Prædiken 1. søndag i fasten v. Hans-Henrik Ross

© Erik Hagens
Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 1. mar 2020, kl. 06:44
Prædikener

(Foto: Erik Hagens 2016 Skovlunde Kirke. Benny Grey Shuster )

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Lukas 22,24-32 

Hvad gør vi mennesker når der vi oplever en dissonans mellem vores egen verden og den store verden vi lever i? Dissonans er den uligevægt, ubalance eller disharmoni vi alle kommer til opleve når den alt for store verden trænger sig på. Coronavirussen er helt aktuelt eksempel på at noget udefra nu også er kommet til Danmark. Vi reagerer med forsigtighed og frygt. Vi har i ugevis fulgt hvordan denne virus som kan være livstruende har spredt sig fra det ene kontinent til det andet. Det fortæller os at vi ikke bare lever i lille Danmark og i vores egen trygge hverdag, men at vi også bebor en verden, som er større end os.

Sådan har det altid været, men langt mere i dag hvor  den teknologiske udvikling har medført at vi er kommet meget tættere på resten af verden. Og med det følger at vore liv er blevet mere uoverskuelige. Rundt omkring i verden er der hele tiden kræfter på spil, som vi hverken kan overskue eller overkomme.

Det kan også være gode kræfter i den store verden som får en positiv indflydelse på vore liv. Den store verden er ikke kun truende og noget vi skal vente også frygtelig ting fra. Verden er også generøs. En generøsitet som kan skylle ind over vores lille verden, og vise, at det er den store verden udenfor, vi lever af, når det kommer til stykket. Den natur vi har lige der foran os og som nok tager for givet, men som betyder alt for hvordan vi har det og hvordan vi klarer os.

Verdens grusomhed og generøsitet påvirker vores liv på godt og ondt. Og begge dele kan vi opleve som at miste kontrollen og forståelsen, hvor vi har brug for at noget andet kan formidle mellem den store verden og vores egen trygge verden.

Heldigvis kan vi stadig godt vågne om morgen med følelsen som Kingo digter i sin morgensalme vi lige har sunget, at Alt mit indre skal sig røre med al tak for nattely. Efter en god nats søvn hvor vi ligger totalt forsvarsløse i søvnens favn og må håbe på at én sørger for vores sikkerhed og ro. Det er hvad Kingo jublende sætter ord på, at alt i ham om morgenen vågner med en taknemmelighed i krop og sjæl. Det kender vi heldigvis godt til. Og jeg vil tro at de morgener hvor det er sådant, er i overvejende flertal i forhold til bekymringen for hvad der kan ske med os.

Jesus taler om en bekymring som ligner den jeg har beskrevet. At noget udefra skaber uro i den verden jeg føler jeg kender.

Hans disciple er havnet i en diskussion om hvem af dem der skulle være den største. Det lyder en anelse barnagtigt, og vi kan se dem for os sidde og pege på sig selv og tale ned til hinanden. Diskussionen om hvem der er størst forstår vi i Jesu kommentar, handler om at der er nogen i den store verden dengang, der gerne vil være store og herske over andre. Konger der vil frem og styre og have magt, og det skaber uro og frygt i almindelige menneskers liv. Disciplene har sikkert tænkt at det nok er sådan vi også skal være. Sådan som vi alle prøver at indrette os, når verden udenfor presser sig på.

En verden hvor alle vil være større – ja, hvordan kommer den til at se ud! Hvad der sker med den der vil være større har Bibelen sit eget mytologiske svar på. Det er fortællingen vi lyttede til før, om de 2 brødre Abel og Kain. Sønner af Adam og Eva som for ikke så længe siden er blevet smidt ud af Paradisets have, af den grund at de ville være større end Gud. Den Gud som ellers havde givet dem friheden til at nyde det Paradis de var sat i, men træet til kundskab og godt og ondt blev for fristende. For tænk nu om de kunne få viden som Gud, så ville de blive ligeså store som Gud.

De 2 brødre er selvfølgelig blevet smittet af forældrenes oprør og længsel efter at blive store. I hvert fald kan Kain ikke leve med at Abels offer bliver modtaget af Gud, men at hans eget offer bliver forkastet. Broderkærligheden står det sløjt til med. Kain føler sig krænket af, at Abel har mere end han og ender med at slå ham ihjel. Misundelse og nid og nag æder sjæle op og det er hvad fortællingen om Kain og Abel vil fortælle, at det er vi ikke sluppet fri af.

Jesus peger på de konger og ledere i samfundet som vil være de største. For at sige til apostlene, lad være med at gøre som dem. De er netop konger og ledere fordi de hersker ved hjælp af magt. De er ikke sluppet ud af det mønster som Kain blev offer for i sin vrede mod sin bror.

Kain sprang en meget vigtig mellemregning over i den relation vi står i til hinanden. Den fortæller at vi ikke er konkurrenter her i livet om hvem der er størst, men er sat i forpligtende relationer til hinanden. Det er derfor Gud spørger Kain: Hvor er din bor Abel? Selvfølgelig svarer Kain, skal jeg vogte min bror? Det retoriske spørgsmål viser allerede at Kain forsøger at slippe for ansvaret for sin bror.

Den hensynsløse vold mod et andet menneske som vi ser Kain udøve overfor sin bror og som vi stadig hører om når unge i byens natteliv bliver overfaldet, er at sætte sig selv til hersker over den anden. Det handler igen om det frygtelige store som kan bryde ind i vore liv, når det sker bliver vi usikre og føler os truet.

Jesus bliver i sin tale til disciplene talerør for Guds stemme som sagde til Kain ”hvor er din bror”. Han svarer med et hverdags billede hvordan de skal være overfor hinanden. Når vi sidder omkring et bord og spiser på en restaurant får vi maden serveret af en tjener. Tjeneren gør noget for os, vi tager i mod, og udefra kan det godt se ud som at den der sidder ved bordet er den største og den der tjener gør hvad de forlanger.

Da er det at Jesus peger på en løsning eller en vej ud af det problem som kan ødelægge alt, at verden skræmmer os når der sker frygtelige ting eller at nogen bruger deres magt til at styre andre. ”Jeg er iblandt jer som den der tjener” er Jesu svar. Vi skal ikke lade os skræmme og tro at nu skal enhver passe sig selv for at overleve.  

I nadveren bliver det tydeligt hvad denne tjeneste Jesus taler om går ud på, når det i bønnen før nadveren fortælles om Jesus ”du som selv er tilstede i blandt os…..” I nadveren bliver vi givet hans legeme og blod, som er hans tilgivelse og fællesskab med os. Derfor ligger vi på knæ ved siden af hinanden som perler på en snor, som bliver et tydeligt tegn på at ingen er større end andre, men at vi alle er i samme båd.

Det er fællesskabet som skal hjælpe os med at klare os igennem livet. Både når den store verden truer os og når livet herhjemme hos os selv føles tungt.

Nadveren viser at Jesus er iblandt os som den der, der tjener, og vi skal gøre det samme overfor hinanden. Hans kærlighed som bliver synlig og sanselig i nadveren, er erkendelsen af, at en anden end én selv er virkelig.

I den dansk-syriske film The Cave som jeg heldigvis nåede at se i vores lokale bio i denne uge følger vi den unge syriske kvinde og læge Amani sammen med en masse andre i det underjordiske hospital i byen Ghouta en forstad til Damaskus. Oven for hærger en brutal krig med død og store lidelser til følge. Det er en dokumentar film og vi kommer helt tæt på krigens grusomhed og rædsler, og under jorden følger vi Amani og en gruppe af mennesker som gennem næsten 5 år hjælper en masse mennesker med svære skader som følge af krigen. Oven for forsøger nogen at sætte sig igennem som herskere og vise at de er de største. Nedenunder jorden ser vi denne kvinde og hendes folk bogstavelig talt tjene mennesker. Alle de religiøse love og regler i det muslimske samfund bliver sat til side, alene for at tjene de nødlidende mennesker. Den unge kvinde Amani står som en Jesus skikkelse i det værste mennesker kan blive udsat for.

Når den store verden udenfor viser sin grusomhed og usikkerhed gør det noget ved os. Det samme sker også når vi oplever noget overvældende glædeligt, som f.eks. at få et barn.I begge tilfælde har brug for et sted at råbe vor nød ud og vise vor glæde. Sin glæde har familien vist i dag ved at døbe deres lille pige Ella og 3 barn. At få et barn er en glæde så stor, og der opstår hos mange forældre et naturligt ønske om sige tak til Gud.

Jesus siger til sine disciple, at han er iblandt sine disciple for at tjene. Han siger det i sin kritik mod fyrster og mægtige, der gerne vil bruge deres magt over for folk. De tjener ikke Gud skaberen der sagde til Kain, at der var noget han helt havde glemt. Vi kan ikke undsige os vores ansvar for hinanden.

Jesus viser os et eksempel til efterfølgelse. Når den store verden løfter sig og truer os, er det han siger til os, sådan skal det ikke være i blandt jer. I den situation kan mennesker for at beskytte sig selv trække sig væk fra de andre. I stedet for at trække sig væk fra livet og de anden, siger Jesus, vi skal gå mere ind i livet, nærmere til hinanden, fordi vi har brug for den anden.

Vi skal holde fast i det univers af guddommelig kærlighed som Jesus viser os i sin tjeneste. Vide at det er gjort for vores skyld, og at vi skal huske at tage vare på hinanden og hver især gøre vores bedste for, at det må gå den anden godt. Amen

 


                   

Ophavsret: