
Ved 2. pinsedags gudstjenesten ved Torpen Kapel får vi i år besøg af en Verdensklasse Jazz Trio! Musikerne Henrik Gunde (piano), Jesper Bodilsen (bas) og Morten Lund (trommer) ligger i den absolutte superliga inden for europæisk Jazz.
Gunde/Bodilsen/Lund - har netop udgivet albummet “Moods” som er kommet med på nogle af de mest eftertragtede spillelister med millioner af følgere på Spotify. Med sig har de sangerinden og komponisten Janne Mark, der har markeret sig som en af Danmarks førende og anerkendte komponister af nye danske salmer og sange.
Janne fortæller om sine egne sange: “Jeg er optaget af den grænseløshed, som melodier repræsenterer. Melodier, når de synges af flere i fællesskab, overskrider grænser og skel, og finder selv deres veje ud som floder af lys.”
Der venter dig en helt særlig og unik oplevelse til udendørs gudstjeneste 2. Pinsedag i Torpen Kapel. Tag madkurv med og et tæppe under armen, og nyd den medbragte mad til jazztoner efter gudstjenesten.