Prædiken Seksagesima søndag v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 16. feb 2020, kl. 07:54
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« Markus 4,26-32


Han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan.

Så enkelt kan livet beskrives, og det er stadig en beskrivelse vi alle kan genkende os selv i. Vi ved godt at livet rummer mere end det, men rytmen af vågen tilstand og hvile, alt i mens naturens liv fortsætter, kender vi godt.

Vi er indlejret i naturens faste rytme. Sol står op og sol går ned. Vi står op med solen og lægger os til hvile når solen går ned og mørket sænker sig over jorden. Fødsel og død kunne vi også nævne, som en fortælling om at livet har vi kun til låns. Vi lever som den tyske filosof Heidegger sagde med de berømte ord i ”Sorge”, det er er tysk, og betyder ”sørgen for”.

Vi lever i sørgen-for, dvs. vi lever ude over nuet, planlæggende, i evindelig forsøg på at sikre os og komme ulykker i forkøbet.

Mennesket har til hjælp for den ”sørgen for” opfundet den moderne naturvidenskab og teknik og de industrielle vækstsamfund. Kornet spirer og gror stadig uden menneskets medvirken. Naturen er også blevet til kultur under menneskets massive påvirkning gennem århundreder. Naturbeherskelse har mennesket set som en vigtig og nødvendig opgave for at tæmme naturkræfterne og ikke mindst bruge naturens ressourcer til at skabe den velfærd vi har.

Vi kender også godt til konsekvenserne af menneskets vidtgående naturbeherskelse. Dem kæmper vi med i dag og vi mærker og ser at vi er er oppe mod vældige kræfter, som kun naturen kan vise.

Vi skal jo leve. Vi lever stadig som den mand Jesus taler om, der sover og står op, alt i mens livet i naturen fortsætter. Vi er indlejret i naturens og universets rytme af vågen tilstand og søvnens gode hvile. I naturen lever livet videre, og vi skænker det ikke en tanke. I hvert fald ikke som dengang Jesus levede og mennesket tog som givet, at skaber guden holdt liv i sit skaberværk. Ja, Gud var den der sørgede for at livet var til. Mennesket levede i glæde og taknemmelighed over livet og dagen, der melder sig på ny med lyset om morgenen. Glæden og taknemmeligheden har vi stadig, men ikke på helt samme naturlige måde som i vores tekst til i dag.

I dag kender vi til menneskets belastning af naturen og i mange tilfælde ødelæggelse af den skabte verden. Vi erkender at ikke kun er modtagere af hvad naturen beriger og opløfter os med. Vi har længe været de virkelige herskere over naturen, ja over verden.

På den baggrund hører Jesu lignelse om manden der har tilsået jorden til i en svunden tid. Der er noget gammelromantisk over den trygge ramme om livet som skildres i lignelsen. Noget vi godt kan længes tilbage til, men som for evigt er tabt. Det er ikke længere så naturligt og enkelt som det er skildret i lignelsen. Vi er kommet på afstand af naturen, ikke sådan at vi ikke kan nyde en solopgang og vi kan i disse uger også fryde os over de fremspirende erantis og vintergækker.

Vi skal måske genlære som manden der sår sin mark, at han ikke ved hvordan det siden kommer til at gå med de små korn. De vokser op og bliver til planter, men det er jorden selv der lader strå, aks og kerne blive til. Vi kan om denne vækst sige: tilværelsen er en gave fra en Giver. Og det er godt ikke at vide ting. Vi er blevet vænnet til, at vi skal klare alt med vores fornuft. Jeg er ikke ude i et ærinde som handler om at lægge alt hvad menneskets fornuft har udvirket for had. Mange sygdomme, uligheder mellem mennesker, uretfærdig, er blevet afskaffet takket være at mennesket har brugt sin fornuft.

Heldigvis har vi ikke glemt at livet er mere end hvad vi kan forstå. Vi kan stadig blive grebet af en solopgang, af årstidernes vekslen, den lille fugl på foderbrættet, - og det vi føler i disse situationer, handler ikke om at jeg gør noget med min fornuft, her stiller jeg mig i modtagerens rolle. Tager imod det skønne, som jeg ikke har skabt, men som fortæller mig at i livet er der et lovprisningens overskud – en herlighed, som er virkelighedens gavekarakter.

En gave er jo karakteriseret ved at den har jeg ikke selv gjort noget for at få. Gaven er i den forstand gratis uden min aktive medvirken. Det bedste eksempel på en sådan gave er hvad det lille barn modtager i dåben. I dåben bliver det så klart som det kan blive, at Guds kærlighed er gratis. Det bør kærlighed altid være, ellers er der slet ikke tale om kærlighed. Men langtfra altid at det er sådan, og vi glemmer det, når vi forsøger at leve op til andres forventninger af frygt for at blive forkastet.

At suspendere sin viden og indøve ikke-viden, er at modtage virkeligheden som en gave. Vi ved så meget i dag og er ligesom blevet vænnet til, at det er med vores viden og fornuft at vi skal klare at leve i verden. Til denne ikke viden, som bondemanden i lignelsen hviler i, kræves også en livsrytme af ro.

Mange mennesker i dag har besvær med at tage det roligt. Hvem kender ikke én der, som det siges, er gået ned med stress. Stress som kan skyldes at noget er for meget, men også at livet i dag helst skal være fyldt af mening. Kalenderen styrer livet, arbejdet kræver os, og når vi endelig har fri er der også meget vi skal.

Roen, stilheden og den enkle trivsel er efterhånden forsvundet. Vi kunne godt længes efter at være som manden i lignelsen, der sår sin mark, sover og står op, nat og dag, og bekymringsløst lader livet komme til sig. Vi kan ikke slippe det travle liv, som nogle gange næsten tager livet af os. Vi vil stadig høre os sige ”jo, når jeg får tid” eller ”Kun når jeg får gjort det og det færdigt….” Digteren Tomas Tranströmer udtrykker en evangelisk sandhed når han kort og fyndigt siger: Du bliver aldrig færdig, og det er, som det skal være”.

Heller ikke bondemanden bliver færdig med at så. Det er naturens rytme og det er livets rytme. Aldrig kommer vi i mål. Livet går ikke op.

I stedet kunne vi øve os i at være taknemmelige for alle de gaver livet rummer. Vi kan lære af manden i lignelsen, af hans beskedenhed i forhold til det at leve. Der er noget han ikke ved, og som han ikke skal bekymre sig om. Modtage i stedet for at tage. Verden er god, for Gud har skabt den. Det kunne være denne lignelses budskab til os.   

Og så er der lige det med Guds riget! Det hele er jo fortalt af Markus om Guds rige, som en hjælp til os lyttere. Det er handler om Guds riget, og det har jeg indtil nu ikke sagt et ord om. – Måske sidder I spændt og venter på, hvad der er at sige om det. Lignelsen siger sådan set hvad der er at sige med den lille hverdagshistorie om manden der sår og til slut om det lille sennepsfrø, mindre end alle andre frø som det er, men når det vokser op bliver det til et kæmpe træ.

Guds riget falder fint ind i tekstens hovedtema, at der er noget vi ikke skal bekymre os om. Naturen gror og vi skal ikke tænke mere over det, men selvfølgelig huske at vi har ansvar for den verden som vi selv er vokset ud af. Guds riget kan vi gemme os under, finde læ hos. Vi skal leve, ja, elske livet, og ikke tænke for meget over hvad meningen er med det hele. Den grundlæggende mening er bare dette enkle – og svære – at leve.

Guds riget giver os mulighed for at drømme. Det er en drøm der dog ikke er mere fjern end at det indvirker på dette liv nu.

Det er hverken nutidigt eller fremtidigt. I det er fortid og fremtid forenet i et eneste øjeblik af alle tiders nærvær. Det nærvær vi netop føler i lignelsen om manden der sår sine frø. Gud rige svæver som en utopi over os. En livsnødvendig utopi, fordi vi kan ikke leve uden håb.

Et håb med rødder tilbage i tiden og i forestillingerne om Gud som den konge der ville tilintetgøre den nutidige verden og i stedet oprette sit rige. I lignelsen Jesus fortæller bliver Guds rige forestillingen yderligere udviklet til at handle om at tage imod den Guds gave livet er. Bygge rede i sennepsfrøets grene, i skyggen, en lomme i tiden. Her skal vi ikke kramagtigt holde på livet, men tage imod.

Det er som når vi forundret ser på mennesker fra andre kulturer, som på smukke sommerdage sidder i timevis i skyggen under et træ og taler sammen. Ingen planlagte aktiviteter, men nærvær og tryghed.

Amen

 


                  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

               

Ophavsret: