Prædiken 3. søndag efter trinitatis

Prædiken 3. søndag efter trinitatis
Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 28. jun 2020, kl. 08:47
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.« Lukasevangeliet 15,11-32 


Kendt og elsket er fortællingen om faren og hans 2 sønner. Det er en populær, rørende og medrivende historie, som den tidligere professor Johannes Sløk skrev. En fortælling som fører os fra liv til død og tilbage til livet igen. Fra fortabelse til at blive fundet.

Her er ingen umiddelbare forståelsesproblemer. Ligetil er lignelsen i sin fortælling, vi kan let følge med i, hvordan livet former sig for faren og hans 2 sønner. Vi kan leve os ind i de forskellige personers valg, fravalg og den udvikling de undergår. Vi kan lide den, fordi vi kan se os selv i de forskellige personer.

Lignelsen er altid blevet kaldt for Lignelsen om den fortabte søn. Fortabt er den søn, den yngste, som får sin arv udbetalt af faren, og tager hjemmefra. Den ældste bliver hjemme på gården og gør det han altid har gjort, men som vi kan se er der noget fortabt over ham også. Så måske ville det være mere rigtigt at kalde historien for lignelsen om de fortabte sønner.

Om den ældste søn samler sig større opmærksomhed end den yngste, hvis historie og udvikling bliver fortalt til ende. Den yngstes møde med sin far igen og hans helt overvældende kærlighed ender med at Lukas kort skriver: og de gav sig til at feste. Det hele begyndte som en fest med alle de penge han kunne bruge, og det slutter med en fest, da han er hjemme igen i god behold.

Samtidig går den ældste ude på marken. Ja, det var jo hans arbejde, men mens der festes for lillebror går han stadig sur og misundelig derude, og hans historie får vi aldrig fortalt færdig. Bliver han uden for eller vælger han at gå ind og deltage i festen for sin lillebror? Vi sidder nok med et ønske om at han dog vil gå ind, og familien kunne blive samlet igen.  

En lignelse er som ordet siger, noget der skal ligne noget andet, altså fortællingen som en slags spejl.

Vi kan også spejle os i lignelsens personer og deres udvikling. Der er velkendte temaer i spil. Temaer som tab af barn, en forældres store og varme kærlighed der venter når alt er gået galt, en sur og misundelig søskende, lysten til at rejse ud i verden og finde sig selv, skam over ikke at føle sig værdsat – er alle livstemaer kan vi spejle os i.

Vi har enten som børn eller forældre været i de situationer, som lignelsen fortæller. Tilhørerne på Jesu tid kan se sig selv i faren og hans 2 sønner, ligesom vi kan.

Jesu fortæller lignelser når han vil sige noget om Gud. I stedet for at sige Gud er sådan og sådan, begynder han at fortælle lignelser. Lignelsen fortæller en hverdagshistorie, om én far og hans to sønner. Den fortælles som en historie Gud kan se sig selv i.

Derfor er denne fortælling heller ikke vanskelig at udlægge. Faderen må være Gud, en person Gud kan genkende sig selv i, fuld af omsorg for det som gik tabt. Eller måske Jesus, altså Jesus på Guds vegne. Den ældste søn er alle de fromme retskafne mennesker på Jesu tid, dem vi kalder farisæere og skriftkloge, der gerne vil gøre det rigtige. Den yngste søn er derimod alle de fortabte, som ikke gør hvad love og regler siger man skal gøre. Det er dem som omtales som syndere, toldere og skøger.

Som jeg sagde, kan vi langt hen ad vejen godt sætte os ind i de forskellige personers måde at handle på. Vi kan glædes os på den yngste søns vegne, for hans lyst til at forlade trygheden hjemme og tage ud i verden. Den ældste søns vrede kan vi godt forstå, for det handler dybest set om følelsen af uretfærdighed.

Faren er jo fantastisk skildret som et menneske og en forældre der forstår begge sine sønner. Han giver gavmildt den yngste sin del af arven, så han kan rejse ud og opleve verden. Og er som den gode og kærlige far klar til at tage imod ham, da han kommer hjem; ja, han har hele tiden haft ham i sine tanker, og ser ham allerede, mens han endnu er langt borte, og løber ham i møde. Han forstår sin ældste søns forargelse og dog synes han, at denne søn helt har glemt at se den velsignelse han hele tiden har levet i. Faren er ked af at den ældste søn har behov for at sige, at han tjent sin far i mange år, som om det aldrig er blevet værdsat. Han synes at alt det den yngste søn mødes af, har den ældste hele tiden haft mulighed for at gøre brug af.

Men der er alligevel noget ved denne fars kærlighed og omsorg for begge sine sønner, som er særlig. Han er genkendelig for os, børn og voksne, der har mødt en sådan kærlighed fra vore forældre. Som far Som far selv kan jeg godt huske, at jeg har hentet mine 2 piger på tidspunkter, hvor de havde bragt sig i ulykke, og besvaret deres undskyldning med: ja, ja, kom nu ind og fortæl hvad der skete, vær ikke ked af det, få lidt at spise. Velvidende at de inden længe måske gør det samme igen.

Vi kan godt genkende denne far, selvom der bestemt også findes andre fadderbilleder i menneskers liv som er strenge, vrede, straffende og måske tilmed voldelige. Fadderbilleder er ikke kun positive, og der findes personer som hele livet lider under en far, der ikke var som en far skal være.

Denne far til 2 sønner er et helt igennem kærlig og altopofrende menneske for sine 2 børn. Han elsker dem overalt på jorden. I denne far kan Gud genkende sig selv. For Jesus fortæller altid lignelser, når han vil sige hvem og hvad Gud er og kan.

Og det er uden tvivl hvad denne lignelse vil fortælle os. Vi kan følge med i de 2 drenges liv, og finde spor af deres valg og livsvej i vore egne liv. 

Det helt store er denne far, og her tænker jeg ikke så meget på ham som person, men ligeså meget på Jesus som fortæller lignelsen, og ved at fortælle den skaber et helt særligt univers af tilgivelse som vi inviteres med ind i.

Ja, det viser sig jo at være en tilgivelse der ikke kræver at sønnen skal angre og undskylde hvad han har gjort. Den er så at sige tilstede på forhånd. Den yngste søn bliver mødt af den på sit glatte ansigt. Normalt tænker vi tilgivelse som det der rækkes et menneske efter det har erkendt sin skyld, sin dumme handling, og den forurettede rækker så tilgivelsen frem, og relationen er genoprettet.

I lignelsen viser det sig jo at være en tilgivelse, der er der på forhånd. Den har hele tiden været der, fra begyndelsen af, altså ikke en tilgivelse, der sker fordi én beder om den. Tilgivelsen viser sig som noget der bare er der, et vilkår, man lever i.

Den yngste har jo forberedt sin anger tale inden han møder sin far. Faren kommer ham i møde, ja, han har hele tiden haft sin søn i tankerne, og sønnen når lige at sige syndet mod dig, før faren er i gang med at lave en fest for ham.

Her er ingen tilgivelse; for der er intet at tilgive, for der er intet forandret; alt er og har hele tiden været, som det skal; fordi denne far ikke er blevet krænket.

Dybest set er det også årsagen til den ældstes søn krænkelse. For hvem er han krænket på? Sin lillebror? Nej! For han har jo ikke gjort ham noget. Tværtimod har lillebroren blot udstillet, hvor godt et liv han har. Den ældste bror er krænket på sin far. Og hvorfor? Fordi hans far ikke er krænket over den behandling lillebroren har udsat ham for.

I kernen af denne lignelse fortalt af Jesus møder vi et univers, hvor alt på forhånd er tilgivet.

Ligesom den yngste søn under hungersnøden i det fremmede gik i selv og tænkte over sin situation og på et tidsvalgt valgte at stå op og gå til sin far, kan vi vælge at gå ind i dette sære univers.

Det vi står op og går til er som at gå fra at være død til at blive levende igen. Den bevægelse kender vi godt. Vi er havnet i en situation hvor vi føler livet er tungt, det falder fra hinanden. Vi ved hvad der skal til for at vi skal få det bedre. Vi står op, tager os sammen og går mod redningen. Fra fortabelse til redning – det er som at gå fra en tilstand af død, livløshed og følelse af mindreværd – og gå mod det sted eller det menneske, som vi ved kan hjælpe os.

Den yngste søn rejse sig fra svinestien og gik mod sit hjem og en far der stod og ventede på ham med åbne varme.

Fra fortabelse til at blive set og fundet. Fra død til liv. Det kender vi godt. Amen