Ud at stjæle heste..

Udgivet af Charlotte Ellermann, søn d. 5. jan 2020, kl. 07:27
Prædikener

Prædiken til Helligtrekongers søndag 2020 på DR radio.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. Matthæusevangeliet 2,1-12

Denne fortælling om de hellige tre konger indgår i omtrent enhver børnebibel; det er en af de bibelhistorier, som er blevet en del af vores barndom og opvækst. Måske i kraft af julen, som den hører sammen med;

men sikkert også på grund af Grundtvigs salme Dejlig er den himmel blå, som vi indledte med at synge. Han har selv givet den overskriften De hellige tre konger. En barnesang.

Og hans tanke var jo, at børnelærdommen, det vi lærer som børn, det bærer vi med os og det er en erfaring, som de fleste af os kan nikke genkendende til.

Nogle gange bliver barndommens oplevelser og erindringer negative, og vi ser tilbage på dem i afstandtagen, andre gange er de positive, som noget der stadig glæder os at tænke tilbage på.

Og samlet set kan både de positive og negative oplevelser blive identitetsbærende, altså blive en del af vores selvopfattelse. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes selv, at jeg har brugt en del tid til at reflektere over, hvordan min barndom har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag!

Derfor var jeg også meget indtaget i en film af den norske instruktør Hans Petter Moland, som jeg så for nylig i biografen.

Den er lavet om en roman af Per Petterson, der som filmen hedder: Ud at stjæle heste.. og jeg var så optaget af filmen, at jeg så den to gange.

Den handler lige præcis om, hvordan barndomsoplevelser bliver skelsættende og identitetsbærende for to voksne norske mænd Trond og Lars.

De mødes igen efter et halvt liv, ca. 50 år på det sted i Norge tæt ved den svenske grænse, hvor de i sin tid mødtes som børn.

De erkender langsomt, hvem hinanden er og filmen viser, hvordan erindringen om barndommens oplevelser genopvækkes, oplevelser, som har mærket dem begge for livet.

I et filmisk tilbageblik oplever vi barndommens skæbnesvangre sommer med dem begge; hvordan den ene, Trond, er på ferie alene med sin far i en hytte uden sin søster og mor, som er tilbage i Oslo.

Vi får på filmen indtryk af den intensitet, som man husker barndommens sanseoplevelser med; synsindstrykkene med farverne, dyrelivet og sollyset, der skifter med skydækket, de mere kropsnære vandoplevelser som regn og den sprudlende elv, og vinden som både høres og mærkes.

Særlig stærkt står sanseoplevelsen på en morgentur, hvor Trond skal med Lars storebror Jon ud at stjæle heste, som de selv siger. De stjæler dem nu ikke, de låner nogle heste, som går i skoven.

De to drenge klatrer op i et træ og springer ned på ryggen af en hest og får deres livs ridetur, når hesten løber af sted med dem indtil, at de falder af i farten.

Det er lige så smukt og stærkt skildret, som historien om de vise mænd, der følger en særlig stjerne på deres ridetur i en søgen efter det fantastiske – oplevelsen af et guds barn, der er født i et fremmed land langt borte.

Dog hører og mærker vi mørket i beretningen titte frem mellem linjerne, når der fortælles om kong Herodes, der bliver ude af sig selv over det, som vismændene fra øst fortæller og forhører sig om denne jødernes nyfødte konge, som kan true hans egen kongeposition.

Vi, der lytter, bemærker, at han snedigt lægger en fælde ud, for at de vise mænd skal komme tilbage og fortælle om, hvor de fandt barnet, når de er på hjemvejen.

Og netop på hjemvejen fra morgenrideturen titter mørket også frem i filmen Ud at stjæle heste, for da kommer Jon pludselig i tanke om, at han har lovet at se efter sine tvillingebrødre Lars og Aud på omkring 7-8 år, som er alene hjemme på gården i nærheden.

Hans forglemmelse bliver skæbnesvanger, fordi hans ene lillebror Lars skyder og dræber sin egen tvillingbror Aud med et vådeskud.

Det er et forfærdeligt uheld, som sker, mens de leger. Fra da af bliver Lars en anden dreng, hans selvopfattelse bliver, at han var den, der slog sin bror ihjel, en morder.

Mørket kommer ind og tager sin plads midt i en fantastisk lys barndomssommer! Også for hovedpersonen Trond, som oplever, at hans far er forelsket i Lars og Jons smukke mor og omvendt;

Det går faktisk langsomt op for Trond, at hans helt særlige sommeroplevelse med sin far er den sidste stump af livsfællesskabet mellem dem, da faderen planlægger at bliver dér altid og sende Trond alene tilbage til familien. Og de to ses aldrig mere.

Her i Norges barske natur, som har præget nordmændene, er der ikke noget guddommeligt forsyn, som i fortællingen om de vise mænd fra Østerland. Her er der ingen til at afværge det uhyggelige katastrofale, der truer barnet.

De to unge drenge oplever begge noget forfærdeligt, som mærker dem begge for livet. Lidt ligesom Herodes senere udåd med barnemordene i Betlehem, ikke afværges og derved mærker en masse mennesker for livet.

Men det fine er, at gensynet med fortiden mellem disse to norske velvoksne mænd Trond og Lars, som vi begyndte ved, at det gensyn får barndomserindringen til at vågne på ny.

En erindring og et fællesskab, som overbeviser dem begge om, at livet også har nogle bedre sider, trods de voldsomme oplevelser, de deler. At livet opstår på ny af fortiden i deres møde og gensyn.

Og det bringer mig frem til det vigtigste budskab: nemlig at gudstjenesten på mange måder er sådan et sted, hvor fortiden mødes med nutiden både i rummet her med de historiske tekster og musik, men også i os selv;

Her mødes fortiden med nutiden i vort eget liv og forhåbentligt bliver det et fint møde, hvor vi kommer mere hele ud herfra med vore minder. Og vi kan selv bestemme os for at huske de gode og droppe de dårlige.

Hvis vi går frie og opløftede herfra med forsoningens kraft og lys i ryggen og med livsmodet fornyet, så er hele meningen med gudstjenesten og dens evige fortælling lykkes! Amen.

Ophavsret: