Prædiken 6. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 2. jun 2019, kl. 07:33
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« Johannes 15,26-16,4

Hvad er situationen her? Altså i den tekst vi har lyttet til. Vi har med en gammel tekst at gøre og Johannes skriver nok lidt indforstået og dunkelt til at vi umiddelbart kan forstå hvad det er som er på spil. Johannes skriver til nogle af de første kristne, som var jøder. Derfor hører vi Jesus tale om at de jøder som er blevet kristne ikke længere er velkomne i synagogen. De blev set ned på som frafaldne.  

På det tidspunkt Johannes skriver sit evangelium et godt stykke efter det 1. århundrede, er Jesus for længst død. Ordene som Johannes lægger Jesus i munden er nu talt til den tidlige kristne menighed, som kæmpede for sin eksistens berettigelse.

 Jesus trøster sine disciple for at styrke dem til at holde ud. Der var en stor fare for at nogle ville falde fra, hvis presset blev for stort. Når lederen dør ved vi godt, der er en risiko for at gruppen falder fra hinanden. En gruppe bliver holdt sammen af, at der er en karismatisk leder, der kan tale, overbevise og vise vejen.

 I en gudstjeneste sammenhæng knytter denne tekst til ved nadverbønnens liturgi. Jeg tænker på de ord vi mødes af i indledningen til nadveren ”styrk os i det indre menneske og i bønnen før indstiftelsen af nadveren lad ”disse dine gaver…. styrke vor tro, grundfæste vort håb og gøre den indbyrdes kærlighed levende i vore hjerter, gør os faste i det evige livs håb”. Det bliver vi mindet om hver søndag. Vi skal huske på det og gøre det levende og virksomt i vore liv. Johannes situation er meget lig den befinder os i. Her tænker jeg på det forhold, at Jesus ikke er her mere, og vi er overladt til os selv. Vi har teksterne at holde os til, men tekster er også udtryk for fravær. Samtidig er teksten heller ikke længere bundet til en bestemt situation. Vi kan derfor læse Johannes i dag og forsøge at tolke den i vores situation. Tekster skriver vi for at holde fast i noget der er vigtigt, som vi ikke må glemme. Vi forsøger at fastholde et nærvær i fraværet.

Jesus minder disciplene om at huske hvad han har sagt til dem. Da han var hos dem var det nemt nok, men når han er væk skal de tage over og huske på hvad han sagde.

Vi kan selv tænke på et menneske vi har mistet og savner. Vi fik noget af det menneske og har noget vi skal overtage og give videre. Eller bare leve i og glæde sig over det vi havde sammen.Det var nemt da vi var sammen at sætte pris på det vi delte og oplevede. Efter døden og afskeden melder spørgsmålet, hvordan jeg skal bære det vi delte videre?

Johannes taler om en talsmand som kommer fra Gud, en ånd, som skal hjælpe os med at finde ordene. Parakleten hedder han på græsk. Den der taler for os, når vi ikke kan tale. For ordene efter døden og tabet har det med at blive tomme. Det er tomt uden den anden, samtalen er slut, og nu begynder en ny tid, hvor jeg alene skal forsøge at holde fast i det liv vi havde sammen. En anden skal hjælpe til og give mig de ord jeg savner.

Sandhedens ånd kalder Johannes den hjælp som kommer udefra, kommer os til undsætning. Religion begynder ved sprogets grænse – og giver samtidig sprog, hvor vi ikke selv kan tale.Hvor vi har svært ved at sige noget mere, men alligevel længes, og her kommer religionen til os med sine ord der overskrider døden og forbinder os til det vi har mistet.

Det hele med Jesus begynder med død. Jeg ved godt at fødslen i Bethlehem er den første. Med hans død kommer alle spørgsmålene om hvordan der skal leves, hvad vi skal huske og kan vi klare det selv. Hvordan komme fra døden til nyt liv, fra sorgen til ny bevægelse.

Jeg vil gerne citere far en tekst som jeg finder meget smuk. Jeg har læst den mange gange og er ikke sikker på at jeg helt har forstået den. Den passer på en eller anden måde ind i Johannes tekst om Jesus der er på vej væk fordi han skal dø – ja, han er allerede død – taler til sine efterladte om hvad de skal huske på – forsikrer dem om at han som Guds søn altid vil være dem nær i kraft af talsmanden som Gud vil sende. Det er indledningen til den islandske forfatter Jon Kalman Stefanssons bog Fisk har ingen fødder fra 2013. Jeg kommenterer på den undervejs.

 Vi har så meget: Gud, bønner, musik, teknologi, videnskab; hver dag sine opdagelser, bedre mobiltelefoner, kraftigere teleskoper, men så er der en som dør, og du har ikke længere noget, famler efter Gud, griber om skuffelsen, griber om hans kaffekop, om hårbørsten med hendes hår, gemmer det som en trøst, som noget magisk, som en tåre, som noget der aldrig kommer igen.

Så er det lige meget hvor meget vi har og ejer når én dør. Intet kan erstatte et elsket menneskes død. Teknologien kan intet hamle om med mindet der lyser fra hans kaffekop eller hendes hårbørste. Små ting som var knyttet til den døde bliver også en talsmand om den døde. Jesus siger vi skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Talsmanden, sandhedens ånd, er den som skal hjælpe til med at forløse deres viden. Vi kunne kalde det en slags guddommelig erindring, som rummer alt det vi har fået overleveret om Jesus. Vi kender godt selv at fra ting, billeder og dufte fra den døde strømmer der minder og fortællinger om livet sammen. Den vi savner er ikke mere, og hvad gør vi så? –

Forfatteren skriver videre: Hvad skal man sige til det? Sandsynligvis ikke noget, livet er uforståeligt, det er urimeligt, men vi lever det alligevel, kommer ikke uden om det, kan ikke andet, livet er det eneste vi med sikkerhed har, dette klenodie, dette værdiløse bras. Efter livet er der sikkert ingenting. Og alligevel begyndte det hele med død.

Et chok er det når døden tager et liv. Døden er allestedsnærværende. Alt liv er på vej mod dø. Livet er uforståeligt når døden rammer. Selvom vi med en uhelbredelig syg kan sige til os selv at det var det bedste der kunne ske, så efterlader døden os altid med et stort tomt rum. Om det hele begyndte med død, spørger forfatteren? Døden fylder meget, at det nogle gange kan være endda meget svært at finde tilbage til livet igen. Selvom det ender med, kan vi godt have følelsen af efter tabet af en elsket, at det hele begynder med død. Og det mener forfatteren alligevel ikke, for han siger -

Nej, det holder nok ikke, for døden er slutningen, den som tysser på os, tager blyanten fra os midt i en sætning, slukker for computeren, får solen til at forsvinde, himlen til at brænde, døden er selve meningsløsheden, vi vil absolut ikke tilskrive den nogen begyndelse, det går ikke. Døden er Guds brist på argumenter, det opstod da Gud, måske i desperation, blandede grusomhed og sorg sammen, fordi skabelsens kabale tilsyneladende ikke ville gå op. Men i enhver død bor der nyt liv -

Det er som Jesus siger til slut: jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer. Nej, for der var han i live. Men i enhver død bor det nyt liv, skriver Kalman Stefansson. Ja, det er sandt nok og svaret er kristendommen og kirken som voksede frem efter Jesus var død. Det hjælper ånden os med. Sandhedens ånd vil hjælpe os med at finde ud af hvad der er sandt. Vi har en vending på dansk der udtrykker dette. Når vi siger at ”dette ville være i fars ånd”, så mener vi at sådan ville far mene.

Vidnesbyrdet er b.la. den tekst af Johannes vi har lyttet til i dag. Hele gudstjenesten må vi tage med. Vi er jo vidnesbyrdet på at Jesus har været her. Jesus dåben som indvielsen til kristen troen og kirken, nadveren som det sted, hvor vi kommer tættest på talsmanden, sandhedens ånd, salmesangen hvor vi takker og lovpriser for hvad Gud har givet os del i. Det er ånden som taler her.

Ånden er en vild og utæmmelig størrelse, som strømmer frit og sætter ild i vore hjerter, når og hvor den vil. Ånden er også ganske jordnær i sit krav til os, ikke bare en luftig tilstand. Det er det nye liv kunne vi sige. Ikke anderledes end det gamle, men alligevel vigtigt at huske på. Hvad det går ud på hørte vi kort og præcist beskrevet i 1. Petersbrev: Vi skal holde fast ved den indbyrdes kærlighed. For kærlighed skjuler mange synder. Amen

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ophavsret: