Prædiken 4. søndag efter trinitatis v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 14. jul 2019, kl. 08:28
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«

                                                                                                    Lukas 6,36-42 


Tanken er smuk om vi skal være barmhjertige, som Gud er barmhjertig. Men skal det blive til mere end disse smukke ord om barmhjertighed, og hertil kan vi også nævne tilgivelsen, som nævnes i teksten af Lukas, skal de praktiseres.

I øvrigt er det Lukas udgave af Matthæus bjergprædiken. Med den forskel at den ikke foregår på et bjerg, men ved jorden. Og den er også meget mere jordbunden og praktisk anlagt end Matthæus.

At Gud er barmhjertig hører til en af Guds mest karakteriske træk. Guds barmhjertige handlinger er blandt de handlinger som bibelens forfattere lovpriser højest. Vi hører ofte om Guds barmhjertighed udtrykt på denne måde i bibelens fortællinger – Gud er ”en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede, rig på troskab og sandhed” ( Salmernes Bog 86)

Det er det lille ”som” der for os er interessant. Vi skal være barmhjertige, som Gud er det. Hvad er barmhjertighed må vi spørge? Tænker vi på den barmhjertige samaritaner, én af Jesus mest elskede og værdsatte lignelser, så er det om noget tydeligt, at til barmhjertighed hører der handling. Her er der et menneske, der ser et andet menneske i nød, og straks handler for at hjælpe dette menneske.

Til barmhjertighed hører medfølelse med den anden. Men mere end det, for vi kan sagtens føle med et andet menneske og blive ved det. Så er vi blot hver vores lille verden. Du, som ligger dér eller hvad du nu gør, og har det svært, og jeg som er her og ser dig, og godt kan føle-med-dig. Jeg kan jo føle at jeg gør hvad jeg kan i denne følen med den anden. Det kan blive til en nok-i-sig-selv-følelse, hvor jeg mener at jeg gør hvad jeg kan ved at møde den anden i nød med varme og sympatiske følelser.

Hvad sætter egentlig barmhjertigheden i gang med at handle? Den bibelske Gud er ikke en, der ser på menneskets bilede af sig selv, men på hvad det gør i den relation, det står i. Guds-ligheden som ligger i det lille ”som”, går selvfølgelig tilbage til skabelsesberetningen, hvor gudbilledligheden kommer til udtryk i en opgave: de ligner Gud fordi de skal – og kan – underlægge sig jorden og alle dens dyr og gøre sig mangfoldige. Der er altså et kan og skal knyttet til det lille ”som”. Selvfølgelig ligger der også den muligheden i gudbilledligheden, at vi også kan handle sådan, at vi ikke ligner.

At vi kan og skal, taler om et ansvar som må springe ud af medfølelsen og føre til barmhjertige handlinger. Vi har at gøre med det vi kunne kalde et fælles menneskeligt ansvar for hinanden. Og for verden må vi lige nævne, når vi tænker på hvordan vores natur lider under menneskers ubarmhjertige handlinger. Godt nok skulle mennesket underlægge sig jorden, og det har vi taget ganske bogstaveligt. Det var tænkt som menneskets overordnet ansvar for jorden. Det er i øvrigt derfor mennesket skabes af Gud på den 6. dag, fordi vi har ansvar for alt det som blev skabt de første 5 dage. Ansvar betyder i denne sammenhæng i at alt som står til vores afbenyttelse, at passe på og drage omsorg for jorden. En anden side af barmhjertigheden.

At vi skal være som Gud, faderen, og vise det i barmhjertighed, lægger ikke op til at vi skal være guddommelige på alle mulige måder. Vi er ikke verdens ophav, men verden er vores ophav, og ikke vores omgivelse til fri afbenyttelse. Er verden vores ophav fordrer det handlinger af omsorg, ømhed og hjertelag. Handlinger som hører til vores gudsbilledlighed, og som Gud kan genkende sig selv i. 

Barmhjertigheden har nære bånd til kærligheden. Kærligheden har måske mere en tendens til at være eksklusiv i forhold til en begrænset gruppe af mennesker. Hvor barmhjertigheden hæver sig op på et universelt plan, og anskuer mennesker og verden som det almene. Det almene er det som er fælles for os alle. Og ikke som kærligheden, der kan være en for-kærlighed for nogle eller én bestemt.

Barmhjertigheden hører livet til. Det fælles liv vi lever. Her sætter barmhjertigheden sig igennem som tilgivelse, som vi også hører Jesu nævne specifikt. ”Tilgiv så skal I få tilgivelse”, viser hvad det er barmhjertigheden vil have os til. Her er tanken den, at den gode gerning er både en handling over for næsten og en bøn. Forstået på den måde, at sådan som jeg her tilgiver, sådan beder jeg dig, gode Gud, om at tilgive mig.

Svend Brinkmann den kendte og altid meget læseværdige psykolog har fornyelig læst en bog af en tysk sociolog ved navn Andres Reckwitz. Bogens titel er Singulariteternes samfund. Da jeg ikke har læst bogen holder jeg mig til SBs gennemgang af den.

Sociologen ser at der foregår en kamp i vores fælles sociale liv mellem det almene og det singulære. Det singulære er er alt det mennesket gør for at realisere sig selv som de særlige enkeltindivider, vi er. Vi kender det så udmærket fra reklame verden, som spejler hvordan det er vi lever med vores krav til bolig, krop, rejser, arbejde og oplevelser. Ethvert individ vil være autentisk, unikt og udleve sine fulde potentialer, skriver SB. Det ville selv David da han så den smukke Batseba fra sin balkon, og sendte hendes mand Urias i krig så han kunne blive dræbt, og David hente hende hjem til sig.

I en verden hvor selvrealiseringen hyldes og praktiseres, har barmhjertigheden svære vilkår. For barmhjertigheden som Gud skal kunne genkende sig selv i, handler om det almenmenneskelige. Og barmhjertighed handler netop om at ikke at realisere sig selv, men at være der for den anden. ”Være ved sig selv i den anden” som filosoffen Hegel skriver et sted. At en anden end én selv er virkeligt. Og glæden ved at opdage når jeg er oprigtigt optaget af et andet menneske, gør det noget ved mig selv.

Det er hvad den bibelske Gud ønsker sig at sit menneske. Gud er slet ikke optaget af hvordan mennesket ser på sig selv, men på, hvad det gør i den relation, det står i.

Troen er ikke nok, med mindre de viser sig i handlinger. Gerninger som det lyder i kristendommen, handler ikke om mit forhold til mig selv, men til en anden. Lukas opremser en række enkle gerninger vær barmhjertige, fordøm ikke, tilgiv. Alle er de rettet ud mod det andet menneske og verden.

Heroverfor bringer Lukas modsætningen til disse handlinger som er orienteret ud af. Nemlig en handling som helt har glemt, at jeg altid også bærer rundt på noget selv. Vi får det kendte og morsomme billede at et menneske der er uendeligt optaget af, at finde splinten, fejlen, i den andens øje, og helt glemmer den bjælke han selv går rundt med.

Det er vel ret enkelt med disse enkle almenmenneskelige gerninger. Møder du barmhjertighed, medfølelse, kærlighed fra et andet menneske, lader det dig ikke uberørt. Jeg opdager måske at jeg ikke selv er ophav til al mening og værdi. Der er en anden.

Det er ikke fordi disse gerninger er fraværende. De er der, men de kan også let blive overset et samfund, hvor vi hver især skal være autentiske, unikke og udleve vores fulde potentialer. De er enkle gerninger vi taler om her. Handlinger som Gud kan genkende sig selv i.

Vi begyndte med barmhjertigheden og lade os slutte med den. Og lige tage fat i den ofte misforståede opfattelse af, at barmhjertighed skulle handle om overbærenhed eller en omsorg for de svage. Når Gud viser mennesker barmhjertighed er det en gave der rækkes mennesket. Her har vi lov at være med. Inden der bliver spurgt om, hvem vi er, og hvad vi har gjort. Det danske ord: Velkommen har meget godt fat i, hvad barmhjertighed er; du har lov at være her, hos Gud og os. Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  

 

 

Ophavsret: