Prædiken Alle helgens dag v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 3. nov 2019, kl. 08:03
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Matthæus 5,1-12 

Alle helgens dag hedder søndagen. Det er gået hen og blevet en vigtig dag for mange mennesker. En dag hvor mange kommer i kirke for at mindes vore afdøde kære. En helgen var i kirkens første tid en martyr som var død for sin tro. Altså en særlig person, som er død. En helgen, en helt kunne vi også sige, blev i kraft af sine gerninger og Guds nåde optaget i himlen. Folk på jorden kunne tilbede disse helgener og bede om hjælp, og de kunne gå i forbøn hos Gud.

I dag fejrer vi alle helgens dag for vores kære som er døde. De almindelige døde, som er os alle. Når den tid kommer. Vi skal alle dø, og er derfor alle helgener for Vor Herre. Ingen eksklusivitet i den anledning. Snarere en præcisering og anerkendelse af, at intet menneske kan hæve sig over døden. Og at ethvert menneske i den henseende er lige for Gud. Salig for Gud!

Gudstjenesten i dag er ikke til for at fejre nogle særlige personer. Mange af jer der sidder i kirken er kommet for at mindes et menneske I har mistet inden for det sidste år eller længere tilbage.

I dag er det eftersorgens dag, mere Alle sjæles end Alle helgen. En dag hvor kirken tilbyder trøst og fællesskab for de sørgende. En stund til at mindes og sige tak for livet sammen.

Fælles i døden, er vores vilkår. Så meget der ellers kan skille os fra hinanden i livet. Også fælles i sorgen. Sorgen som den naturlige reaktion på døden og tabet af et menneske, er forskellige fra menneske til menneske. Vigtigt at vi i vores forskellige liv og erfaringer, tør være i samme rum. Sorgen deler vi med andre.

Den tyske filosof Heidegger sagde om livet, at livet-er-en-væren-mod-død. Det lyder på en måde meget tungt denne betragtning over hvad livet er til for. Mere rigtig er det at sige at vores liv er et-liv-mod-sorgen. Sorgen fortæller at vi er bundet til andre mennesker. Vi kommer alle til at miste.

 Døden er vi fælles om og dog er det livet vi mindes i dag. Jeg kan helt tilslutte mig den franske renæssance filosof Montaigne når han skriver, døden er livets afslutning, men ikke dets formål.

Livets formål er at leve det liv vi har fået. Livet leves sjældent alene, men sammen med andre, hvad blot bekræfter denne dags betydning. Skikken med at læse de dødes navne op, fortæller om det vigtigste formål i menneskers liv, og det er min tilknytning til et andet menneske.

I dag er der meget fokus på sorg, og man hører ofte sorgen beskrevet som den følelse der kommer af at have elsket. Det er måske rigtigere at sige, at sorg kommer af tilknytning.Tilknytningen til et andet menneske vil på et tidspunkt, ved vi, medfører sorg. Det fælles mellem den som skal dø og den efterladte er det at miste.

En glæde at tænke på dem vi savner. Det er taknemmeligheden som allermest fylder os.

Jesu saligprisninger passer fint ind her. Salig er de mennesker der er gået forud for os. Dem er det Jesus taler om i sine saligprisninger. De er alle beskrevet som dem der mangler noget. Det er på Jesu tid samfundets marginal grupper, alle de afmægtige som ikke slog til. Det de mangler, har de også kæmpet for.

Livet er en daglig kamp for at få det til at blive til et liv. Kamp lyder voldsomt, og jeg mener det heller ikke som noget der hele tiden behøver fyldt med smerte og op ad bakke, men at livet vil vi alle gerne have skal give mening. Og livet er det, at der er nogle andre end mig.

Vi kender ikke vejen, og det skal vi heller ikke. Hver ny dag skal vi prøve at leve som digteren Pia Tafdrup poetisk skriver slippe taget – ikke føle rædsel, dø før døden kommer. Døden er en magt i livet, for livet er kun liv, for så vidt vi bruger det, så det forsvinder mellem hænderne på os.

De mennesker Jesus taler til og priser salige, har mærket hvad det ville sige at leve og sætte sig selv ind for en sag. Vi skal forstå salig som en anerkendelse af deres kamp. Og i den sammenhæng vi er samlet i nu, skal vi tænke på salig som den taknemmelighed over det, vi fik fra dem vi har mistet. Det som de kom til at betyde for os, og hvad vi havde sammen. Sorg som taknemmelighed

Saligheden er i Jesu mund udtryk for at Gud må vi stole på går med os. Det er var det løfte Frederik fik i sin dåb, da det lød til ham gud bevare din udgang og indgang. Og ikke indgang og udgang, som vi måske ville forvente det. Nu er vi lige kommet ind i kirken, og går vi om lidt herfra. Det er en velsignelse, der betyder, at Gud er er med Frederik i alt, hvad han foretager sig, og det i al fremtid. Vi bliver lovet at Gud altid vil være der for os til den dag vi skal dø.

Én af saligprisningerne kommer tættere på mange af os her i dag end de andre. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Sorg er omsorg og bekymring for liv.Sorg her i dag er for mange af jer, omsorg og bekymring for et ganske konkret menneske, som I savner. Nogen har mistet nogen, de var tæt på og fulgtes med gennem livet. Andre har mistet nogen, de måtte kæmpe med og kæmpe for. Andre er måske ligefrem lettede. 

Vores døde er i højeste grad nogen, der er gået forud og har vist vejen. Forældre vi har mistet, hvis tanker og tænkemåder, vi overtager mere eller mindre, samtidig med at vi måske også bedre kommer til at forstå de kampe, de selv har kæmpet og dermed ryddede vejen så jeg kunne gå andre veje eller kæmpe andre kampe. En ægtefælle som jeg har levet med i mange år og delt så meget samme med, at de bliver næsten ubærligt at forestille sig at vi en gang skal skilles fra hinanden, når den ene dør.

Tab af venner er også noget særligt. Deres død var et tab, stort endda, fordi med venner forholder det sig anderledes end med forældre, for de havde egenskaber, holdninger, kæmpede kampe, som jeg beundrer dem for og glad for at jeg har fået lov til at bevidne eller være med i.

Tabet af børn er de vi alle frygter, skal ramme os. Vi tænker ikke tanken, fordi vi tænker at naturen går sin gang og de ældre skal afsted først. Men også børn dør, heldigvis meget sjældent, men forfærdeligt og ubærligt når det sker. Men også de der mister børn oplever med tiden at de kan glæde sig over hvad barnet betød, et glad sind, smittende humør, særlige evner, som kan give styrke og håb selvom de ikke er mere.

Salige er vi når vi husker dem vi har mistet. Mindes dem for hvad de var og stod for, så bekræfter vi vores tro på at de stadig er med. Salige er de for Gud og ikke mindst for os. De bragte glæde i vore liv. Viste os hvad liv kan blive til.

Erindringen ophæver tidens ødelæggende virkninger. Jeg kan selv mærke det efter jeg mistede begge mine forældre i 2017 og 18. Det sker oftest overrumplende via sanserne. En melodi, en lugt, en ting, et foto kan med ét fjerne afstanden til det øjeblik jeg sanser. 

Alle helgens dag er ikke mindst en dag for minder, for erindring. Livet er ikke det samme, men sorgen bringer trøst. Det gør den fordi sorgen er et liv sammen med vor kære. Den døde har brug for os og vi har brug for den døde. Nok ved vi og ikke mindst føler vi, at tabet af vore kære er uigenkaldeligt. 

Netop derfor har de døde brug for os, som kan bevare det liv i erindringen – i taknemmelighed for hvad vi fik af dem.  Amen

                  

 

 

 

 

 


Ophavsret: