Prædiken 14. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 22. sep 2019, kl. 07:12
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Lukas 17,11-19

Enhver sygdom af den alvorlige slags skaber frygt i mennesker. Spedalskhed var almindeligt på Jesu tid og jeg kan da stadig huske billeder fra min barndom af mennesker ramt af spedalskhed. En sygdom som missionærerne tidligere ofte mødte og gerne fremviste hjemme i lysbilleder, for måske at antyde hvor vigtigt det var at udbrede kristendommen til disse mennesker. Symptomerne på spedalskhed er først og fremmest knudrede, hæmmende forandringer i hudens overflade, først på hænder og i ansigtet, og siden overalt på kroppen.

Om tro overhovedet har noget med helbredelse at gøre, og i stedet for at takke Gud, er det snarere de dygtige læger vi skal takke for helbredelsen. I dag også politikere der sørger for midler til supersygehuse og kræftpakker.

Spedalskhed var tidligere i historien en sygdom som kunne skabe stor frygt og også blev brugt til at udelukke de fattige fra samfundet, og overlade dem til kirkens omsorg. De spedalske hører vi stå langt fra Jesus og råbe til ham. De er udskammet af samfundet og må leve i samfundets udkant. 

Spedalskheden som Jesus møder er reel nok, men også en anledning til at tale om hvad frygten gør ved mennesker. Det være sig sygdom hos menneske som vi frygter skal sprede sig, indvandrere og asylansøgere som vi lader bo for sig selv på centre rundt omkring, frygten for den hjemløse, den psykiske syge som siger og gør mærkelige ting.

Af de ti spedalske som Jesus helbredte, var der som nævnt kun én, der kom tilbage for at sige tak. Til Gud som jo havde gjort dem rene. Her er ingen læger til stede. Tværtimod bliver de bedt om at gå til præsten og blive erklæret for rene. Der er nogle der skal vidne om at de nu er rene og kan lukkes ind i fællesskabet igen. De andre ni var sikkert ligeså taknemmelig for at få livet igen, men de nåede ikke lige at få sagt det lille ord. Livet tog dem med, og allerede i denne sprudlende glæde over at have fået livet igen, ligger der en taknemmelighed.

Gud var dengang den ansvarlige for snart alt hvad der kunne ramme et menneske. Af godt og ondt. Det er Gud vel stadig må sige, hvis Gud skal have sin frihed. For det jo netop hvad vi forventer af Gud når beder til ham om hjælp, takker for helbredelse, råber i angst og fortvivlelse, at vi lægger det over til Gud i håb om at han vil os det godt.

Takken i dag hos os kunne sagtens rette sig til Gud, og det tror jeg bestemt også den gør i særlige alvorlige sygdoms situationer. Eller andre svære øjeblikke i livet. Men vi må tilføje noget mere til den tak – ud fra teksten med de spedalske, kunne det så lyde: Jeg takker dig Gud, fordi jeg er så lykkelig tilfældigvis at bo i en del af verden, i et land, hvor jeg ikke behøver at frygte sådan en sygdom. Tak af hjertet Gud, fordi vi herhjemme er så rige og har et velfærdssamfund med gratis lægehjælp og politikere der prioriterer højt at syge mennesker hurtigt kan blive behandlet af dygtige læger.

Selvfølgelig rækker de ti spedalske og andre med alvorlig sygdom ud efter hjælp. Det gør vi jo når livet gør ondt og vi ikke aner vores levende råd, håber på lægerne, beder Gud om at han i sin almægtighed og kærlighed kan ændre situationen. Håb knytter sig til lægens viden og tro er at overgive sig, lægge sit liv og sin tilværelse i noget der er større.

Vi skal lægge mærke til at kun én kommer tilbage for at sige tak. Og vi tænker selvfølgelig – det manglede da bare, efter så stor en ting, at vise sin glæde ved at sige tak. I taknemmeligheden ligger en forståelse af at jeg ikke selv er forudsætningen for mit eget liv. Ingen af lever for sig selv, ingen kan klare sig på egen hånd. Vi er alle afhængige af andre mennesker på godt og ondt.

Tro og tak er korte ord og dog tæt knyttet sammen. De spedalske har med den forfærdelige sygdom der har ramt dem, mistet deres kendte verden. Som jeg sagde før blev de nærmest skammet ud, fordi de blev set ned på som urene og farlige for andre.

Den ene som kommer tilbage til Jesus for sige tak ved at give Gud æren for at han blev rask, han gør troens bevægelse. Den bevægelse handler om ikke at give op. Det gælder dem alle ti. Det handler også om at se Gud som den der aldrig tager noget fra et menneske uden at give det igen.

Livet kan vi alle komme til at opleve som det vi mister, som tages fra os og ligefrem påfører os stor smerte. Bag den erfaring ligger den tanke at livet dybest set er en gave, som vi ikke råder for hvordan vil blive og slet ikke har krav på skal være på en bestemt måde. Livet vil vi allerhelst have skal makke ret som vi vil det.

Derfor er denne helbredelse, alle helbredelser, enhver overgang fra en tilstand af smerte, bekymring til at livet igen vil mig, en gave. Og troens egentlige og mest ærlige svar på den gave at få livet igen, kan kun være taknemmeligheden. Kun ved at have mistet, kan vi se tilværelsen virkeligt som det, den er, en gave. I det ligger at livet ikke bare er noget foreliggende eller en selvfølgelighed.

I troen udtrykker vi vores taknemmelighed over livet, og i vores tak viser vi, at vi godt ved, at vi ikke selv er forudsætningen for vore egne liv. I tro og tak viser vi, at vi ikke lever for os selv, at vi ikke kan klare alt her i livet på egen hånd. Vi er alle afhængige af andre mennesker på godt og ondt. Tro og tak er at indtage den ydmyge position, hvor vi erkender vores rolle som modtagere.

Den for længst afdøde teolog Paul Tillich fortæller meget smukt hvordan det lille ord tak, sætter os på troens plads: ”et menneske, som er i stand til på seriøs vis at sige tak, anerkender, at det er en skabning, og i og med denne anerkendelse er det religiøst, selvom det afviser religion. Og et menneske, som er i stand til ærligt at tage imod en tak uden at blive forlegen, er moden. Det ved om sin egen såvel som andres endelighed, og det ved, at det gensidige takoffer bekræfter, at vi alle er skabninger”.

Tro er taknemmelighed for alt det jeg betingelsesløst for givet her i livet. Og i min tak bekender jeg min tro, for her viser jeg min ydmyghed overfor livet, som jeg ikke selv har skabt.

Hvad vil denne tekst må vi spørge? Jeg mener det let kan tippe til den moralske side, og det bliver til at vi bør være taknemmelige, eller at vi er ikke er det, så meget som vi burde være. Egentlig handler den mere om en kamp for anerkendelse og føle omsorg.

I den første salme (Den danske Salmebog nr. 2) vi sang i dag er der denne helt fantastiske smukke sætning, som jeg altid har ment satte tingene på plads, når jeg gik rundt og skældte ud på livet. Det er disse ord hvor vi lovpriser Gud som lader dig få mer, end du selv kan forstå, bedre, end hjertet begærer.

Der hviler en søgen efter det perfekte over livet. I den søgen ligger der også en frygt for, at livet forspildes, hvis ikke vi bliver lykkelige, hvis vi ikke overlever – og de voldsomme klimaforandringer taget i betragtning er der en stor risiko at vi ikke gør – hvis vi ikke er raske, hvis vi ikke kan nyde livet.

Det er sådanne tanker i mennesker, som viser sig som egoisme, frygt for livet, frygt for døden, ligegladhed med hvordan det går de andre, begærlighed efter mere liv.

Fra Jesus udstråler noget andet. Når han slutter med at sige til den ene af de spedalske som kom tilbage for at sige tak ”Stå og gå herfra! skal vi også høre det som det er sagt i dag til os. Om lidt går vi jo her fra kirken med det overraskende vi har hørt; at livet giver os mere end vi havde regnet med og turde håbe på. Vi skal leve i ubekymret tillid til hvad Gud giver os. Og gennem takken løftes vort blik væk fra fraværet, væk fra det sorte, tomme hul, væk fra det som suger kræfterne ud af os. Vi få i stedet hjælp til at fæste blikket på det som er, hjælpen vi fik, at vi er i et fællesskab med mennesker som vi os det godt.

Et sted at begynde fra i en ny uge og måske rækker det længere end det. Der er taknemmelighed I hvad vi har fået og det skal selvfølgelig sætte sig spor. Åndens frugter som vi hørte Paulus tale om det før i epistlen. De frugter er så konkrete og nære som de overhovedet kan blive, og lette at gøre: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. amen 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Ophavsret: