Prædiken 6. søndag efter trinitatis

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 19. jul 2020, kl. 07:27
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« Matthæusevangeliet 19,16-26

 De unge vil noget med deres liv. Mange vil i hvert fald, men dermed ikke sagt at det er nemt at være ung. Det er langt fra tilfældet.

Skal vi drage os alle ind, unge såvel som ældre, så kan vi sige, at det er en krise at leve. Krise forstår jeg ikke, som at alt er skidt. Kriser store eller små, er der mange af – hele tiden. Jeg forstår krise i en eksistentiel betydning, som en evig undren over det at være menneske. Vi falder aldrig til ro. Vi lever i verden og må hele tiden undre os over livet, og finde vor vej i livet. Der er ikke ét mål vi skal frem til, vi skal leve, og det er vel også det svar Jesus giver den unge mand.

Vi har alle som unge slået os på verden. Den unge mand som kommer til Jesus er optaget af at få evigt liv. Det kan vi let i vores kontekst få til at blive præstationspræget, og dermed også fuld af angst og usikkerhed. Evigt liv skal ikke forstå som et liv efter dette liv, som om livet bare fortsætter ud på den anden side af døden. I øvrigt en frygtelig og pinefuld tanke, for hvad er liv så egentlig for noget, hvis der er en tilstand jeg altid vil være i?

Jesus får den unge mand væk fra den tanke ved at pege på det gode, og i sidste den gode, som jo er Jesus selv.

Jesus stiller et krav til den unge mand. Hvilke krav stiller vi til de unge i dag? Eller endnu bedre, hvilke stiller de unge til sig selv i dag?

De unges bedsteforældre voksede op omgivet af regler og forbud, som de ikke måtte bryde. Tydelige regler om ikke at have sex før ægteskabet, man forlod ikke sin arbejdsplads, fordi man ikke synes det gav én noget, man skulle lytte og respektere de ældre.

Jeg læste for et par uger siden et fint interview med højskolelærer Christian Hjortkjær, som gav en meget fin diagnose og beskrivelse af tidens unge. Hvert halve år møder han 130 unge mennesker på sin højskole. Om vor tids unge mennesker siger han: i dag er der ikke så meget de unge ikke må ….til gengæld er der urolig meget de unge skal. Vi er gået fra ”du må ikke” til ”du skal”. Forbud og regler er erstattet med påbud og idealer, som man forventes at leve op til.  

Han vil helst ikke lyde gammeldags i en hyldest af dengang der var tydelige regler og forbud. Det gode ved tydelighed er dog, at man vidste hvornår reglerne blev overtrådt. Det gav følelsen af skyld, og det er trods nemmere at have med skyld at gøre. Skylden fortæller mig at der er noget jeg skal rette op på og tage ansvar for. Der findes tilgivelse for skyld.

Unge i dag siger Christin Hjortkjær forlanger mere af livet, og ikke mindst af sig selv. Et pres som kommer indefra, men også fra kulturen og de sociale sammenhænge de unge indgår i. I stedet for forbud og regler lever unge i dag med påbud og idealer. Evigt liv kunne vi måske godt oversætte med idealer. Idealer er diffuse, for hvad taler vi om? Regler og forbud som de ti bud, som Jesus jo også peger hen på overfor den unge mand, kræver ikke at du selv finder svaret, buddet fortæller hvad du skal! Idealer er flyvende som at have et stykke vådt sæbe i hånden, som hele tiden smutter mellem fingrene og falder på jorden. Idealer efterlader den unge med følelsen af utilstrækkelighed.

En ung i dag vil komme til Jesus og spørge: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at finde lykken?” Vi kan alle være med her, for hvem vil ikke gerne være lykkelig? – hvad det så er?

Den unge vil føle at lykken er værd at gå efter, fordi det må være det vigtigste i livet. At være lykkelig, som handler om at være sund, få den rigtige uddannelse, finde en dejlig kæreste, tjene penge, rejse ud i verden, være smuk, måske få børn, bo det rigtige sted og i en smuk bolig.

Ikke sådan at disse ønsker for livet, ikke havde betydning den gang deres bedsteforældre var unge. Det har de sikkert også gjort, men dengang var rammen for alle disse ønsker om at få et lykkeligt liv, netop kun ønsker! Ikke noget jeg kunne gøre krav på eller for alt i verden skulle lykkes med, ellers var livet intet værd.

Ønsker, drømme og længsler, er blevet til idealer og i det ligger der også et implicit krav om, at det skal jeg stræbe imod. Lykken bliver til et mål som ligger og venter på mig. Jeg skal lykkes! Det er en tung byrde at lægge på  mennesker.

De er også gode til at presse sig selv. Idealerne sætter de unge selv op som mål for det liv de gerne vil leve. Vi må heller ikke glemme at strukturer i samfundet er medskabere af det pres de unge føler ligger på dem. Her det oplagt at tale om 12-tals euforien blandt studerende. Skabt til dels af de unge selv, om at blive den bedste, men også af en kultur af mode, sociale medier, forældre ambitioner, er med til at skubbe de unge ind i et usundt liv. Livet handler ikke om at nå til det evige liv eller lykken.

Vi har alle en livslængsel. At længes efter noget er dog alt lige bedre og kan gøres med sindsro, end at skulle præstere noget for at nå til lykken. Det handler om lykken hvad det jo gør meget i vores tid, og vi får at vide at vi et er ét verdens lykkeligste folk, der er fornyelig åbent et lykkemuseum i København, der skrives bøger om hvordan jeg kan få et lykkeligt liv. Når talen falder på lykke husker jeg altid på, hvad teologen K. E. Løgstrup en gang skrev: Lykken er ikke at det lykkes, men det vi kommer ud for.

 Den unge mand som kom til Jesus og spurgte om vejen til det evige liv får ikke givet en manual til den vej. Gør sådan og sådan, og du vil nå det.

Og alligevel stiller Jesus krav til den unge mand: gør det gode, hold budene, siger han! Også dengang blev der stillet krav til de unge. Den ældre generation har altid ville hjælpe, guide, opdrage, presse ungdommen.

Det gode er budene, de ti bud, livets færdselsregler, som vil beskytte det gode liv. De kommer fra den gode, som er Gud. Gud har sendt den unge mand ind på scenen, som en Jesus og disciplene må forholde sig, og som vi må tage stilling til. Gud er det helt andet, den helt anden, som kigger på os, og vi skal ikke kigge på os selv. Guds blik som ser os, og vi slipper for at se på os selv, vurdere, granske og føle, om vi er på rette vej, gør det rigtig, for at komme til det evige liv.

Budene fortæller om livet, det liv vi alle lever. De er tæt og elementært forbundet med det grundlæggende i menneskers liv. De er vejvisere i basale menneskelige konflikter. Budene fortæller om det liv vi alle lever, og som vi godt ved indimellem falder fra hinanden, enten fordi vi selv er skyld i det eller andre er det.

Luther skrev i sin Lille Katekismus, at budene er en rettesnor for sand gudsfrygt og sand menneskelighed.

Jesus er en opfyldelse af budene, og derfor er hans svar til den rige unge mand, at følge ham.

Én er den gode, og det er Gud, som i Jesu liv har vist mennesker, hvad det gode er. Det er at gå med ham, følge ham, som bar både kongekrone og tornekrone, som viste os, at både styrke og sårbarhed hører med til livet for den som følger Jesus.

Rigdom som ikke bare er penge men alt hvad vi føler os bundet til, skal vi slippe. Gøre os frie, og leve det gode liv.

Det gode liv, livet, som er budene. Budene som Gud gav til folket i ørkenen, fortæller om hvad der er vigtigt i menneskelivet. De lyser af respekt for det varigt virkelige, uomgængelige i menneskers liv: kærligheden, samvittigheden, traditionen, ro og hvile, jalousien, ensomheden, tvivlen, troen og viljen til at ville eje.

Det er svaret på den unge mands spørgsmål til Jesus: Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” og vores spørgsmål i dag, som kunne lyde: hvad godt skal jeg for at få et lykkeligt liv? Det handler om dig, men ikke i en evig søgen efter hvad jeg synes der er det rigtige, eller hvordan omverden synes jeg skal være – men være hvor Jesus er. Og det er slippe sikkerheden. Han var rig den unge mand, og tænkte nok at livet var sikret for ham. Og det evige liv blot var et krydderi på tilværelsen. Han må se sig sammenlignet med en kamel, der let og elegant smuttede gennem nåleøjet til riget.

Det er svært det her, for hvad Jesus vil sige med det billede. Det er ikke nåleøjet, porten ind til riget, det evige liv, lykken, der er vigtig, men vejen derhen. 

For ikke at gå til i overanstrengelse og bekymring for at nå frem til det evige liv, lykken eller hvad det nu er vi forestiller os, kan vi kun, sige til os selv:

for mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt. Amen

 


                  

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: