Prædiken 2. søndag efter helligtrekonger v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, lør d. 18. jan 2020, kl. 18:12
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom da til en by i Samaria, der hed Sykar, i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig så ved kilden; det var ved den sjette time. En samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: »Giv mig noget at drikke.« Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: »Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?« – jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: »Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand.« Kvinden sagde til ham: »Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom hans sønner og hans kvæg?« Jesus svarede hende: »Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.« Kvinden sagde til ham: »Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand.« Han sagde til hende: »Gå hen og kald på din mand, og kom herud!« Kvinden svarede: »Jeg har ingen mand.« Jesus sagde til hende: »Du har ret, når du siger: Jeg har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt.« Kvinden sagde til ham: »Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at stedet, hvor man skal tilbede ham, er i Jerusalem.« Jesus sagde til hende: »Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.« Kvinden sagde til ham: »Jeg ved, at Messias skal komme« – det vil sige Kristus; »når han kommer, vil han fortælle os alt.« Jesus sagde til hende: »Det er mig, den der taler til dig.« Johannes 4, 5-26

Tørstig efter en lang vandring kommer Jesus til byen Sykar i Samaria. Det er midt på dagen, solen bager  og tørsten melder sig naturligt. Det kølende vand i Jakobskilden vil som den har gjort i århundreder slukke tørsten, og bringe skøn lindring i den varmeste tid på dagen.

Siddende ved brønden med kilden kommer en kvinde for at hente vand. Kilden er samlingspunkt for mange mennesker i løbet af dagen, for uden vand dør livet. Brønden har været et fast mødested mellem mennesker i lange tider, hvor mennesker mødes, og livet finder ikke kun næring fra kilden i brønden, men også i mødet og samtalen mellem mennesker.

Da kvinden kommer til brønden, siger Jesus til hende: Giv mig noget at drikke! Som det mest naturlige af verden, men alligevel grænseoverskridende. Samaritanere og jøder omgikedes ikke hinanden, og en kvinde talte ikke med en fremmed mand.

Mødet ved kilden virker helt naturligt for os. Et menneske beder en anden om noget at drikke, og kvinden kendte jo brønden og havde sin spand med. Inden længe bliver kvinden hvirvlet i en anden samtale, af helt andre dimensioner inden hun nogensinde havde forestillet sig. En forrygende og uforudsigelig samtale.

Det er som om brønden bare er til i Johannes fortælling, for at han kunne få mulighed for at fortælle om et større dyb og anden kilde i menneskers liv. Det begynder som en samtale i det nære, om noget så almindeligt som en kop vand, men inden denne kvinde har fået trukket så meget som en spand vand op ad brønden, er der større ting på spil.

Hvad er den gode samtale? Det er et møde hvor jeg føler at den anden, er fysisk og åndeligt tilstede, hvor jeg er. Det er nærheden der gør samtalen til en god oplevelse. Denne nærhed er så vigtig for at et møde og en samtale mellem mennesker skal blive god og frugtbar. I denne nærhed ligger dels at man kommer hinanden nær, at man lytter på hvad den anden har at sige. Til nærheden hører også at man føler sig accepteret, som den man er.

I mødet mellem Jesus og den fremmede samaritanske kvinde ved brønden får vi en fin lille fortælling om den gode samtale mellem to mennesker. Samtalen skal lige i gang. Den flyder ikke naturligt. To meget forskellige mennesker, ikke bare kønnet er det som skiller, men også etnicitet. Indvandrerkonflikter er lige så gamle som Bibelen selv.Den gode samtale mellem mennesker fungerer først dér, hvor der ikke stilles betingelser for, hvordan vi skal være sammen.

Kvinden er ikke parat til at møde Jesu, der er noget der blokerer i hende for at kunne være helt åben. Et filter af køn, religion og kultur hindrer hende i at møde Jesus på lige fod. Hun er samaritaner og han en fremmed jøde, og tilmed mand. Ser på det der adskiller, og hun folder hele sin kulturelle kode ud, der forbyder hende at være sammen med en jøde og mand. Holder vi fast i det der skiller os fra hinanden, kultur, race, hudfarve, så bliver det ikke til nogen samtale. Hvis det stod til denne kvinde var det den dag ikke blevet til nogen snak mellem de to. Hun var alt for fokuseret på det, som skilte dem fra hinanden. Køn og om Gud skal tilbedes på det ene eller det andet bjerg,  

Hun så en fremmed i Jesus, og det gjorde han også i hende, men han lod ikke denne forskel betyde noget for deres møde. Jesus suspenderer en vurdering af kvinden ud fra kulturelle værdier om fremmedhed og køn, men inkluderer hende i sin verden. Oven over religiøse og kulturelle forskelle, er at der noget andet som bestemmer hans livssyn, nemlig at vi er først og fremmest mennesker. Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive – var nogle af ordene vi hørte lidt tidligere (læsningen i 1. Johannesbrev 2,28-29;3,1-3).

Jesus ser med troens øjne på denne kvinde. Med det almindelige blik registrerer vi omverdenen. Det er hvad vi hører kvinden gøre: Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke? Hun ser Jesus som det der bryder ind i hendes verden, og overskrider de grænser de normalt lever inden for.

Troen er altid at vide mere om mennesket end det man ser. Skal det blive til et møde mellem de to, må man satse på det man ved mere, fremfor på det man ser. Hun er i hans øjne et menneske før hun er noget andet. Han deler ikke hendes tro, men han ringeagter den heller ikke.

Jesus løfter det filter hun betragter verden igennem fra hendes skuldre, og siger til hende, at vi to skal noget andet. Jeg vil gerne have vand af dig fra brønden, men jeg har også noget vand at give dig.

Menneskelivet har brug for langt kraftigere næring og drikkelse end det, den daglige husholdning kan fremskaffe. Vandet viser sig jo i den vidunderlige samtale mellem de to, at rumme betydninger der vil slukke en helt anden tørst end det vi normalt forbinder med tørst. Livets tørst! Tørsten efter liv! Efter mening og sandhed!

Jesus ser ikke det der skiller dem, men det der samler dem. Og han gør det åbenbart at ethvert menneske der indgår i en samtale, gerne vil have noget af den anden. Jesus og kvinden er udleveret til hinanden den dag ved brønden. Skal det blive til en samtale er åbenheden og accepten det der skal til, for at de kan komme i snak med hinanden.

Han er i mødet med kvinden ved brønden åben, modtagende og givende. Ikke-manipulerende og ikke-moraliserende, tværtimod er han nær og varm i sit møde med hende. Vi kan sige om dette lille møde, at Jesus i den grad holder sig tilbage med, at skulle have leveret sit budskab. Det handler ikke om så hurtigt som muligt at få leveret sit budskab til kvinden, for at kunne være tilfreds med sig selv.

Han bevæger sig helt tæt til denne kvinde, alt hendes snak om jøde og samaritaner overhører han. Han vil slukke hendes livs tørst med levende vand. Vandet, både det i brønden men også det levende vand, er menneskers længsel efter at finde sandheden.

Der er vand som slukker tørsten kort varigt, som ikke giver os det vi får alvor har brug for. Vi har brug for vand for som enhver en anden vækst for at kunne leve. Derudover har vi brug for levende vand, fordi vi ikke kun er fysiske væsener, men også åndelige med håb og længsler for vore liv. Vi søger sandheden om livet og vore egne liv, en sandhed som giver os et sted at være.

Vi har alle brug for noget at tro på, som betyder noget for mig, til vejledning, opmuntring og trøst i den mangfoldighed af indtryk tilværelsen møder mig med. Samtalen mellem dem er som vand, der strømmer. I samtalen med manden ved brønden får hun noget andet, og vender tilbage til sit liv med et nyt og frit syn på sig selv og sit eget liv og et nyt syn på Gud.

Samtalen ved brønden er altid også vores samtale. Den begynder når vi døbes og vi bliver aldrig færdige med den. Samtalen er helbredende. Kan vi tale sammen er vi ikke holdt op med at interesse os for hinanden. Derfor er det selvfølgelig fuldstændig lige meget om Guds dyrkes det ene eller andet sted, selvom sådanne sekundære ting altid har fået lov til at fylde meget. .. for meget. Med sådanne ligegyldige ting søger vi at kontrollere livet. Og vi mister essensen.

De sande tilbedere skal tilbede Gud i ånd og sandhed”, siger Jesus. Det er hvad samtalen er til for. At søge sandheden er ikke at komme i mål men som vandet der løber, hele tiden at være på vej. Det er samtalen som aldrig stopper, men flyder af sted, som vi hele tiden må holde i gang.

Der er vandet i brønden som slukker vores tørst. Vand ved vi alle er vigtigt. Vi skal huske at drikke rigeligt med vand hver eneste dag. To tre liter vand anbefales det fra mange sider. Vandet i vores undergrund har altid haft en særlig kvalitet, som vi kan tappe direkte fra hanen. Men det vand er truet har vi hørt gentagne gange, ligesom vand andre steder på kloden er blevet en manglevare, ja, årsag til konflikter.

Jesus var et levende menneske og har en tørst han gerne vil have slukket da han sætter sig ved Jakobskilden. Jesus kommer også med noget til kvinden og til os, og det er det levende vand, som er ham der taler til kvinden. Det er mig, der taler til dig, siger Jesus til hende. Og det er jo sandt at Jesu taler til hende og viser hende en hengivenhed og kærlighed, der for denne kvinde kommer som en overraskelse og som giver hende håb for livet.

Det levende vand er det vand som slukker en anden tørst i menneskets liv. Tørsten som er længslen efter mening, sammenhæng. Der strømmer levende vand fra Jesus, der forbinder Gud og mennesker, og åbner vores begrænsede liv for det evige liv. For at vi som det levende vand skal strømme over i kærlighed til hinanden.

Amen


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: