Der er to slags mennesker i verden...

Udgivet af Charlotte Ellermann, søn d. 1. sep 2019, kl. 07:57
Prædikener

Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2019

I dag vil vi begynde ved en film, som jeg har set efterhånden en hel del gange, hvilket er lidt usædvanligt. Men denne italiensk producerede western af den italiensk fødte instruktør Sergio Leone er sådan en pastiche over westerngenren, som man kan blive ved med at more sig over at se.

På grund af det italienske fik hans stilsikre westerns tilnavnet spaghettiwesterns på engelsk/amerikansk macaroniwesterns og titlen på denne her fandtes både på engelsk og italiensk. Filmen The good, the bad and the ugly eller Il buono, il cativo et il brutto blev på dansk til Den gode, den onde og den grusomme.

Den gode cowboy spilles af Clint Eastwood og det er ham, der siger de berømte ord til den grusomme, som så er blevet gentaget mange gange hjemme hos os: ”There are two kinds of people in the world my friend, those with loaded guns and those who dig”: Der er to slags mennesker her i verden, dem med ladte pistoler og dem, som skal grave..

Clinten kommer nu også hurtig til at grave selv, da den tredje cowboy, den onde står bag ham med sin ladte pistol og kaster skovlen hen til ham bagfra. De leder efter en guldskat på en stor kirkegård, som de ikke finder i første omgang, men det var nu ikke det, som fik mig til at tænke på filmen; Næh det var var den historie, som Jesus fortæller i dag med de to mennesker her i verden…de to typer farisæeren og tolderen.

Persongalleriet i den omtalte western afspejler forskellige typer af mennesker og sådan er det også med lignelsen, som Jesus fortæller: For det er jo det, som er meningen med billedet af farisæeren og tolderen, at han vil sige noget om os mennesker, og vores holdning til os selv, til andre og til omverdenen.  

Indledningsvis fortæller evangelisten Lukas, at lignelsen, som Jesus fortæller her, er vendt mod de selvretfærdige mennesker, som foragter andre.. og det er klart nok den holdning, som er farisæerens og som har givet os tillægsordet en farisæisk holdning.

I dag ville man måske lægge afstand til en sådan generalisering og stigmatisering af en bestemt type mennesker som farisæerne, også selv om denne her farisæer selv stigmatiserer den ydmyge tolder, som står der i baggrunden som en syndig taber, som man i hvert fald ikke vil ligne.. uanset hvad Jesus så siger!

Det, som man selv kan komme til at tænke på, når man passerer den hjemløse på bænken, at den ydmyghed vil man nødig efterligne; eller når man står bag den aggressive i supermarkedskøen, som man ligeså nødig vil ligne.

I vores menneskelige selvrefleksion indgår næsten altid sammenligninger! Enten med andre, som vi lægger afstand til eller dem, som vi føler os knyttet til eller med os selv f. eks dengang vi var børn eller yngre..

I det nyeste nummer af tidsskriftet Fønix har teologen Ole Jensen en artikel, hvor han samler hele sit eget livsværk op, alle hans refleksioner fra ungdommen til nu, hvor han er over firs år. Refleksioner over vores forhold til omverdenen, særlig naturen og den øvrige skabning.

Ole Jensen bruger ganske vist ikke udtrykket/begrebet farisæer, men han indkredser, hvordan vores egen holdning til os selv og den øvrige skabning, der omgiver os, afspejler denne farisæers selvhøjtidelighed og overlegne holdning til sin omverden.

Ifølge Ole Jensen har vores menneskelige holdning til os selv og vores omverden udviklet sig forkert på en katastrofal måde! Fordi vi opfatter os selv som dem, der er de overlegne skabninger, som har ret til at ødelægge andre skabninger i naturens mangfoldighed. En mangfoldighed af arter, som er i stærk tilbagegang takket være vores måde at leve vore liv på.

Det er klimadiskussionen nu igen, tænker I, men det er faktisk mere end den. Den har nemlig været med til at tvinge os til at indse det uholdbare i vores overforbrug for os selv som art, men det er mere end det, som Ole Jensen vil anholde!

Han vil nemlig gøre os opmærksom på, at vores holdning til den øvrige skabning er for selvoptaget og kynisk og det på en måde, som vi tilsyneladende ikke er særligt bevidste om.  

Vores syn på den øvrige skabelse er blevet som et middel for os; og vores manglende respekt for den øvrige skabelses egenværdi og arternes engangskaraktér, skyldes ifølge K E. Løgstrup, som var Ole Jensens lærer og inspirationskilde - kristendommen! Det er kristendommens opfattelse af os mennesker overfor de øvrige arter, som har udviklet vores selvopfattelse og vores menneskesyn i en dårlig retning.

Kristendommen har oprindeligt en frugtbar balance mellem vores troskab mod den øvrige skabning på den ene side og så den evangeliske frihed fra den faldne verden på den anden side, skriver Ole Jensen.

Men den balance er gået tabt for os; skabelsestanken er gledet ud og erstattet af en irreligiøs opfattelse af verden som et objekt og råmateriale for menneskers bemægtigelse og grænseløse udnyttelse. Dette kom, mener han, med vores kolonisering af den tredje verden.

På den måde er kristendommen ifølge Løgstrup og Ole Jensen blevet vores vestlige kulturs ulykke og det hænger sammen med vores selvopfattelse som ledere i hele skabelsen, ja som Guds stedfortrædere!

For vi har ikke helt hans guddommelige indsigt og sind og nænsomme forståelse af mangfoldighedens nødvendighed i vores selvophøjelse og rettighedskrav. Vi kan dog godt som Gud føle ansvar for andres ve og vel, og det er det, som vi skal tilbage til.

Vi skal altså lægge farisæerens selvbevidste tilgang til omverdenen på hylden og gå mere i retning af den ydmyge tolder. Vi må og skal erkende vores egen ringhed og afhængighed af den øvrige skabning inklusive vore medmennesker!

Det svarer meget godt til det stykke, som vi hørte fra Paulus’s brev til Korinterne i dag, hvor han erkender sin egen ringhed i begrebet misfoster, fordi han til at begynde med nidkært forfulgte de kristne.

Dette skete inden, at Gud omvendte ham på vejen mod Damaskus og Paulus måtte få øje på sin egen farisæisme. Altså farisæisme i sin selvtilstrækkelige holdning til andre skabninger, som han følte sig hævet over, fordi de ikke var ligesom ham selv!

Måske føler I, som jeg, at så slem som farisæeren er jeg da gudskelov ikke! Kan jeg ikke glæde mig over og tage fantastiske fotos af naturens skønhed i en beundrende ydmyghed? Kan jeg ikke føle medlidenhed med ofrene for tørke rundt omkring i verden både mennesker og dyr og planter?

Er det ikke mig, der ryster på hovedet af magtkampe og krige der føres af andre og går ud over andre? Kan jeg ikke leve mere klimavenligt og gøre alt dette uden, at ophøje mig selv og føle mig selvtilstrækkelig? Kan jeg ikke hylde den øvrige skabning og den menneskelige ydmyghed som i alle salmerne til i dag uden, at tilgodese mit eget ego?

Det er jo der, at vi altid står: Mellem os selv og Gud, mellem vores eget ego og hans, mellem den menneskelige magt og intellekt og så Guds magt og kærlighed, som er klogere end os..

Nu kunne jeg passende citere de sidste vers af Lisbeth Smedegaards salme nr. 22 Gådefuld er du, vor Gud, som vi skal synge senere:

Undrende betages vi,

 når din skønhed går forbi;

 vil vi se dit væsens grund,

 ser vi nat og mørke kun.

 

Skærm vor undren, og bevar

 gåden om det sidste svar;

 lad os tro, at vi er mer

 end en skal af støv og ler -

 

at du bag ved gådens slør

 åbner os en anden dør,

 og at Jesus er den vej,

 der skal føre os til dig.

 

Nøglen er din kærlighed,

 og når vi - bag tid og sted -

 ser dig i din stråleglans,

 vil dit åsyn ligne hans.

Men jeg har på en måde mere lyst til at genfortælle fortsættelsen af westernfilmen, som er slutscenen:

Her er den onde død, han tabte kampen om guldskatten, som nu er fundet. Clint Eastwood er reddet afsted med sin del af skatten og han har stillet den grusomme op på et gravkors med en løkke fra en galge om halsen. Korset på graven vakler under ham, da han råber af sine lungers fulde kraft efter Clinten, som bliver kaldt Blondie:

”Blondie, do you know what you are”? “One son of a beach!” Her strammer rebet faretruende om hans hals, men så dukker helten alligevel op i horisonten og skyder rebet over, så den grusomme falder ned af korset i live. Og det er godt, for dermed bekræfter han, at han lidt ligesom Gud, kan tilgive den grusomme og at han derfor er berettiget til tilnavnet den gode! Amen

 

 

 

Ophavsret: