Prædiken Sidste søndag efter helligtrekonger v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, lør d. 1. feb 2020, kl. 18:27
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. Johannes 12,23-33

De er lige til at forstå ordene om hvedekornet. Det lille korn må selvfølgelig dø for at blive til flere korn. Falde i jorden og langsomt forsvinde for senere at vokse til en plante med nye hvedekorn. En proces af død og liv som jo lyder smukt og sandt når vi tænker det handler om naturen. Det fortæller ikke bare om hvedekornet, men om naturens gang i løbet af året. Årstidernes skiften som vi sætter så stor pris på, og allerede nu kan mærke og se i de fremspirende erantis og vintergæk at foråret langsomt er på vej. Det nye spirende liv som vi tog afsked med i efterårets død.

Jesus fortæller om hvedekornet fordi han vil sige noget om sit eget liv, hvor timen nærmer sig for hans død. Men også fortælle os at i hvedekornet har vi et eksempel på hvordan vi skal leve livet.

Det er dybsindige ord han taler, at vi skal bevare vores liv ved at miste det. Hvedekornets liv kan vi sagtens se for os, for det er naturens naturlige vekslen mellem død og liv. Kan vi også se os selv og vore liv fortalt i hvedekornets liv?Det er gådefulde ord vi mødes af i Johannes fortælling om det lille korn, der forsvinder, ja dør, og bliver et billede på hvordan Jesus synes vi skal leve livet. Altså, som jeg sagde før: Bevare livet ved at miste det.

Miste livet skal vi. Ingen overraskelse i den konstatering. Det er næsten overflødigt at gentage det, det særlige ved mennesket er dets viden om, at det engang skal dø. Døden venter på os, og vi ved den kommer, og alligevel glemmer vi det livsvilkår og lever livet. Vi gør jo faktisk det Jesus vil have os til i sin tale om hvedekornet; giver os hen til livet, mister det hvert øjeblik, hvad enten vi er i aktivitet eller i stilstand. Den nu afdøde filosof Peter Kemp skriver i bogen Døden og maskinen poetisk om hvad døden gør ved vore liv. Livet er kun liv, for så vidt vi bruger det, så det forsvinder mellem hænderne på os…..livet leves ved at brændes op, i brug af vor krop, måske i ekstase, et liv, der forholder sig til døden for at være til, skriver Peter Kemp.

Jesus siger det samme med hvedekornet der dør når det kommer i jorden, altså mister sin egenskab af korn, men stadig bevare den egenskab ved at blive til flere korn. Når vi bliver ældre og tænker tilbage på hvem vi var engang og hvordan det er gået i livet, kan vi godt se at der er ting der er blevet til noget andet, og andre ting som ikke blev som vi måske havde forventet. Men et liv er det. For det er ikke sådan at vores liv kun lykkes, når dét, vi vil med livet, lykkes. At kun det liv har værdi, som lykkes.

Hvedekornet som falder i jorden og forsvinder, som må ligge i det at det dør, fortæller noget væsentlig om livet. At i livet må vi lære at glemme os selv. Glemme at livet skal være noget bestemt, i stedet for at håbe og glæde sig over at livet bliver til når vi lever det.

Som hvedekornet falder i jorden og dør for at bære mange fold - jo, det svarer til en erfaring i vores eget liv. De gamles fortællinger har vægt, når de viser os, hvordan det gode liv opstod, der hvor de gav slip og gav op. Det er godt for os at høre, os der jager det gode liv og bliver så optaget af den jagt, at vi risikerer at vi helt glemmer at leve, lukker os selv inde og verden ude. Og det svarer til den erfaring i vores eget liv, at det var når vi gav os selv, gav afkald på os selv, ofrede os selv gennem kærligheden til den anden, at vi blev os selv. Det svarer til den afgørende erfaring, at de lykkeligeste øjeblikke er dem, hvor vi glemmer os selv. Sådan er det for de unge, når de står dernede ved siden af hinanden og lover hinanden evigt troskab. Fordi de har erfaret, at det at miste sig selv og blive fundet af en anden, er det største.

Bliver vi for optaget af at få livet til at blive til det gode liv, kan det også være med til at hindre det gode liv i at komme til udfoldelse. Alle de forestillinger vi har om det gode liv, kan være hæmmende for at vi har en oplevelse af at leve det gode liv. For meget snak om hvad der er det gode liv, kan medføre at vi slet ikke lever livet.

Det er det modsatte af at miste livet, som Jesus siger, og det er at hade sit liv i denne verden. Den der hader sit liv erfarer livet, som det der lukker sig om sig selv. Lukker mig inde og verden ude. Søger trygheden i angst for at miste. Og det er også at bevare det for evigt, fordi det bliver det samme, der sker intet nyt. Et had mod det liv jeg lever, kan godt blive resultatet af, at være for optaget og fokuseret på, at leve det gode liv. Jeg kan komme dertil hvor jeg i min jagt og søgen efter det gode liv, helt glemmer at leve, og bliver ved det kendte og trygge i tillid til, at så må det være op til Gud, at lade nyt liv åbne sig for mig. Det er som ordsproget siger, den der gemmer til natten, gemmer til katten. Går vi og holder igen på vores værdier og ønsker for livet, for ikke at risikere at miste noget, kan det ende med at vi ikke får gavn af det vi kan.

Der er noget tragisk ved at være menneske. Når livet ender med døden, og vi ved det, så er vi på en måde i alt hvad vi foretager os i samtale med døden. At være på vej mod ikke-væren. Tragisk siger jeg, men det er samtidig vilkåret for livet. Heraf giver sig også den angst, som intet menneske kan slippe. Heller ikke Jesus der ved at timen er kommet, og som udtrykker sin angst for det som kommer: Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?

Det ved Jesus selvfølgelig godt at Gud ikke kan og skal. For sådan en Gud kan vi ikke være tjent med, der rydder vejen for os når vi helst vil springe over det vi ikke har lyst til at møde eller gøre. Guds herliggørelse i Jesus, som er hans plan ikke bare med Jesus men med ethvert menneske. Herliggørelsen er håbet som vi hørte det i epistel teksten Kristus i jer, herlighedens håb.

Herlighedens håb er det håb vi har i Jesus, der som hvedekornet falder i jorden for at dø, som vi også skal gøre det. Ikke bare ved livets slutning, men hver dag give os hen til dette vidunderlige, forunderlige og til tider smertefulde liv. Bevare vores liv ved at miste det.

Dødens nærvær og kampen imod døden, og dette at vi må dø, bruge os selv op for at kunne leve. Livet er noget mærkeligt noget – man kan tabe det ved at få lidt for godt greb om det. Så står man der og synes at man har det hele og alt er godt, men med en underlig følelse af en uforklarlig tomhed. Livet er godt, jeg har det hele, men det er også alt hvad jeg har. Jesus er i oprør, han mærker som han siger at timen er kommet, og det gør ham urolig og bekymret som det menneske han er. Han er urolig i sin søgen efter et eller andet, der kan holde døden væk. Han beder til Gud, om at frelse ham fra denne time. Dødens komme, afskeden og tabet af liv.

Han er hvedekornet der inden længe gennem sin korsdød skal give os håb om, at vi egentlig ikke er beregnet for døden. Hvedekornets gådefulde ord om at dø for at bære liv. Det er så smukt og ordene rører os er jeg sikker på, men hvad de egentlig betyder har jeg nu brugt en god del af min prædiken på. Så kom jeg i tanke om dette digt på mit køleskab af den svenske digter Gunnar Ekelöf:

Enkel er fødslen:

Du bliver dig

Enkel døden:

Du er ikke mere dig

Det kunne have været omvendt

som i en spejlverden:

Døden kunne have født dig

Og Livet udslukt dig

det ene såvel som det andet –

Og måske er det sådan:

Af død er du kommet, langsomt

udsletter dig Livet.

Vi skal falde som kornet i jorden, forsvinde, miste os selv ved at give af os selv. Det er jo for det meste også det vi gør. Hver dag tager livet os op ad vore senge, og vi tager fat på dagen, vender os mod en ny dag og dens opgaver, og giver os for det meste hen til livet og mennesker uden at skænke det en tanke. Tjene livet som Jesus gjorde.  

Det vil sige miste livet og bevare det. Kristus i os er at få livet skænket gennem noget, der for os må se ud som et endegyldigt tab. Men det er liv, hvis du altså er parat til at miste det. Amen