Prædiken Palmesøndag v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, man d. 6. apr 2020, kl. 09:08
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.« Markusevangeliet 14,3-9 


Jesus nævner sin egen begravelse og derfor ser vi ham forsvare kvinden der hælder olie ud over hans hoved.

Vi bevæger os med palmesøndag ind i påskeugen med alle dens dramatiske begivenheder. - Og denne uge vil altid blive husket, som ugen hvor gudstjenester ikke kunne gennemføres på grund af corona virussen. 

Men vi vil mindes kvinden i Simons hus. Selvom vi ikke kan fejre gudstjeneste sammen, kan vi være dér sammen med Jesus. 

Kvinden i huset i Betania – en lille by udenfor Jerusalem – er interessant at kigge nærmere på. Al opmærksomhed kredser om hende. Disciplene er forarget over den spild af god olie som hun ødsler med. De har slet ikke syn eller forståelse for hvad det egentlig er hun vil med sin handling og olien.

Hvad laver de i det hus? Jesus og gruppen af apostle er kommet til Jerusalem i anledning af påsken. Ligesom vi i dag har taget fat på påskefejringen, som vil løbe videre i næste uge. Hvor dagene ændrer navne til– skærtorsdag, langfredag og påskedag-, til minde om begivenheder som fandt sted på disse dage for årtusinder siden.

Jesus og vennerne fra Galilæa er taget til den store by Jerusalem for at være i nærheden af templet og dermed Gud og fejre den jødiske påske. Til minde om begivenhederne som lå årtusinder før dem om dengang Gud indgydte mod og håb i Moses, så han kunne lede det jødiske folk ud af fangenskabet i Ægypten.

Om nogle dage vil de samles og spise påskemåltidet sammen til minde om fangenskabet i Ægypten, som Gud udfriede dem fra i sin Exodus og føre dem til det forjættede land.

Bordet står dækket til påskemåltidet med madretter til minde om tiden i Ægypten – det bitre urter til at dyppe brødet i fortæller om den hårde tid i fangenskab, lammet vil sende tankerne tilbage til den aften Gud befalede jøderne at smøre blod på deres dørstolper så dødsenglen ville gå forbi deres huse og kun ramme ægypterne, det tynde brød uden gær til minde om den gang de flygtede ud af Ægypten og ikke havde tid til at vente på at brødet skulle hæve. I løbet af det traditionelle jødiske påskemåltid vil den ældste i familien mens der spises fortælle påskens begivenheder.

Det håb fejrer jøderne til påske. Exodus håbet, håbet om befrielse til alle tider fra umenneskelige og undertrykkende forhold. Det håb har fulgt jøderne siden gennem deres lange historie, som altid har været en historie fuld af smerte, lidelse, forfølgelse og afsavn.

Håbet lever stadig på Jesu tid i ordene af profeten Zakarias, som vi lyttede til før. Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel...... Håbet om at Gud nu endelig vil sende sin frelser, sin Messias til jorden og mennesker. Det håb som mange så i Jesus da han red ind palmesøndag i Jerusalem siddende på en æselhoppes føl, mens mennesker stod viftende med palmegrene.

 Om nogle dage vil de alle i huset i Betania gå ind til Jerusalem og fejre påsken. En påske som bliver anderledes og vil vende op og ned på mange ting. Markus som skriver teksten til i dag ved hvad der skal ske, vi ved det også, for vi har hørt historien før. Vi har ikke glemt hvad det er påske handler om.

Jesus ved allerede at han er på vej til sin begravelse og derfor skal kvinden med olien ikke kritiseres. Hun har salvet kroppen som man gjorde med det med de døde. Ejendommeligt for det er som om Jesus allerede er død, når han taler om sit legeme, som var det adskilt fra hans sjæl. Og så siger Jesus denne vidunderlige sætning til de der er i huset: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.

Evangeliet er det vi har lyttet til i dag, skrevet af Markus. Prædikenen er jeg godt i gang med og ikke færdig med endnu. Hvad var det hun gjorde, som vi ikke må glemme? Vi skal mindes hende for hendes handling over for Jesus. Hele verden skal have det at vide og må ikke glemme det men fortælle det videre til minde om hende.

Der er umiddelbart ikke den store risiko for at vi komme til at glemme kvinden med den kostbare nardusolie. For vi har jo Markus tekst, som vi til en hver tid kan læse. Teksten gør at vi ikke glemmer.

I morgen vil I måske også huske hende når I tænker tilbage på i dag. Hvad I vil huske hende for er olien som hun hældte over Jesus. Hun sparede ikke på noget. Hun tænkte ikke på hvad denne olie kostede, for der ar noget der var vigtigere.

Det er i det hele taget af overordentlig stor betydning, ja, jeg vil sige det er formende for vores identitet, at vi bliver husket eller mindet. At være rummet i et andet menneskes erindring. - Tænk hvor meget vi tænker på dem vi ikke kan være sammen med nu. Måske se dem på en skærm eller høre deres stemme, men det er ikke det samme som at være nær hinanden. 

Hun viser i sin handling at Jesus som det menneske hun har lært at kende, er vigtig for hende. De andre omkring bordet er fokuseret på hvad der går til spild og som kunne være solgt for penge.

Hver gang vi hører om kvinden vil vi hive hende ud af erindringen og mindes hendes uselviske kærlighedsgerning.

Mindet om hende bliver for altid hendes rejsepenge for evigheden som en fransk filosof skrev om døden og vores erindring af de mennesker som er døde. I kraft af vores minde om hende, vil hun altid leve videre.

Ved at mindes hende siger vi samtidig, at hun har været, og dette at have været, bliver hendes fortsatte liv fremad. Intet menneske, ingen gruppe, intet samfund kan overleve længe uden erindring. Når vi fejrer påsken er det en erindringsfest. Vi taler om det som skete langt tilbage i tiden for at holde mindet levende.

Hvorfor er det vigtigt at huske en afdød? Det er jo det vi gør, når vi begraver vore døde, giver den gravplads med sten og navn på, lægger blomster og siden hen taler om dem. Ved at fortælle om vore døde er det stadig levende sammen med os i erindringen og mindet.

I filmen ”Sauls søn” (2016) af en ungarsk instruktør er vi i en KZ lejr under 2. verdenskrig. Vi følger i filmen en gruppe jødiske mænd der er specielt udvalgt til en Sonderkommando, som tyskerne kaldte dem, til at hjælpe til med tilintetgørelsen af deres landsmænd. Vi følger den unge mand Saul der en dag blandt de gassede jøder finder en dreng der har overlevet gaskammeret, men dør kort tid efter. Saul sætter sig nu for at denne dreng skal have en begravelse, Hvad ingen af de andre jøder nogensinde vil få. De bliver alle brændt og deres rester skovlet ud i den nærliggende flod. Det lykkes for Saul at få udleveret den døde dreng, som han flytter rundt på for at ingen skal finde ud af hvad han har gang i. Han skal finde en rabbiner der kan sige den jødiske begravelsesbøn Kaddisch over den døde.

Saul forsøger midt i helvede på jord at bevare en anelse af menneskelighed ved at give denne dreng en begravelse. Det er samtidig hans forsøg på at fastholde erindringen, mindet om et menneske som opgør mod KZ lejrens filosofi, om at udslette menneskets identitet.

Jesus vil om nogle dage spise påskemåltidet sammen med sine disciple, som jeg fortalte før. Det jødiske påskemåltid som undergår en dramatisk forandring undervejs mens de spiser. Her dukker kravet om erindring og minde op igen. Det ikke at glemme indskærper Jesus over for sine disciple ved det sidste måltid når han siger: Gør dette til ihukommelse af mig. Glem mig ikke når jeg ikke er her mere. Men der er mere i det end det, for nadveren er jo ikke et mindested for Jesus. Vi skal huske på Jesus som tegn på at Gud tænker på os.

Sauls ønske for den unge dreng, som han overhovedet ikke kender, men kalder sin søn, er at give ham en begravelse. For på den måde siger han at ethvert menneske har en historie og et liv, som ikke skal forsvinde. Mit i den totale glemsomhed i lejren forsøger han at skabe et rum for mindet.

Kvinden skal vi mindes. Hun gjorde noget der ikke må glemmes, og glemmer vi hende, er Gud den der ikke glemmer. For Gud er i teksten som en slags ordning eller fornuft. Markus skriver om hende og hun er husket for evigt. Ligesom når vi taler om vores kære der ikke lever mere, så er de med os i sproget, i erindringen og i mindet.

Det er derfor vi har evangeliet om hende, for selvom vi glemmer kvinden med krukken er hun ikke glemt. Det samme gælder for alle os andre. Selvom vi glemmer, skal vi tænke på, at der bliver tænkt på os. Amen

 


 

 

 

 

 

                  

 

                     

 

Ophavsret: