Prædiken 3. søndag efter påske v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 12. maj 2019, kl. 08:06
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Johannesevangeliet 16,16-22

Det lyder lidt som en gemmeleg når Jesus siger: ”en kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.”

Fire gange mere kommer det dobbelte ”en kort tid” eller poetisk som det lyder i den gamle bibeloversættelse ”en liden stund”. Syv gange i alt lyder det ”en kort tid”.

Teksten er i bevægelse hvor ordene afløser hinanden og forsøger det teksten vil, skabe mening i nogle menneskers verden, som er i vildrede. Men her er det som teksten stopper, hver gang det lyder ”en kort tid”. Det korte tid fortæller allerede at noget er på vej til at blive til noget andet. Eller at én ikke skal være her mere.Jeg tror at en tekst bliver til på baggrund af et eller andet ubehag. Det er så at sige ulysten, der for forfatteren til at skrive. Teksten skrives fordi der er noget i verden, der ikke passer ordentligt; der er oplevelser og erfaringer, der skurrer, og som skal bringes på plads.

Jesus taler om den korte tid han er her, men samtidig taler han om, at han inden længe vil vise sig igen. ”Atter en kort tid, så skal I se mig igen”. Mellem de to tider ligger et tomt rum. Hvordan tale om det?

Vi kender det selv fra de afskeder vi har med hinanden. En mor vinker til sit barn om morgenen på vej i skole og siger: vi ses i eftermiddag. En kort tid er vi væk fra hinanden, og så ses vi igen. Det kan også være et farvel til én der skal være væk i længere tid. Her er der mere uro i afskeden, for hvordan det vil gå den savnede.

Livet er hele tiden en glidende vekslen mellem afsked og gensyn.

Det er på sammen måde med gudstjenesten vi er samlet til nu. Vi er her en kort tid og så går vi herfra. Men vi ved at der gudstjeneste igen næste søndag, og vi kan vende tilbage og møde nogle af de samme mennesker.I hvert fald bliver vi mødt af Jesu stærke ord i nadveren hvor det lyder: tag dette og spis det…. Drik alle heraf. I brødet og vinen er Jesus os nær. Det varer så kort en tid, og vi går herfra. Vi ved at vi har håbet om at atter en kort tid, så skal I se mig.

Gentagelsen er med til at forstærke tekstens fortælling om dødens nærvær. For det er hvad Johannes vil fortælle os med fortællingen om Jesu møde og samtale med sine disciple. I disse søndage efter påske kredses der stadig om Jesu død og opstandelse. Med en kort tid vil Jesus fortælle at hans tid rinder ud. Han skal lide og dø. Alt det har vi været igennem i påskens begivenheder.

Johannes fortæller om en af Jesu afskedstaler til sine disciple. Det er døden som venter på ham, og der skal tages afsked, gives trøst og håb til at kunne leve videre. Tiden er knap, som vi selv kender det fra afskeden med vore kære. Vi samles om den som skal dø og vi ved at tiden er knap, og nu skal der tages afsked med et menneske og alt hvad vi har haft sammen. Det er ikke så nemt som det lyder, for afskeder er dramatiske. Smertefulde og lammer os for en tid. Vi nærmer os det punkt hvor vi skal skilles fra hinanden. At miste er det som er fælles for den som skal dø og de levende.

Tiden går ned i tempo, en kort tid er der kun tilbage. Ordene bliver korte og betydningsladet. For nu er tiden kort inden samtalen forstummer. Med døden sættes der et endegyldigt punktum, og et skel mellem det som var og det som skal komme.

For Jesu nærmeste omkreds, disciplene og kvinderne, var det en katastrofe. De havde satset alt på Jesus. De var brudt op fra familie- og arbejdsliv og bogstavelig gjort det Jesus bad dem om: ”følg mig”. Og så er det pludselig slut.

Johannes skriver sit evangelium omkring slutningen af det 1. århundrede eller begyndelsen af det 2. århundrede. I den ængstelse vi kan fornemme i teksten klinger de to første generationer kristnes erfaringer med. Allerede på dette tidspunkt hvor Johannes skriver har mange kristne oplevet forfølgelser, nød og meget ondt. De kristne var en forfulgt minoritet, som vi desværre er begyndt at se det igen forskellige steder i verden. Det er i afskedens stund at Jesus taler smukt til disciplene om afsked og sorg, om håb og glæde. Det er jo dér vi alle kommer til at stå. Når vi tager afsked med et menneske. Vi skal skilles fra hinanden og det vilkår er uafvendeligt og fuld af smerte og triste følelser over tabet. Sproget bliver fattigt, ordene få.

Jeg ser det når jeg taler med familier der har mistet og vi skal planlægge afsked i kirken. De fortæller om den sidste tid i deres kæres liv. Tiden er ved at være slut for et menneske og de fortæller hvor vigtigt det er at være sammen, men også svært det er at indstille sig på at tiden er kort.

Johannes der skriver om Jesu afsked er på den anden side af afskeden. For Jesus er jo død for længe siden, og Johannes sætter ord på afskeden. Han lader Jesus tale til sine disciple, men ikke mindst til alle der læser denne tekst. Jesus taler om hvad det indebærer at være menneske og skulle miste.

At være menneske er at leve med en viden om at vi er her en kort tid. Vi lever ikke evigt. Vore livsveje skal skilles og vi skal leve med tabet som et menneskeligt vilkår. Svært at fatte at vi så pludselig står dér ved et elsket menneskes seng og vi ved med os selv, at nu er der kort tid tilbage. Det er som vi ikke vil tro det, for når livet går der ud af og vi lever med alt hvad der hører til livet, tænker vi ikke over den korte tid. Men én dag er tiden kort, fordi årene er gået og livet levet. Frygteligt og smertefuldt er det selvfølgelig på sin helt egen måde, hvis et menneskeliv brat tages fra os.

Det er som om Jesus skal have sine disciplene til at fatte dødens vilkår, som er at vi skal skilles fra hinanden. En kort tid, en kort tid, lyder igen og igen mod dem for at vænne dem til tanken om, at han går fra dem. Kristus deler med os både det vemod, der hører til at være menneske: at det er en kort tid, det bliver forbi, alt det vidunderlige i dette liv, og selvom der kommer noget nyt, får vi aldrig det gamle tilbage. Og Kristus deler den rædselsfulde sorg over, at den korte tid ødelægges af ondskab og hadefuldhed, så at tiden ikke kun er tid, men bliver til skyld, bliver til det, der aldrig kan gøres om og knuger livet sammen i bitterhed.

Mellem en kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig ligger sorgen. Sorgen som skal blive til glæde. Hvordan kan noget sørgeligt blive til glæde? Sorg er det navn vi giver tabet. At sorgen skal blive til glæde forklarer Jesus med billedet af den fødende kvinde. Den smerte den fødende kvinde er i når hun føder sammenligner Jesus med den sorg vi er i når vi mister et menneske. Ud af smerten vokser glæden hos kvinden – og manden – når barnet er født. Hun husker ikke mere sin trængsel af bar glæde over, at et menneske er kommet til verden.

Jesus siger til sine disciple at når han er død om en kort tid, så vil der atter gå en kort tid, og deres sorg vil blive til en glæde i en ny fødsel som er hans opstandelse.

Vi kunne godt sige at vores liv er et liv mellem de to tider Jesus taler om. Om en kort tid er det liv som hele tiden svinder mellem vore hænder kunne vi sige, og det gør det, fordi vi lever i nuet. Forventningen om den tid som ikke er nu, men som kommer, er den fremtid vi hele tiden lever frem imod. De første kristne taler man om lever i et ”allerede” og ”endnu ikke. ” Det er den gravide et smukt billede på. Den gravide der ser sin mave vokse langsomt. Det er allerede. Noget nyt er på vej, men det er endnu ikke fuldbårent.

Derfor siger Jesus om sorgen at den skal blive til glæde. Glæden var der da vi levede sammen og fik det til et liv. Det er derfor vi er i sorg og er kede af det når vi har mistet et menneske vi holder af. Sorgen ved hvad den har tabt. Det som vi ikke kunne holde fast i. Fordi døden tog det fra os.

Jesus dør og opstår fra de døde.Døden behøver jeg ikke sætte flere ord på. Opstandelse er det tidspunkt hvor Jesus fødes på ny.

Det er også det der sætter gang i fortællingerne om ham. Der gik rigtig mange år før noget om ham kom på skrift. Der er sikkert blevet talt meget om ham. Den tomme grav påskemorgen fortæller at døden er der ikke meget at sige om. Vi kan kun fortælle om vores døde, som de levende mennesker de var.

Jesus træder frem for os i sin afskedstale til disciplene. Han taler til os om hvordan vi kan komme videre når døden har taget sit. Han kommer fra Gud og træder ind foran os der skal miste og leve med sorgen.Han ved at vi i livet kommer til at græde og klage. Han siger det som det er. Og det ved vi godt er sandt. En kort tid så er det slut -

Men er der mere sige? Der er altid når Jesus kommer fra Gud til os et, atter om en kort tid. Vi lever som den gravide i håbet.

Det håb som forvandler vor sorg til glæde, fordi vi ved at Jesus vendte tilbage og selv blev billedet på det håb.

Amen

 


 

 

 

 

 

Ophavsret: