Prædiken 4. søndag efter trinitatis

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 5. jul 2020, kl. 09:17
Prædikener


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matthæusevangeliet 5,43-48

Det er altid godt at huske hvad der er sagt, eller i det hele taget, hvad der skete en gang i fortiden. I vores hukommelse gemmer vi fortidens hændelser, for at kunne lære af dem i nutiden, genbruge dem, eller erkende, at sådan som vi gjorde en gang, skal vi ikke gøre nu.

At huske er ét særkende for mennesket. Om dyr og planter kan huske, tænker jeg ikke de kan, i hvert fald er det en hukommelse som er en ganske anden slags end hvad mennesket. Der kan nok gemme sig en slags hukommelse i dyrets instinkter, i planter og træers fornemmelse af årstidernes skiften.

Når mennesket husker, tænker det samtidig, eftertænker, hvad der skete en gang, og hvad det har af betydning nu.

Det er sikkert grunden til at vi ikke har haft en verdenskrig i de sidste 80 år. Jeg siger ikke at verden af den grund har været et fredeligere sted, langtfra, for det har været og er stadig mange ulykkelige og smertelige konflikter og stridigheder overalt i verden. Vi lærte af den sidste verdenskrig, huskede de umenneskelige lidelser, ikke mindst folkemordet på jøderne. Efter verdenskrigens afslutning blev FN dannet, for at alle verdens lande kunne have et sted, hvor de kunne arbejde for en fredeligere og retfærdigere verden, og huske hinanden på, hvor megen ødelæggelse og lidelse en verdenskrig fører med sig.

Det er en smuk opfordring vi lyttede til i teksten fra 5. Mosebog, hvor på Moses som Guds stemme taler til Israels folk om, at huske på den gang de var slaver i Ægypten og havde det hårdt. Nu skal de som frie mennesker på vandring mod israel, lære at huske på deres lidelser, for ikke at gøre det samme mod andre. Der skal så lidt til og dengang var levede mennesker af at dyrke jorden, og derfor skal de …..lade noget af kornet ligge på marken, oliven grenene skal ikke plukkes rene, ligeså drue grenene. Det er handlinger som husker på hvordan livet i undertrykkelsen var i Ægypten, så de ikke gentager hvad de selv led under. Det kommer vi nemt til, fordi vi glemmer så hurtigt. Derfor lyder opfordringen til folket Lad den fremmede, den faderløse og enken få, hvad der er tilbage.

Jesus husker på sin traditions lære fra sin religiøse opvækst, hvor næste-kærligheden stod centralt. Du skal elske din næste – næsten betyder her, den næste, altså det menneske du har ved siden af dig, din nabo, ven eller folket du lever i blandt. Jesus bærer sin traditions etiske livssyn med sig, men skærper det til også at gælde fjenden. Fjenden er det menneske vi ikke kan forvente kærlighed fra, og ej heller vil vise kærlighed. Derfor kalder vi det for en fjende. Når vi taler om at nogen er en fjende, er vi fjernt fra kærlighedens domæne, men snarere ovre i hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Hadet til fjenden anser vi for at være retfærdigt. Fjenden kan vi ikke elske, så kan det jo ikke længere være en fjende. Vi kan synes at det er retfærdigt at kalde ham eller hende for vores fjende, fordi de ved deres handlinger har gjort sig til fjender.

I kærlighed til næsten, elskes det andet menneske for sin egen skyld.

Næsten er hos Jesus det menneske som trænger hjælp, og som man intet kan vente at få noget igen af, som man kan af venner, familie og det man er på lige fod med. Her flyder næstekærligheden af sig selv.

Mange kender buddet som Jesus er kendt for at have sagt, men som vi kan se rækker det længere tilbage. Jesus træder i sin traditions spor, som igen handler om at huske på det jeg har fået med mig, og finde ud af hvordan det skal tilpasses en ny tid. Buddet som vi ikke bare kender, men mange af os også husker, når vi bliver spurgt hvad kristendommen er – og mange svarer: Du skal elske Din næste som Dig selv – og ”som Dig selv” vil sige: fra den kærlighed, som Du selv gør krav på, kender Du den kærlighed Du skylder det andet menneske.

Være ved sig selv i den anden, som den tyske filosof Hegel smukt siger.

Jesus har ganske ret når han siger: Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Når han bruger eksemplet med tolderne, siger det os ikke noget, men tolderne var den gang en gruppe mennesker man så ned på, fordi de indkrævede skat for romermagten. Og det skete aldrig helt retfærdigt, og slet ikke med kærlighed, - jo, de havde kærlighed til hinanden, for det var den måde deres forretning kunne overleve. De var gode til at klappe hinanden på ryggen, og sige, hvor er vi gode og kærlige – mod hinanden.

Vi kan sammenligne det med USA’s nylige opkøb af al den corona medicin vi for nuværende videnskabeligt ved har en gavnlig effekt på smitten. De har ryddet markedet alene med tanke for sit eget lands borgere. Ikke særligt næste-kærligt!

Du kan ikke nøjes med at elske din næste. Du skal altid huske på, at elske din næste som er som dig selv. Ligeså forhadt toldere var blandt mange i det samfund Jesus levede i, ligeså stor en udfordring bliver det at forholde sig til dem i kærlighed. Men det må være opgaven med den kærlighed Jesus er kommet med, og selv praktiserede så ligetil, som når Gud lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

Hvad fortæller om næstekærligheden, at den ikke er noget mennesket er kommet på. For kærligheden kommer hele tiden bag på os. Solen lyser på alle, ligeså gør regnen alle våde.

Vi ser det gang på gang når vi møder mennesker. Vi tænker ikke, eller i hvert fald sjældent, at nu kommer det menneske imod mig, og skal jeg nu vise hende kærlighed. Vi åbner os spontant for hinanden i kærlighed, og spørger vi hvorfor det er sådan, er svaret: det er den magt vi har over hinanden, og som viser os, at vi er bundet til hinanden. Ud af den magt der ligger mellem mennesker når de mødes, springer næstekærligheden. Og selvfølgelig også til fjenden. Fjenden betyder nødvendigvis ikke, nok sjældent, at være det menneske vi ønsker at komme af med eller fjerne os fra.

På en arbejdsplads kan det være en kollega, man skal arbejde sammen, men egentlig ikke synes om. Der er egentlig ikke sket noget mellem de to. Men der kan hurtigt findes på småting at udsætte på kollegaen. Der tales måske i krogene med andre kollegaer på arbejdspladsen. Det er ikke alvorlige ting, vi kunne kalde det sådan en hverdagsondsindethed. Det kan nemt ødelægge stemningen på en arbejdsplads. Da de er på samme arbejdsplads må de give hinanden plads til at være, og vise at de elsker hinanden. Elske skal vi her forstå, som den respekt der skal være mellem medarbejdere, der viser hinanden tolerance og accept. Kan de ikke finde ud af det af sig selv, der er det buddet hjælper til: Du skal elske din fjende – og hvis de gør det, kan den anden ikke længere være en fjende. Det har intet at gøre med, at de to kollegaer skal kunne lide hinanden eller skal være venner og mødes efter arbejdstid. Og heller ikke at de ikke må blive vrede på hinanden.

Det handler om at vi stiller os sammen under et fælles lys, en fælles fremtid, og bekræfter hinanden i, at vi har begge ret til at være her.

Det er hvad fuldkommenhed er. Vær fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen, siger Jesus. Fuldkommen betyder at være kommet i mål, at leve op til hvad livet er skabt for. Fuldkommen må vi endelig ikke tænke som præstation. Fuldkommen kan meget bliver forstået som at jeg skal komme i mål. Det gælder at komme i mål før de andre. Fuldkommen er at handle ubetinget og absolut i forhold som Gud. Gud som lader sin sol stå op over os alle. Spred din kærlighed ud på mennesker, vær helhjertet, og ikke halvhjertet. At være fuldkommen, at være i mål, være fuldt til stede dér, hvor Gud er.

Være fuldkommen hører vi som gode lutherske mennesker som, at vi skal være perfekte. Vi skal opfylde alle lovens krav, så kommer vi i mål. Hvis det var fuldkommenhed, kunne vi glemme alt om at elske næsten, for så ville vi alene være optaget at gøre det eneste rigtige. For os selv! Øjnene vil ikke være rettet ud mod den anden, men mod mig selv og min optagethed af at gøre hvad der kræves af mig.

Fuldkommen som Gud der kærligt giver os sol og regn, er hvad vi skal tage ved lære af. Gøre som Gud, slippe alt, og blive i hans kærlighed. Amen

 


 

 

 

 

 

Ophavsret: