Prædiken 5. søndag efter trinitatis

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 12. jul 2020, kl. 08:29
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«  Matthæusevangeliet 16,13-26

Hvem er jeg? – spørger Jesus sine disciple. De svarer med flere navne som de kender fra deres religiøse tradition, for i de navne lå der en forventning til Jesus. Peter træder frem på egen hånd, og bekender sin tro: Du er Kristus, den levende Guds søn. En bevægende bekendelse, som Jesus tager til sig, men tysser kærligt og bestemt på Peter, for det er en bekendelse han har fra Gud. Han skal endelig ikke gå rundt og tro, at det er noget han selv er kommet frem til.

Hvem er JEG? – vi får tidligt efter fødslen et navn, og kaldes dermed ud af mængden, og er nu dette menneske med det navn. Navnet alene fortæller ikke hvem jeg er, men det skiller mig ud fra alle andre mennesker.

Hvem jeg er? – er mere end blot et navn, for det handler også om, hvad det er i mit liv, der gør, at jeg kan svare på, hvem jeg er? Identiteten kommer også fra den anden, de andre, som ser mig, og jeg mærker at jeg har et værd.

Når nogen kalder på mig, er jeg noget, og ikke ingenting. Én siger mit navn, og jeg reagerer ved at vende mig mod den som taler, og mærker at nogen vil mig noget. Jeg er noget i kraft af navnet, men jeg hører også, at der er nogen der vil mig noget. Der er noget jeg skal. Noget udenfor mig selv, som vil mig. Jeg ved jeg er til ved at blive kaldt ved navn, og dermed få identitet.

Det skaber usikkerhed, uro og bekymring når jeg ikke ved, hvem jeg er. Hvem jeg er, går altid over den anden, som det Du, som møder mig, ser mig, taler til mig, og som giver mig min identitet.

Jesus spørger sine disciple om, hvem han er? Jesus er et menneske, der som alle mennesker, ved at han lever gennem andre. Han er Guds levende søn, men det er han kun i kraft af, at nogen anerkender ham som den levende Guds søn. Derfor vækker Peters bekendelse stærke følelser i Jesus. Jesus tysser på Peter for at dysse sandheden om sin identitet ned.

Identitet er hvad det handler om, når vi spørger, hvem er jeg? Identitet er ikke noget for en gang fastlagt og altid det samme. Vi fødes som menneske med gener, som får betydning for dele af vores identitet. Men identitet er mere end biologi. Vi er mennesker der indgår i sociale sammenhænge, vi lever i samfundet, i verden, og alt det har indflydelse på hvem jeg er. Hvem jeg er, udvikler sig og er i bevægelse livet igennem. Vi formes nemlig også af vores møder med andre mennesker, af vores valg og hvad livet møder os med af modgang og udfordringer.

I digtet ”Navnet” skriver Tomas Tranströmer om hvor vigtigt det er for os at vide hvem vi er, men også at det aldrig er noget for én gang fastlagt og sikkert:

Jeg bliver søvnig under bilturen og kører ind under træerne i vejsiden. Ruller mig sammen på bagsædet og sover. Hvor længe? Timer. Mørket nåede at falde på.

Pludselig er jeg vågen og ved ikke hvor eller hvem jeg er. Lysvågen, men det hjælper ikke. Hvor er jeg? HVEM er jeg? Jeg er noget der vågner på et bagsæde, drejer sig rundt i panik som en kat i en sæk. Hvem?

Endelig kommer mit liv tilbage. Mit navn kommer som en engel. Uden for murene lyder et trompetsignal (som i Leonora-overturen) og de frelsende skridt kommer hurtigt hurtigt ned ad den alt for lange trappe. Det er mig! Det er mig!

Digtet beskriver den erfaring vi alle kender, overgangen imellem sovende og vågen tilstand – den let omtumlede følelse, når man slår øjnene op og lige skal finde sig selv i verden igen. Hvor er jeg? Hvem er jeg?

Jesus er kommet langt væk fra der, hvor han normalt opholder sig. Han er i udkanten, i Cæsarea Filippi, hvor tingene altid er mere usikre end på hjemmebanen. Jesus spørger sine disciple hvem folk siger han er. Han ved hvem han er, men subjektet er skrøbeligt og søger den anden, og er Jesus interesseret i at vide hvad folk tænker om ham.

Er vi ikke alle optaget af, hvad andre tænker om os? Mere eller mindre selvfølgelig, men hvad andre tænker og siger, er med til at jeg kan finde ud af, hvem jeg er.

Hvis en person siger, at han fra nu af kun vil tænke på sig selv, så vil han i løbet af ingen tid gå til. Vi har brug for andre mennesker for at blive menneske. Hvem jeg er? kan vi hver især fortælle mere eller mindre om, men hvad det er som gør, at jeg ved hvem jeg er, i betydningen hvad der er vigtigt i mit liv, vil de fleste fortælle om et andet menneske. For vi kan ikke trives uden andre mennesker. Et menneske er et menneske gennem andre mennesker. De andre mennesker giver dig noget, som du ikke kan give dig selv.

Det er måske det digteren vil fortælle med englen, som kommer da mennesket vågner, og skal finde sig selv. Tilstanden mellem vågen og søvn er en mellemtilstand mellem drøm og virkelighed, hvor digteren fint beskriver hvor skrøbelig identiteten er. Englen der kommer og møder mennesket i digtet, vil fortælle at vores identitet, ikke kun er hvad vi selv gør det til, men i ligeså høj grad er noget der kommer til os udefra.

Jesus er Kristus, den levende Guds søn, bekender Peter. Jesus svarer Peter, at det må han have et andet sted fra. De andre kendte personer som disciplene mener at Jesus er, Johannes Døber, Elias og Jeremias var kendte religiøse personligheder i traditionen.

Kristus eller Messias er en bekendelse udtalt med varme følelser og anerkendelse. En bekendelse til Jesus som menneske og som Gud. Guds navnet Kristus, det navn vi døbes i, lover os, at vi altid har et håb i Gud, der lover os, at vi har den afgørende del af vores identitet hævet op over al jordisk medgang og modgang.

Peter på hvem kirken ifølge traditionen er bygget, petra hedder han på græsk, det betyder klippe, klippen der står fast, som giver grund under fødderne. Det er klippen hvorpå kirken er bygget. Det var hvad de første kristne troede på, og vi tror det stadig. Det er den ældste form for bekendelse til Kristus, vi kender. Peter bekender Jesus som den levende Guds søn, på hvilken kirken skal bygges. Og Peter skal bygge den!

Der er en grund, en klippe at stå på. Kirke bygningen vidner tydeligt om denne grund, stræbende med sine tårne mod himlen, står de som vidnesbyrd om, at den menneskelige tilværelse og individets identitet ikke kun finder sin mening i det jordiske.

Vi har en grund at stå på.

Jesus går videre mod Golgata. Det er hans bestemmelse.

Det også vores retning, når vi tager korset op og følger ham.

Korset som tegnes over os når vi bliver døbt, og bliver indlemmet i menigheden.

Hvem siger I, at jeg er? spurgte Jesus sine disciple. Relationen til Gud var han ikke i tvivl om, men hvad andre tænkte om ham, er vigtigt, for vores identitet får sin begrundelse fra de andre.

Hvem er jeg? – spørger vi os selv. Vi råber det nogle gange højt, for vi ved godt, at vores jeg får betydning fra det du, der råbes til.

At være et menneske, at være en kristen, er at blive i en relation. Vi kaldes af den levende Guds søn, til at være sammen med ham. At være sammen med ham, er at tage sit kors op og følge ham. Gå med ham mod Golgata, som er vejen vi ikke kender. Det er at sætte sit liv til, give sig hen til den anden.

Det er hvad der sker ved gudstjenesten. Vi giver os hen i bøn og salmer, i vores tro og tvivl. Alle klarest ser vi det i vores retning vendt imod alteret.

Vi åbner vores hjerter og give os selv til Gud og den levende Guds søn, og finder forhåbentlig noget vi kan tage med os. Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: