Maria bebudelse

Udgivet af Charlotte Ellermann, lør d. 28. mar 2020, kl. 14:43
Prædikener

Maria bebudelse


Prædiken til Maria Bebudelse 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukasevangeliet 1,46-55

 

På Jesu tid var det selvfølgelig ingen spøg at blive gravid uden for ægteskab! Ja det er jo på en vis måde stadig noget, som man vel lige skal tænke over, hvis man bliver gravid uden at vide det eller ville det den dag i dag, hvad skal man så tænke og hvordan reagere?

Mange bliver sikkert glade, men måske også betænkelige. Alle mulige overvejeler fylder én, når man møder det uventede. Og selv om mange kvinder i dag ved, hvordan man undgår graviditet, så kan graviditet godt være uventet.

Vi hører ikke noget om her, at det skulle være mere katastrofalt for Maria end for nutidens kvinder, skønt hun lige først, da hun ser englen Gabriel bliver forskrækket. Og tager vi efter hendes reaktion i forhold til budskabet, ja så stiller hun jo ganske fornuftige spørgsmål til englen: ”Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand”.

Hun får en forklaring og den er hun tilsyneladende godt tilfreds med, Gud forstår at vælge sine udvalgte. Hun rejser oven i købet hjemmefra til sin slægtning Elisabeth og nogle kan tænke, at det antagelig ville være fornuftigt at være væk, når maven vokser ud uden, at hun er gift.

På den anden side er det større ting, der optager hende i den lovsang, som hun bryder ud i, i mødet med Johannes døberens mor Elisabeth. Om herren der er mægtig og omstyrter magter, så de hovmodige rige må vige for de sultende.

Der er en opbrudsstemning i hendes sang, som godt kunne passe ind i vores corvid tid, hvor omtrent hele vores tilværelse er blevet anderledes. Vi må leve hver for sig og vi kan ikke bevæge os rundt, som vi plejer. Mange kan ikke gå på arbejde, så mange arbejder hjemmefra, for kun lige at bevæge sig ud for at handle. Børnene er hjemme fra skolerne osv.

Jeg tænker, at man ikke har oplevet noget lignende i nyere tid og ingen ved rigtigt, hvor længe det varer og hvordan det ender? Kun ved vi, at der mange af os mennesker, som mister livet til denne sygdom, skønt vore myndigheder gør, hvad de kan.

Der er måske ikke tale om samfundsomvæltninger som dem i Maria’s lovsang, men alligevel så store omvæltninger på vores jord, så ingenting bliver som før. Der vil være en tid før og efter corvid. En ting har hun med i sin 1000 år gamle sang - de økonomiske konsekvenser, der vil komme dengang- vil også komme til os, som nu omtrent har lukket vore samfund ned.

Man kan spørge, hvordan kan hun en ung pige tilsyneladende tage dette så roligt? Jeg mener, det er jo ikke kun at få barn i utide, hun taler om, men store livsomvæltninger.

Jeg forestiller mig, at hun forstår det sådan, at der vil komme noget godt ud af det hele. En mor, som får at vide, at hun venter barn helt alene, kan blive frygtelig bekymret, men alligevel ikke undertrykke sin glæde over det nye liv, der vokser i hendes mave. Der må komme noget godt ud af det, tænker hun.

Det er jo et håb – et tegn på et nyt liv, som kom til verden, det ved vi i dag, et håb som Guds søn Jesus Kristus. Han var her og han levede sit liv og han døde og overvandt døden. Ikke bare for sig selv men for alle. Han åbnede sit evige kærlighedsrige for os, som vi altid vil sammen om, uanset hvad der sker i verden omkring os.

Og skønt vi denne søndag ikke kan dele hans legeme og blod her i kirken, så ved vi at vi har hans kærlighedsfællesskab mellem os. Vi ved, at hans rige aldrig hører op, men varer fra evighed til evighed.

Så måske kan vi begynde at overveje, om ikke dette vil ændre noget for os i fremtiden? Vil vi tænke anderledes om livet og hinanden efter denne Pan epidemi? Vil vi ændre vores livsstil eller værne mere om fællesskabet?

Vil vi prioritere naturen og klimaet, som lige nu ånder mere frit? Vil vi tænke mindre på alt det, vi har gjort, som er rejser, forbrug og have travlt og mere på det, som vi kunne gøre i fremtiden, som f. eks passe på os selv og klimaet? Det sidste er op til os selv! Amen

 

Ophavsret: