Prædiken 2. søndag i advent v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 8. dec 2019, kl. 07:39
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Matthæus 25, 1-13

Der er så meget i lignelsen om de ti brudepiger som vækker modstand og modsigelse i mig. Smukt komponeret er den, begyndende med en spirende forventning hos pigerne, da de hører at brudgommen er på vej. Slutningen står i skrap kontrast til forventningens glæde, for den slutter med at fem af pigerne står foran bryllupssalen og beskeden til dem: I kom for sent!

Mellemspillet afslører nogle meget menneskelige egenskaber, dog ikke særligt prisværdige, da de fem piger med olie i deres lamper ikke under de fem andre noget af deres olie. Altså smålighed og selvoptagethed sættes over solidaritet og fællesskabsfølelse.

Betragter vi livet udenfor lignelsen, så kan det ikke undre at Jesus tager småligheden med ind i lignelsens univers, for sådan er livet. Vi holder på vores, under ikke de andre det vi har, fordi vi tror vi vil miste noget ved at dele.

Moralen i lignelsen er klar nok: Våg, for I kender hverken dagen eller timen er de sidste ord. De var de fem af brudepigerne gode til. Kloge kaldes de også, fordi de lever i forventning, har blikket rettet fremad, og har forberedt sig. De tåbelige svigter forventningen, er uforberedte, derfor kommer de ikke med til fest. Altså er opfordringen, vær parate, gør det rigtige, våg, som det lyder. Denne hele tiden vågne tilstand og opmærksomhed på at gøre det rigtige og ikke risikerer noget.

Det minder mig om en beskrivelse af tidens ungdomskultur jeg læste fornyelig, og som er urovækkende læsning om hvordan mange af vor tids unge går rundt og har det. De unge føler sig presset af forventninger udefra, men også og især af egne forventninger, og så er der ikke mindst bekymringerne for fremtiden: Hvad skal der blive af mig? Hvad skal jeg med mit liv?

Der er en stor grad af mistrivsel blandt mange unge i dag. At være ung har altid været en slags krise-tilstand, hvor man havde brug for at afsøge muligheder og prøve ting af. Det levner tiden i dag ikke mange muligheder for med dens krav om præstation, de unges eget indre pres, sammenligningslysten med andre unge som skaber en sygelige konkurrence mentalitet. De tåbelige piger har ikke nogen chance.

Det kunne være rart at tage det lidt som de 5 tåbelige piger. Glemme olien på kanden, tage lidt let på det, hvad jeg ikke udelukkende vil tolke som uansvarlighed. Men en åbenhed for at livet som ung ikke er sådan en lige vej mod bryllupssalen, men ofte en vej hvor ting skal prøves af.

Nu er det jo advent og lignelsen om de ti brudepiger rummer også et adventsbudskab. Advent er et ord vi har fra det latinske ”adventus”, som betyder ”komme”. Advent er en tid til at meditere over livet, verdens fremtid og vores egen personlige fremtid.

Vi er i den grad blevet fremtidsorienteret. En konsekvens af at fremtiden rummer truende perspektiver for menneskets liv på jorden. Vi kan let komme til at glemme tiden vi har med os, og som rummer erindringer af levet liv. Vi kommer altid med noget. De ti brudepiger kom også med noget og stillede sig foran salen.Det er altid godt at være forberedt og holde lamperne tændt.

Jeg synes ikke at lignelsen giver mig ro, den vækker snarere angst. Angst for om jeg nu kan gøre mig parat, være med når det sker og ikke gå fortabt. Det er præcis det flere unge I dag føler. Der er så meget de synes de skal leve op til og være parate til, at det efterlader flere unge med en angst for om de nu gør det rigtige, er jeg den rigtige og hvordan skal det gå med mig og livet.

Jeg kender jer ikke er brudgommens slut replik. Smerteligt er det at få at vide, at jeg ikke er kendt. Sker dette virkelig med Guds vilje, må vi spørge? Ja, det gør det. Lignelsen er den helt særlige fortællekategori som Jesus benyttede sig af når han ville sige noget om Gud. Der er meget dom over denne tekst. Nogle kommer med fordi de har gjort arbejdet godt, andre får lov at mærke hvad det vil sige at blive lukket ude, at være fortabt.

Der er blevet spekuleret over om Matthæus med denne lignelse forsvarer, at nogen er forudbestemt til at gå fortabt. Det kunne godt se sådan ud. At det var meningen at de fem af pigerne ikke skulle huske olie til lamperne, og endte med at møde en lukket dør.

En ikke særlig rar tanke. I juletiden falder et sådant budskab om nogle menneskers udelukkelse endnu hårdere. Julen er det store fællesskab hvor vi alle vender os mod hinanden, forbereder os til julen og glæder os over denne følelse af at høre sammen. Det er bare ikke hele sandheden om julen, for de mennesker der synes at livet hver dag er en kamp, bliver kampen mere ensom i julen. De kan i hvert fald genkende sig i de fem fortabte piger. Der er ikke plads til os. Vi kom ikke med!

Lignelsen fortæller os at livet er en kamp. En daglig kamp lyder måske ikke så opmuntrende. Jeg tænker det sådan at livet udfordrer os hele tiden, og en dag er det slut. Vi kastes rundt mens vi lever. Nogle gange lykkes det os holde lamperne tændt og tage olie nok med så det ikke brænder ud. Andre gange møder livet os med så store krav at vi ikke har kræfter til at få olie med.

Forfatteren Tage Skou Hansen spurgte en gang om kristendommen kan bruges til noget – og svarede meget klogt: én af de sandheder, som enhver kan forstå og som de fleste bøjer sig for en skønne dag. Nemlig den, at der ikke gives nogen varig løsning på vores timelige problemer. Det kan lyde lidt tungt og uden håb. Men det han mener er, at det ikke er nogen skavank ved tilværelsen, at den ikke går op. Vi kan ikke regne med at alt bare lykkes. Det gør det heller ikke for pigerne. Vi kan synes det er trist for de fem uden olie på lamperne. Men de gør jo ikke noget, og hvad havde de egentlig forventet

Nej, verden hænger ikke sammen. Vi ved det godt. Det gør den vitterligt heller ikke i lignelsen. Provokerende kan vi synes, at alle ti piger ikke fik lov at følge med ind i bryllupssalen. Det var også blevet til en tam pointe. De kloge hjælper de tåbelige med lidt olie, og de går sammen videre. Det kan vi ikke bruge til så meget. For harmonisk til at være sandt. Det er ikke livet. For livet går sin skæve gang, det falder ustandseligt fra hinanden, og det rummer også stunder af glæde og lykke.

Derfor skal vi ikke bruge denne lignelse til at føle med de fem tåbelige piger. Blot erkende at vi ikke altid får gjort det rigtige. Det handler ikke som nogen ville sige, at de fem piger er forudbestemt til at gå fortabt. At Gud med vilje udelukker de fem.

Vi skal spejle os i dem alle ti, lære af dem, at det er vigtigt at holde fast i håbet, se fremad og tage ansvar. Det er nogen gode til, eller de gør bare det rette når det skal være.Fornyelig på TV blev jeg meget rørt og grebet af en episode som udspandt sig under de forfærdelige skovbrande som har raset i Australien. Koala bjørnen var direkte i farezonen fordi brandene foregik i deres leveområder med mange eukalyptus træer. En kvinde var på vej ind i flammerne for at redde en brændende koalabjørn. Bjørnen hylede af smerte mens kvinden greb ud efter den og fik fat i den.Mange bjørne gik til i flammerne, men det som er vigtigt i forhold til lignelsen og dens budskab er, at det gælder om at handle med ansvar når noget sker.

Kvinden blev for mig et håb, nemlig det håb som i lignelsen retter sig mod Gud som gør alle ting nye. Ja, det må vi håbe og tro. Og dette håb uanset hvor forfærdelig vi synes verden ser ud, virker på os allerede nu.

Det er som vi sang i dagens første salme at selvom skyerne gråner, og løvet falder, mørket truer, - ja, skal vi gøre disse naturbilleder samfundsrelevante – selvom  brande slår koalabjørne ihjel, klimaet ændrer sig voldsomt, krige og ulykker ødelægger menneskers liv rundt omkring på jorden, vores unge mistrives – må vi holde fast i og dog bære blus vi med glæde. Vi trodser mørket, holde lamperne tændt, vi skal gøre noget, ikke give op, tage ansvaret på os, og gå mod bryllupssalen for dér venter Jesus – men huske på, vi kender hverken kender dagen eller timen. Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: