Hvilket hold er du på?

Udgivet af Charlotte Ellermann, søn d. 24. nov 2019, kl. 07:33
Prædikener

Sidste søndag i kirkeåret 2019

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«  Matthæusevangeliet 25,31-46

 

Når jeg hører evangeliet til sidste søndag i kirkeåret genkalder jeg mig skolens gymnastiksal, hvor der skulle vælges hold til boldspil.

Boldspil var ikke en af mine spidskompetencer og derfor var situationen i gymnastiksalen, hvor to piger skulle vælge spillere til hver deres hold ikke særlig rar for mig.

For her blev der jo valgt efter fortjeneste, en pige til det ene hold, den næste pige til det andet hold. Behøver jeg at fortælle, hvor træls det var at stå tilbage som en af de sidste, der blev valgt, skønt ingen jo tog skade af det.

Her vidste man trods alt, hvorfor man ikke blev valgt som den første; at det var dem, som gik til håndbold og derfor var gode til at skyde og ramme i høvdingebold. Man kunne trøste sig lidt med i sit eget hjerte, at man var bedre til andre fag end idræt.

Sådan en luksus har dem i evangeliet ikke, de ved ikke, hvorfor nogle er velsignede eller det modsatte- de får først for sent at vide, hvilket hold de er på og hvorfor? De kan ikke nå at rette op på skaden.. kunne man sige!

Sådan er dommedag og selv om det begreb efterhånden er sjældent og måske endda efterhånden langt fra modernitetens kristendom, så eksisterer det jo stadig i f. eks klimadebatten.

Tanken om at kloden eller vore liv her bryder sammen i fremtiden og går til grunde, hvis ikke vi gør noget/ det rigtige eller vigtige nu og her, eller i nær fremtid. Det tænker nogle mennesker, mens andre mennesker benægter, at noget sådant kan ske.

I klimadommedagstanken skal man også vælge mellem løsninger, som er for det gode eller det onde og bestemme sig for hvem, der er de gode og de onde - de rigtige eller de forkerte. Hvilke holdninger frelser os og hvilke fører til fortabelse og jordens undergang? På den måde lever dommedagstanken stadig!

Det andet jeg bliver mindet om i mødet med denne fortælling om de frelste og de fortabte, er en amerikansk prædikant, Barbara Brown Taylor, som i en prædiken om den barmhjertige samaritaner sagde: “It seems to me, that Christ the Lord was not a very good protestant”

Martin Luther skabte jo protestantismen ved reformationen i starten af 1500 tallet ved at fremhæve, at vores tro var vigtigere for frelsen end gerningerne. Så når Barbara Brown Taylor fremhæver, at i Jesus’ historie om samaritaneren handler det ikke om at have den rigtige overbevisning/tro som frelser en, men den handler om hvem, der gjorde det rigtige mod den mand, som var blevet overfaldet på landevejen, så er det på en måde lidt i modsætning til Luthers lære.

Jesus fremhæver den fremmede samaritaner, som hjælper den overfaldne mand over for dem, som var hellige præster med den rette tro, men som intet gjorde og bare gik forbi ham og det er vel logik for burhøns. Måske kunne vi sige med Luther, at de, som går forbi uden at hjælpe manden i nød, de tager ikke deres tro alvorligt.

Her i dag er det altså også gerningerne, som betyder noget på vor Herres guldvægt og ikke kun troen eller overbevisningen. Fordi gerningerne viser kærligheden, det barmhjertige sindelag, som vandt over selvtilstrækkeligheden. “Det I har gjort over disse mine mindste brødre, det har I gjort imod mig, siger Jesus.

De fleste af os elsker at være de udvalgte VIPs; der er ikke noget så skønt, som at blive fremhævet som Paulus gør det i brevet til menigheden i Thessaloniki i Grækenland, som vi hørte først: ”Gud udvalgte jer til frelse”, skriver han. ”Gud og hans søn Jesus Kristus, skal trøste deres hjerter og styrke dem til alt godt i gerning og i ord”!

Der var det igen, man skal gøre alt det gode, som man siger og taler om! Man kan altså ikke bare have det hele i munden, som et gammelt dansk ordsprog lyder, det skal også leves ud i forhold til vores næste.

Med mad, drikke og tøj og besøg til værdigt trængende, men vigtigst af alt ved virkelig at se vore medmennesker og ikke bare gå forbi dem! Vi skal tænke på dem, som en af os, som en der er med på vores hold!

Hele livet står vi ofte mellem to hold. Vi møder både rød og blå blok i politik, vi møder unge og ældre i samfundet, som har forskellige holdninger og levemåder; vi møder debatter og diskussioner om snart sagt alt; om køn, om tro, om etik foruden det, vi allerede har nævnt.

Måske er det i virkeligheden ikke så vigtigt, hvilket hold vi er på, men mere vigtigt at tænke, at der skal være plads til alle! At Vor Herre skabte sit kærlighedsfællesskab ved sin død og opstandelse, en kærlighed som vi træder ind i ved dåben og som netop kan rumme alle modsætninger.

Det vigtige er ifølge dagens evangelium at fortsætte den kærlighed og det vil sige ikke, at være ligeglad eller ligegyldig i forhold til vores næste. Men man kan jo ikke bære hele verden på sine skuldre, siger vi.  Nej vist så men mindre kan også gøre det!

Det afgørende, siger Jesus i dag, er at se og anerkende dem, som vi møder og det gør vi f. eks ved at hjælpe dem og give dem opmærksomhed. Jeg læste i de hjemløses avis, at det hårdeste for et menneske er, hvis alle ser lige igennem én, at man omtrent er usynlig i forhold til andre, hvis man lever på gaden.

Avisen hedder i øvrigt hus forbi et navn/ udtryk, som vist nok stammer fra julespillet Gnav i 1800 tallet, som udtryk for at man ikke vil bytte kort, men overlader det til næste spiller. Dermed kommer udtrykket også til at signalere noget om at føle sig ramt eller ikke, hvis man melder hus forbi, føler man sig ikke ramt.

Det er dog alligevel lidt dobbelttydigt, for man siger det jo højt: Hus forbi! Du rammer mig måske, men jeg vil ikke være ramt. Jeg er måske hjemløs, men ikke værdiløs! Derfor skal du ikke gå forbi mig uden at se mig.

For det er det vigtigste for et menneske, mad og drikke, tøj er vigtigt, men besøg og hjælp og opmærksomhed er det vigtigste, at blive set som et menneske er det, som gør os noget værd i andres øjne. Os som uanset, hvordan vi klarer os i samfundet og livet, er noget værd i Guds øjne!

Han ser os og vi ser ham i vores næste, når vi ser næsten som et menneske som os selv, som en der er med på holdet! Amen.

Ophavsret: