1. søndag efter trinitiatis

Udgivet af Charlotte Ellermann, søn d. 23. jun 2019, kl. 06:51
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Lukasevangeliet 16,19-31

I dag fejrer vi Skt. Hans og det er på grund af Johannes døberens fødselsdag, som er i morgen den 24. juni. Grunden til aftenfejringen er, at mange søgte ud til de hellige kilder og lign om aftenen før helgendagen i håbet om at blive helbredt ved midsommer.

Så egentlig har alt det med bålet, som først kom til meget senere for ca. 150 år siden, ikke så meget med det oprindelige Skt. Hans at gøre; og derfor kan man heller ikke sige, at denne evangelietekst, som omhandler den rige mand i helvedes flammer, har noget med Skt. Hans at gøre.

Derfor synger vi heller ikke midsommervisen, men en amerikansk/engelsk gospelsang, som handler om evangeliet til i dag om Lazarus og den rige mand. syng sagen.

       
1 Poor man Lazarus, sick and disabled,

 dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

 He had to eat crumbs from the rich man's table

 dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

 

 

omkvæd:

 I'm tormented in the flame!

 I'm tormented in the flame!

 Dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

 

  2 Rich man Divies, he lived so well.

 Dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

 And when he died, he went straight to hell.

 Dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame! [Refrain]

 

  3 I love to shout, I love to sing.

 Dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

 I love to praise my heavenly King.

 Dip your finger in the water;

 come and cool my tongue,

 'cause I'm tormented in the flame!

Jeg ved ikke, hvordan I opfatter sangen, men er det ikke som om, at forfatteren til sangen ikke rigtig tager historien om Lazarus og den rige mand helt alvorligt?

Måske virker den for konstrueret efter hensigten, nemlig at komme frem til konklusionen, som patriarken Abraham formulerer den til sidst: Hvis ikke de hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde!

Vi er ikke i tvivl om, at det er Kristus, der hentydes til, som stod op fra de døde og som mange alligevel tvivler på, er Guds søn og frelser. Den tyske digter Goethe, som selv var religiøs, dog ikke kristen i gængs forstand, har i et af sine skuespil citeret hovedpersonen Tasso for at sige: ”So fühlt man Absicht und man ist verstimmt;”

Det blev senere i almindelig tale til udtrykket: ”Man merkt die Absicht, und wird verstimmt”, altså at der er en hensigt med noget, der siges eller skrives og det med ”hensigten” gør én forstemt.

Man bliver kort sagt forstemt/ i dårligt humør af at høre om, at Kristus og hans opstandelse ikke overbeviser nogen om frelsen og det evige liv i Guds Rige, skønt det lige præcis var meningen med opstandelsen.

Men, vil nogle måske indvende: Retfærdigheden sker fyldest- den rige bliver straffet- den fattige Lazarus frelst, er alt så ikke fint? Måske, men det er nok det med retfærdigheden, der er svært.

Som præst oplever man det hurtigt, når man er kommet i gang med arbejdet; at nogle mennesker bliver syge eller rammes af død og ulykke, og det er jo uretfærdigt, føler man; ja faktisk vil jeg vove den påstand, at man som præst bliver trænet i at opholde sig i uretfærdighedszonen og det skønt det meste af en præsts arbejde er glædeligt!

For det er jo sådan, at det sørgelige, som føles uretfærdigt, let kommer til at fylde meget. Og måske opstår denne lignelse om den rige mand og Lazarus, fordi vi oplever, at livets goder ikke altid er retfærdigt fordelt på jorden eller i den verden vi kender og derfor skal det uretfærdige udlignes i livet efter døden.

Troels Kløvedal har engang sagt eller skrevet: Verden er uretfærdig – ikke livet! Hermed mente han måske, at livet, som han oplevede på både godt og ondt, men også som stort og mangfoldigt og fantastisk, ikke kunne presses ind i sådan en lille formel som retfærdighed.

Man kan godt forestille sig, at man efter et liv i fattigdom kan glæde sig til paradislivet, men man kan jo ikke leve på forskud, kan man? Vi kan godt forstå, hvis døden kan opleves som en udfrielse fra smerten og lidelsen, men det er alligevel svært at sige, at døden er retfærdig.

I mange år var det vel også en af religionskritikkens væsentligste indvendinger mod kristendommen, at man som menneske kunne få lovning på noget bedre efter døden, som ingen rigtigt havde set, underforstået: ”Det er en ringe trøst”!

Men jeg tænker ikke døden som nogen udfrielse fra dette liv, skønt den godt kan opleves sådan; jeg tænker på døden som et vilkår og det indebærer, at vi ikke selv beslutter, hvornår den kommer, skønt vi kan og nogle gange gør det!

Jeg tænker, at hele tanken om udligning/ eller retfærdighed er svær og måske fylder den for meget hos os mennesker. Faktisk kan begrebet om retfærdighed virkelig hidse sindene op og typisk er man uenige i afgørelsen af, hvad der er retfærdigt. I kender det bl.a. fra børn, som har den slags diskussioner.

Engang sagde den nu afdøde biskop Jan Lindhardt, at hvis en mor/far skulle dele 15 stykker chokolade mellem sine to børn, så ville hun/han give 7 til hvert barn og tage en kniv og skære det sidste midt over; MEN anderledes var det med Gud, sagde Jan Lindhardt, han kunne godt finde på at give 3 chokolader til den ene og resten til den anden.

Hermed forsøgte Lindhardt vel at sige, at man ikke kan kigge Gud i kortene og forstå, hvorfor han gør, som han gør i forhold til vore liv! Og dermed kan man egentlig heller ikke sige noget om hans retfærdighed mod én i livet. Der kan være stor forskel på, hvordan man opfatter sit liv, om man føler sig heldig eller uheldig.

Tænk blot på den gamle danske sang fra 1936 om manden på risten. Om en fattig mand, der står hver aften udenfor restauranten på Vesterbro og føler sig mættet af duften fra de riges bord. Jeg har det omtrent som de rige, jeg går hver nat på restaurant, man godt på en måde kan sige, at jeg er sådan en slags gourmand- mens de derinde nedsvælger Bourgogne og Bordeaux, bliver jeg beruset af luften på Vesterbro!

Jeg spurgte min søn på 17 år, hvorfor vi som mennesker er så optagede af det med retfærdighed og hans bud var, at vi kan spejle os i den; vi kan se på hinanden og sammenligne os med hinanden og det tror jeg, er en god forklaring! Tænk på hvor ofte man selv har sammenlignet sig med andre; sin søster, sin kollega, endda folk, som man kun kender fra TV og det offentlige rum..

Vi måler sig os selv, når vi sammenligner os med andre og det er måske de færreste af os, der når frem til samme resultat, som manden på risten. Man kunne vel ellers godt sige, at han som en anden Lazarus formår at hive Gudsriget helt ind i vores verden med sin tilgang til livet. For Gudsriget handler om kærlighed – det hørte vi i Johannes første brev.

Gud er kærlighed og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Det betyder, skriver Johannes, at vi ikke skal frygte noget, heller ikke på dommens dag. For vi har Guds kærlighed takket være hans søn Jesus Kristus, som gav sig selv for os.

Vi elsker, fordi han elskede os først, skriver Johannes og derfor kan ingen elske Gud og hade sin bror. Ja faktisk behøver man slet ikke sammenligne sig med sin bror, fordi Gud elsker begge. Guds søn har betalt for alles ufuldstændighed og hans kærlighed sætter vore egne sammenligninger ud af kraft.

De sammenligninger betyder nemlig ikke noget og det er nok det, som manden fra Vesterbro har indset, at de derinde i varmen kun tilsyneladende har et bedre liv end ham, som står udenfor og fryser på risten. 

Og det handler ikke om, at de vil få deres straf efter døden, mens han kan ligge med hovedet i Abrahams skød, nej det handler om, at det som betyder noget i menneskelivet er kærligheden og den indstilling, som vi har til livet og til andre.

Vi må godt sammenligne os med andre, for det kan vi nok ikke lade være med, men vi skal tænke, at Gud elsker os lige så højt, som dem der tilsyneladende klarer sig bedre på det materielle plan.

Og fordi vi ved det, så behøver vi ikke føle os uretfærdigt behandlet af livet. Vi skal tænke som Troels Kløvedal, som døde sidste år, at det er verden, der er uretfærdig ikke livet! At vi skal leve og elske så længe, som vi overhovedet kan, for på den måde deler vi det, som vi alle har fået af Gud med hinanden.

Det kommer til udtryk her ved nadverbordet om lidt, hvor vi sidder side om side og modtager Guds kærlighed og tilgivelse, men vi kan også tage det med hjem herfra og dele det med andre og glæde os selv og dem. For den, der elsker Gud, skal også elske sin broder, som Johannes skriver i brevet.

På den måde vokser Guds rige, som er hans kærlighed og den er det væsentligste i livet. Det ser vi også, når vi hører lignelsen om, hvordan en rig mand, der har haft alt i livet, kun kan komme i tanke om at ønske sig, at den fattige Lazarus dypper fingeren i vand og lægger den på hans tunge for at køle ham i helvedes flammer!

Det viser jo også, at den rige mand stadig opfatter Lazarus som dengang, at han lå sulten og tørstig foran hans egen hoveddør og derfor er læren af denne lignelse for en rige mand og for os; at vi alle er lige for Gud og derfor også bør være lige for hinanden som mennesker.

Vi skal dele den kærlighed og det liv, som vi alle har fået af Gud, for kun på den måde får vi noget ud af det. Amen.  

 

 

 

 

Ophavsret: