Prædiken 5. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 21. jul 2019, kl. 06:40
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået – ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Lukas 5,1-11

Det er en almindelig hverdag ved Genesaret Sø. Søen der ligger i den nordlige del af Israel. En sø der altid har af stor betydning for livet i landet. Fyldt med fisk, dog mindre i dag, på grund af over fiskeri. Fiskere er kommet i land med deres både og er i færd med at ordne deres garn. Der ånder stilhed og hverdag over livet ved søen.

Fiskere ordner garn og andre gør noget andet. Livet hænger sammen, når vi gør det vi skal.

Jesus boede selv ved søen. Vokset op som han var i Nazaret som ligger ikke langt derfra, blev søen et sted han tit opholdt sig. Mange af hans gerninger og taler hører til ved søen og i omegnen.   

Vi kan ikke helt beskrive stemningen denne dag med Paulus ord i eispstlen ( som jeg læste før fra alteret)om at leve i enighed, og vise medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Peter forklarer at de har slidt hele natten og ingen fisk fanget. Det kan måske godt have givet anledning til skældsord mellem fiskerne. En god fangst ville have været en velsignelse. Et synligt bevis på at Gud ikke havde svigtet sine mennesker med sin skaberkraft.

Her mangler velsignelsen. Men den er på vej. Velsignelsen som vi kan opleve, fortæller at Gud tager vare på sin skabelse.

Da Jesus kommer og taler Guds ord flokkes mennesker om ham. Han ser Peter og de andre fiskere. Hører om deres tomme garn og beder dem tage ud på søen igen og kaste garnene ud.

Fangsten er stor. En velsignelse af de store.

Vi må spørge hvad det er, som sker fra Jesus taler Guds ord til han beder fiskerne om sejle ud igen, og til slut den store fangst.Er der en sammenhæng mellem Guds ord og den store fangst?

Jesus skaber ikke fisk. De er der. Underet vil ikke fortælle, at der skabes noget nyt og ukendt. Fiskene er der i vandet. Men de var der ikke da fiskerne var ude på søen.Noget er gået i stå, kommer i gang og bliver til meget. Det sker ikke så sjældent at noget i livet vi er vant til er der, går i stå eller bliver mindre. Og når det så flyder igen, det som mangler, bliver vi glade og taknemmelige.   

Jesus taler Guds ord, ja, selvfølgelig gør han det. Ingen overraskelse fordi Guds ord kommer til syne i Jesus. Jesus taler Guds ord til Peter og fiskerne. Det er på det ord de tager ud på søen igen. Vi må alvorligt tænke over hvad det er det ord kan! Det kan få fisk til at vrimle i vandet – tilsyneladende. Bedre nok at sige, at det kan få nogle fiskere til ikke at opgive. For fiskene er der jo.

Gud er selv et ord i sproget. Men det er ikke vel ikke det ord, Gud, der får alt dette til at ske?

Sproget kan vi ikke undvære. Med det taler vi sammen, relationer bliver til, vi kan beskrive verden med ord. Ja, med sproget ordner vi den virkelighed vi lever i. Sproget kan også noget mere, som vi kunne kalde for sprogets overskridende funktion. Vi kan tale om noget som ikke er her, men som vi ønsker, håber kunne blive til. Mens vi taler om det, har sproget den evne at gøre det nærværende som er skjult i fremtiden.

Digteren Inger Christensen siger meget smukt om sproget ”vi overlever kun fordi vi bruger ord”. Med ord kan vi skabe en ny situation i en mørk verden. Vi kan bygge op med hjælp af sproget. Og vi kan bestemt også det modsatte. Tale livet ned og gøre ondt mod et menneske med de ord vi taler.

Et andet smukt digt af den jødiske kvinde Rose Ausländer åbnede mine øjne for hvad det er sproget og Guds ord kan. Hun skriver:

I begyndelsen var ordet og ordet var hos Gud  

Og Gud gav os ordet og vi levede i ordet

Og ordet er vores drøm og drømmen er vores liv

Uden ordene kunne vi ikke være til. Det er vores hjem. For i ordet og hinsides ordet aner vi virkelighedens hemmelighed. Her begynder mystikken.

Fiskefangsten er virkelig nok. De er jo ellevilde over alle de fisk. Peter siger til Jesus, at de har slidt hele natten og han faktisk ikke rigtig orker at tage ud igen. Han taler om noget vi godt kender, at alting ikke altid lykkes. Men på Jesu ord, som er Guds ord, vil han gøre det. En trist nats fiskeri bliver til en gudstjeneste. Hvor vi får mere end vi kan se og fatte.

Vi kan som mennesker ane at verden er noget mere end det faktiske, noget mere end det vi kan beskrive.

Gud som ord er uendelig og ubeskrivelig. Men når Gud åbenbarer sig, som han gør i Peters fiskedræt, får ordet Gud et andet præg. Gud er et ord som det er vanskeligt både at forstå, at afgrænse og definere. Ordet Gud kan dog noget særligt: på en gang er det selv en del af sproget, og samtidig forsøger det at sige noget mere end sproget.

Ordet er vores drøm skriver den jødiske digter. Ordene fortæller os at verden er begrænset. Samtidig kan vi ane at verden er noget mere end det som er, noget mere end det vi oplever nu.
Guds ord eller bare ordet Gud er et ord og en virkelighed, som hjælper os at orientere os i tilværelsen. Når jeg siger Gud, fortæller jeg noget om mig selv, om hvor jeg er, og hvordan jeg forstår mig selv. Ordet Gud giver mig derfor en særlig chance for at orientere mig selv i livet.

Derfor ser vi Peter efter den store glæde over fangsten, falde helt ned på jorden igen, og for Jesu knæ om sig selv sige: jeg er en syndig mand. Hvorfor siger Peter ikke bare tak for hjælpen til Jesus? At han gav dem modet tilbage, om ikke at opgive, men prøve igen.

Vi tænker naturligt hvori hans synd består? Altså, hvad har han gjort galt. Fangsten var jo en stor glæde som kan indbringe penge og ikke mindst mætte mange munde.

Jeg blev klogere på hvad denne synd består i i et interview jeg læste for et par dage siden med den tidligere folketings- og regionspolitiker Carl Holst fra Sønderjylland. Han var som ung mand og far ude for en voldsom bilulykke som kunne havde kostet ham livet. Livet har i perioder været ganske hårdt. Nogle af os husker måske at han har været ude i et gevaldigt pres på grund af nogle uheldige sager som politiker. Han måtte gå af i utide som forsvarsminister.

Han beretter lidt om sin opvækst i grundtvigsk-luthersk miljø. Taler om Gud ikke som én han skal stå til regnskab overfor eller have på nakken. Det er en venlig hånd i ryggen, som jo netop ikke siger til mig: ”Vi går ikke efter dig, fordi du er et fejlende menneske. Vi går efter dig, fordi du er et menneske, og mennesker har fejl…

Til slut i interviewet kommer han ind på hvad synd er. ”Jeg tror på, at den største synd er, at man måske af frygt for at lave fejl, ….ikke tør bide i livets æble af frygt for ikke at nyde det. Dem, der ikke bider i livets æble af frygt for, at man ikke vil nyde det, er dem, der bider i døden. Det er en synd” siger Carl Holst.

Tilbage til Peter. Han stolede ikke nok på Guds kraft. På det muliges virkelighed. Synes måske ikke at han fortjente denne fangst. Har jeg med Gud at gøre, skal jeg forvente at undere kan ske. Det er en synd ikke at forvente det. Det er at gøre Gud lille. Jesus udfordrede Peter ved at vise ham at livet er stort og uforudsigeligt.

Selvfølgelig gør Gud lidt til meget. Det må vi tro på. Det lidt der gøres bliver et tegn på, hvad Gud altid gør. Det er jo det vi holder dåb og nadver på, lidt vand, lidt brød, usynlige streger på ansigt og bryst.

Jeg kaldte fiskefangsten for en gudstjeneste. For det er hvad vi kan opleve ved en gudstjeneste. At noget kommer til os, gives os, som vi ikke havde regnet med. Vi går hjem med noget stort. En følelse mere end det er til at tale om. Vores almindelig hverdagsliv, det elementære, bliver mødt af hellige ord, og skaber følelsen af at livet rummer mere end jeg kan se og forstå. Amen 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: