Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Dåbsritualet

Når forældre, gudmor/far bærende dåbsbarnet og de øvrige fadderne står samlet omkring døbefonden (formodentlig omkranset af en masse børn, der gerne vil se med) starter præsten dåbsritualet, der består af tre faser.

1.Indledning

Først spørger præsten om barnet er hjemmedøbt. Hjemmedåb eller nøddåb kan være aktuelt, hvis barnet har været i livsfare inden det normale dåbstidspunkt, og man derfor har skyndt sig at døbe barnet. Er svaret ja, er dagens dåb en formel bekræftelse på nøddåben.

Dernæst beder præsten en bøn, som takker Gud for barnet og for dåben. Til sidst beder præsten Gud om at tage imod netop dette barn, som nu skal døbes.

Menigheden rejser sig, og præsten læser fra Bibelen om dåben og beretningen, hvor Jesus taler om at lade de små børn komme til sig. Beretningen fremhæver børnenes tillid som et forbillede for voksnes tro.

2.Dåbshandling

Præsten taler derefter til dåbsbarnet.

Præsten tegner korsets tegn over barnets ansigt og bryst som tegn på, at barnet nu hører til hos Gud og hans søn Jesus Kristus.

Derefter spørger præsten: "Hvad er barnets navn?"

Gudfar/mor siger højt barnets fulde navn.

Herefter stiller præsten to spørgsmål i relation til trosbekendelsen, hvor gudfar/mor svarer ja på barnets vegne.

Til sidst siger gudfar/mor ja til spørgsmålet: "Vil du døbes på denne tro?"

Præsten lader vand fra dåbefonden løbe over barnets hoved tre gange. En gang for Gud Fader, en gang for Gud Søn og en gang for Gud Helligånd.

Præsten afslutte dåbshandlingen ved at lægge sin hånd på barnets hoved og velsigne det med Guds løfte om, at være med barnet "fra nu og til evig tid".

3.Faddertiltalen

Efter dåbsritualet taler præsten direkte til fadderne og forældrene om deres forpligtelser overfor barnet som en konsekvens af dåben.

Efter faddertiltalen fortsætter gudstjenesten.