Prædiken 3. s. e. påske

Udgivet af Mona Høgh, lør d. 2. maj 2020, kl. 12:22
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (14,1-11)

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.  Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«  Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?«  Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.  Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«

 Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.«  Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen?  Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger.  Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne. AMEN

Prædiken 

Jeg er vejen og sandheden og livet… Sådan siger Jesus i dagens tekst.  Vi har hørt sætningen før – den er ”kendt” for os og så alligevel så vanskelig at begribe den fulde mening af – både dengang og nu ind i vores liv…

Thomas og Filip forstår da heller ikke rigtigt, hvad Jesus taler om…

I dagens tekst tager Jesus afsked med sine disciple. I kirkeåret befinder vi os i tiden lige efter påske, men i dagens tekst er vi lige før – før Judas forrådelse, før Peters fornægtelse, før Jesu korsfæstelse…

Jesus trøster sine disciple og giver dem mod. Giver dem – eller forsøger at give dem - vished om, at selvom han skal lide og dø på korset, så skal de ikke forfærdes – de skal ikke fortvivle, men tro – tro på Gud og tro på ham…

Selvom han skal dø, så vil de ikke miste ham. Han vil kun være væk for en tid for at gøre en plads klar til dem i de evige boliger, og derefter vil han komme igen og tage dem med sig…

For de skal være, hvor han er... Jesus vil have sine elskede disciple hos sig i de evige boliger. Det er sådan det er, når vi elsker nogen, så vil vi gerne have dem hos os, så er adskillelsen ubærlig…

I Guds evige boliger er der plads - både nu og altid. Fællesskabet med Jesus er ikke midlertidigt, men evigt. Der er ingen, der kan bryde den relation – ingen kan bryde det fællesskab… – ikke Judas forrådelse, ikke Peters fornægtelse – end ikke døden… Det er …

  • et evigt gudsnærvær i livet
  • et evigt gudsnærvær i de evige boliger

Det er et evigt nærvær på tværs og på trods af døden …

Thomas og Filip forstår ikke rigtigt, hvad Jesus taler om…

Når Jesus siger: hvor jeg går hen, derhen kender I vejen… Så bliver Thomas i tvivl… og spørger…

Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen…

Som Thomas kan vi af og til stille det samme spørgsmål… når vi bliver i tvivl om retning og mening i vores liv…

Kære Gud, undskyld, men hvilken vej var det, du sagde, du gik... Jeg vandrer her igennem mørke og dybe dale med dårlig sigtbarhed og i mørket har jeg svært ved at skelne… og finde vejen…

Jeg er vejen og sandheden og livet… siger Jesus… ingen kommer til faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader….

Men Thomas og Filip forstår det ikke rigtigt… og Filip forsøger at få vished og siger..: Herre, vis os faderen, og det er nok for os…

Nu skulle vi måske tro, at Thomas og Filip havde forstået, hvem Jesus var…

– de, der havde gået med ham dér på vejen  

– de, der havde set, hvordan Jesus havde fået gudsriget til at bryde frem…

Når han gjorde blinde seende… Når han helbredte syge…

Eksemplerne er mange – eksempler på hvordan Jesus forvandlede ødelagte og forpinte liv til nyt liv… rejste de mennesker, som han mødte på sin vej – frelste dem ved at rejse dem…

Og alligevel er det vanskeligt for Thomas og Filip helt at begribe, hvem Jesus er – selvom de har set ham, hørt ham og mærket ham… selvom de har gået med ham – dér på vejen…

Ja, Jesus har netop vist dem vejen ved at gå den selv…

I ham blev Gud synlig, da Gud bevægede sig fra sin himmelske fjernhed for at være nær hos os midt i livet for at gå vejen sammen med os – også helt ud i livets afkroge, når vi vandrer i mørket og ikke kan skelne og finde vejen…  

Og alligevel … så er det vanskeligt for Thomas og Filip helt at begribe, hvem Jesus er… Skal vi forsvare dem, så har de jo heller ikke gået den sidste del af vejen sammen med ham…

I dagens tekst er vi som sagt lige før Judas forrådelse, før Peters fornægtelse, før Jesu korsfæstelse… før opstandelsen påskemorgen…

Thomas og Filip står og kigger ind i det grundvilkår for menneskelivet, hvor døden er en truende grænse og Gud er skjult for øjet… At stå der kan give både dem og os en følelse af forladthed, især når vi skal tage afsked med dem vi elsker, ligesom Jesus og disciplene netop er i færd med…

Der var jo netop ikke nogen, der så netop det… den livsfornyelse, som vi møder i budskabet om Jesu opstandelse påskemorgen… ingen så det…

Livets inderste udspring er skærmet af en usynlighed – en skjulthed – så vi ikke kan se det med øjet, men med hjertet og som vi – ligesom Thomas og Filip - må tro…

... at selv i livets afkroge vil påskemorgenen lys nå os - falde ind over os og vores liv og vise os vej…. AMEN

Bøn

Herre Jesus Kristus!

I disse forårsdage,

hvor blomster og blade folder sig ud

som en lovsang til Skaberen,

håber vi på dig,

for selv om vi er omgivet af Guds herlighed,

skal der så lidt til,  

før vi fyldes af uro og frygt.

Gør os åbne for den vej, du gik,

og den sandhed, du lærer os.

Lad os altid kunne kende dig,

så vi følger dig, hvor du end går,

du, som er vejen til Gud

og sandheden om livet fra evighed til evighed. AMEN 



 

 

 

 




Ophavsret: