hendes handling er det fordi han kan spejle sit eget liv i hendes. Han har ødslet sit liv til mennesker, som hun gjorde det med olien den dag.

Eksistensfråds – det ord kunne fint beskrive den ødselhed kvinden praktiserer. Frådse med eksistensen er fri for enhver tanke på, hvad der det rigtige og fornuftige at gøre. At sælge olien på torvet og give pengene til nogle der havde brug for dem, havde sikkert været det fornuftigste. Alle ville have forstået og takket hende for det.

Men nu er livet andet og mere end det fornuftige. Der hvor vi tænker hvad der kunne være det mest fornuftige at gøre i en bestemt situation. Fordi det forventes af os af de mennesker vi har omkring os eller ligger i den kultur og det samfund vi lever i, at være resultat orienteret. 

Jesus blev selv kaldt for en frådser af kritikerne i hans samtid. Når han spildte tiden sammen med mennesker der var udenfor. Til hvad nytte? Kunne de reddes? Jesu påskevandring er en barsk historie om et menneskes lidelse og død. En minutiøs skildring af et menneske der går igennem tilfangetagelse, anklage, hån, svigt, lidelse, ondskab og død.

Vi kender alle til hans lidelseshistorie. Hvorfor han skulle så meget ondt igennem, får sin forklaring i opstandelsen påskemorgen, der i sig selv er et fantastisk billede på en ødsel handling. Her brydes i den grad med vores resultatorienteret tænkning, at gøre det fornuftige i enhver situation, fordi det må vi hellere. Opstandelsen fortæller at livet som Guds skaberværk rummer en ødselhed, som overgår forstanden.

Som mennesker behøver vi andet end tekniske, sociale og økonomiske mål. Vi behøver nogle mennesker der frådser med livet. De er tegn på det grænseoverskridende, som ikke vil nedskrive livet til det som kan beregnes og gøres op med tal på en bundlinje.

Digteren Benny Andersen skriver i digtet ”Morgenhymne” om hvordan vi kan efterleve en sådan ødselhed: 

I dag skal der leves, folkens!

Vi er allerede i gang

Startede tidlig i morges

 …hvad med uden forklaring at gi

  grønthandleren et kys

 eller ta frakken omvendt på

 Det skal mærkes at vi lever

 Brug store ord i massevis

 Overdriv for en gangs skyld:

 Thi kendes for ret:

 Du er dømt til at leve!

 Du må ikke kassere din skæbne

 Tværtimod tage den på dig

  …Bid livet i låret

   Find fremtiden frem

   Rut med planer og visdomsord

   For i dag skal der søreme leves! 

Eksistensfråds er ødselhed med det som vi normalt går rundt og synes vi skal passe på ikke at spilde. Jesus kan selvfølgelig godt se hvad det er denne kvinde vil med sin ødselhed. Han levede selv ud af en stor ødslen med livets kilder.

Det er dem, der sidder og tænker om kvinden, hun er da ikke rigtig vel forvaret, der har misforstået det hele eller i hvert fald noget af det. Der er forskel på ødslen -

Ødslen med jordens ressourcer ved vi er ved at bringe os på kant med hvad jorden kan holde til. Ødslen med livet er noget andet. I denne ødslen viser vi at livet er skænket os. Vi er skyldnere at modtage det som er skænket os. Er livet skænket os, skal det leves i tillid til det. Ikke i vores lyst til at få krammet på det. Vi lever kun én gang!

Kunne olien ikke være brugt til at hjælpe de fattige? Jo, de kunne det! Det fattige har jo altid brug for vores hjælp. Der er altid nogle som vil synes at det skulle være gjort på en anden måde. Men da de (fattige) altid er der, har vi tid nok til også at tage os af dem. Vi har et velfærdssamfund som vil sørge for dem.

Alt skal heller ikke gøres op i penge, som den målestok vi skal måle alt med. For alt kan altid gøres op i penge. Hun spildte ikke bare olien, men også sin tid, som kunne være brugt på noget mere fornuftigt. Er det fornuftige altid det rigtige? Det bedste er at gøre, hvad vi kan med det vi har. Hun gjorde hvad hun kunne. Hendes handling vil blive husket for altid. Fordi hun uselvisk pegede hen på en anden.

Nu skal vi i den kommende uge følge Jesus efter. At følge ham efter er en op øvning i at frådse med eksistensen. I de bibelske skrifter er der en stor livstørst. Nydelsen af tilværelsen hyldes, og det er tydeligt at Gud, glæder sig over menneskenes glæde. Det er en sådan bekymringsløshed som for kvinden til at ødsle med olien. Det er glæde over livet, en glæde som hverken er naiv, smertefornægtende eller romantisk.

Hun salver Jesus til hans begravelse, så hendes handling er kombineret med visheden om livets endelighed og indsigt i at livet rummer ondskab og lidelse. Hun har gjort, hvad hun kunne – ja, mere kan vi jo ikke gøre. Hendes ødsle handling forbereder os på de kommende dage.

Vi skal frådse med livet. Også på en palmesøndag. Selvom lidelsen og døden anes i horisonten. amen