Er Vorherre kompromisløs?

Udgivet af Anonym, tor d. 26. dec 2019, kl. 09:31
Prædikener

2. juledag 2019


Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Matthæus 10, 32-42


Når man hører dette evangelium, kommer man til at tænke på begrebet kompromisløshed! Kompromisløshed og konsekvenstænkning, som hvis I gør dette, er I mig ikke værd og jeg er er ikke kommet for at bringe fred men sværd. Matthæus refererer Vorherre for at sige sådan til sine disciple, før han sender dem ud i verden, fordi han selv skal dø.

Og i det lys, i lyset af hans forestående korsfæstelse og frygtelige pinsler, kan man måske godt læse hans skarpe tonefald og kompromisløshed. Men han taler ikke kun til dem, men også til os, som sidder her så mange år efter, os som kender enden på pinslerne, som var hans opstandelse og overvindelse af døden.

Det, som han her siger til os, handler om, at det vi gør eller ikke gør, får konsekvenser for os! Og ikke blot vore handlinger eller mangel på samme, men også vore holdninger får en betydning for os.

Der er noget ildevarslende eller næsten truende strengt over tonen og ordvalget her, som Matthæus citerer Jesus for at sige. Om splid og uvenskab og opbrud i familier, som han forlanger, skal elske ham mere end deres egne børn eller forældre!

Jeg boede som studerende i et bofællesskab i Århus, hvor en af de andre bofæller altid hævede, ”at han var ateist”; men tilføjede han så: ”Hvis han endelig skulle tro på en gud, så skulle det være sådan en streng og kompromisløs Gud, for det var da det eneste, der gav mening”!

Jeg husker, at jeg tænkte, at det sikkert var til ære for mig, som læste teologi, at han sagde den slags ting og jeg husker ikke, om jeg nogensinde svarede ham igen, eller forsøgte at få ham til at forklare sit synspunkt elle holdning, det har jeg sikkert prøvet.

Jeg husker imidlertid kun, at jeg synes, at det synspunkt han der forfægtede, lød ret dumt og ubegavet, hvad han ikke var. Så jeg tænkte, at det nok bare var fordi, at han ikke vidste så meget om, hvad det vil sige at tro på Gud eller om kristendom i det hele taget.

Det er jo rigtig nok, at Gud kan virke og være alvorlig og streng, men det kan livet i verden jo også! Der er mange forfærdelig ting, der sker uden, at vi forstår hvorfor. Jordskælv, vulkanudbrud, oversvømmelser eller tørke, klimaændringer, det sidste ved vi, at vi har en andel i, sker, men som vi har svært ved at rulle dem tilbage..

Men det er ikke kun disse store katastrofer, som Jesus taler om her. Det er også, ja faktisk mest de helt nære ting, som familie og medarbejdere, som bliver uvenner og splittes op!

Det hele handler om at følge efter ham, altså at tage sit kors op og gøre og give noget for andres skyld. Det sidste han nævner, handler om at tage imod dem, som han har udsendt og ja give en af disse små disciple et bæger koldt vand at drikke, så vil man få løn som fortjent. Det vil sige modtage sin belønning!

Jeg kan ikke se dette her på andre måder, end at det gode - altså at anerkende nogen, tage imod dem og give dem vand - har lige så stor kraft og betydning, som det onde hvis ikke større. Jesus hylder ikke den strenge vrede Gud mere end han fremhæver den kærlige milde Gud eller hans disciple.

Der er ikke mere alvor i den fanatiske profet end i den kærlige hyrde; de får begge deres løn, som jeg læser evangeliet. Og det handler om at elske Gud og hans søn lige så meget, som man kan elske sin egen familie.

Jeg siger udtrykkeligt kan elske, for det med kærligheden er ikke noget, som man bare beslutter sig for. Man kan beslutte sig for at kendes ved nogen eller ikke at ville kendes ved dem, men man kan ikke beslutte at elske dem.

Kærligheden kan kun skabes i os og vokse med os, når vi lever og giver noget til andre eller gør noget for dem. Det er det, som menes med at tage sit kors op, at man er villig til at gøre noget for andre, noget uselvisk, som Jesus gjorde.

Man kan ikke elske, fordi man skal eller vil, skønt vi sommetider tror det eller bilder os det ind. Man kan som menneske ikke tvinges til kærlighed og det er det, som er så stærkt ved den, den er på sin helt unikke måde kompromisløs!

I de små klasser havde jeg det, man ville kalde en kolerisk lærer til matematik, eller regning, som det hed dengang. Han var, har jeg siden tænkt, psykopatisk i sin natur. Lige så sød og charmerende han kunne være, ligeså vred og opfarende og voldsom var han også.

Jeg har siden erkendt, at han var voldelig over for skoleelever på en grænseoverskridende måde; og hvis andre voksne havde set det, ville han have fået problemer som lærer. Måske fik han også problemer siden hen, for han flyttede faktisk efter nogle år til at sted med voksenundervisning.

Men det, som er det mest mærkelige at tænke på i dag, var, at han var meget vellidt af både forældre og elever, skønt vi nok også var bange for ham og hans kompromisløse temperament. 

Jeg gik f. eks af og til med ham i hånden, når vi gik ned i gården på række og jeg har siden tænkt, at det måske var en instinktiv måde at please ham på; fordi han også skræmte mig, som absolut var skrækslagen for en hver form for vold såvel verbal som korporlig!( Jeg var af og til ved at tisse bukserne af skræk, når han foldede den side ud!)

Men forældrene vidste ingenting om den side af ham, og de synes godt om ham, fordi han skabte ro i klassen og vi lærte noget, som de sagde. De var, s jeg husker det, ukritiske over for ham, og derfor var vi børn det også, skønt jeg stadig husker de hårrejsende episoder, jeg var vidne til den dag i dag.

Jeg tænker, at denne lærer er et eksempel på, at man som menneske godt kan lide en vis kompromisløshed; eller at man af og til kan se det gode ved at være kompromisløs og streng både som Gud og som menneske.

Som Matthæus her, der skildrer kompromisløsheden ved både Gud og hans søn ved at slå fast, at den og den og den ikke er mig værd! Men det med at være noget værd, det handler jo om at være værdifuld for andre.

Og man kan måske godt som forældre eller lærer, eller direktør eller konge synes værdifuld for andre, selv om man er streng, men et eller andet sted må det tælle mere, at vinde andres respekt som værdifuld med det gode!

Der tales jo netop om at elske nogen frem for andre og tage imod dem. Man kan måske godt skræmme nogen til at sige, at de elsker én, men det er jo ikke en ægte kærlighed.

Og på den måde, så er kærligheden altid stærkere end det onde og det er kristendommens fornemste pointe. Kærligheden er i den forstand mere kompromisløs ned vreden og det onde.

Rosen som vi synger flere salmer om i dag, er et velkendt billede på denne dobbelthed; den har både de stiveste rivende torne og så på samme tid sin skønhed og herlige duft, som er stærkere end tornene.

Brorson beskriver det som Jesus, der som rosen forsøder korset og hermed mener han, at Jesu korsfæstelse blev kærlighedens sejr over det onde og lidelsen. Og den bevægelse gentages hele livet, at ondskab og lidelse skal overvindes og det kan den kun ved Guds evige kærlighed i Kristus.

Den deler han ud her om lidt ved alterbordet, sin stedfortrædende kærlighed ved hans legeme og blod, i brødet og vinen. Så her kan alle vi små roser med både vores duft og torne komme op og få, om ikke et bæger koldt vand at drikke, så noget endnu bedre og livsopretholdende, nemlig hans blod i form at vinen, som tilgivelse for vore synder. Det er da noget at ønske hinanden glædelig jul på! Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: