Prædiken Palmesøndag v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 14. apr 2019, kl. 08:37
Prædikener

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« Matthæus 21,1-9

Hvorfra henter vi modet til at leve? Påskeugen som begynder i dag med palmesøndag, rummer kristendommens mægtigste billeder af et vildt håb. Det vilde håb er den opstandene Kristus. Påsken der med sine fortællinger om Jesu lidelse, død og opstandelse på den ene side udstiller livets store smerte og tomhed i billeder af den lidende Kristus på korset. Og på den anden side rummer påsken et langt videre perspektiv, nemlig billeder af håb og mod på trods af langfredagens store smerte og lidelse.

Påskeugen fra palmesøndag til påskedag fortæller hvad vi alle kan komme til at møde i livet. Hvad vi den kommende uge skal gennemleve sammen med Jesus, er et menneske der går igennem en smerte og lidelse så stor. Vi følger Jesus ned i den dybeste smerte og ensomhed et menneske kan komme ud for. Gennem historien har mennesker hentet styrke og støtte i Jesu lidelse. Tanken har været den, at den lidelse og fornedrelse Jesus måtte gå igennem på en eller måde giver folk mod til at stå lidelsen igennem.

Udover lidelsen og døden står i centrum i påsken, så bliver vi påsken givet det vildeste og mest oprørende billede af håb om en fremtid trods alt. I billedet af opstandelsen påskemorgen.

Påsken som ligger foran os og tager sin begyndelse i dag med Jesu indtog i Jerusalem fortæller om håbet og modet.

Håbet som vi har så stærkt brug for. Det begynder i dag med Jesu indtog i Jerusalem. Folk så i Jesus et menneske som dem selv, men de så også mere end et menneske. De må de have gjort, for man må spørge, hvad de knyttede deres forventninger til i dette menneske. Hvorfor stod de der og råbte som gale da Jesus red ind i byen, hyldede ham som en konge? Hvor er magten henne hvis denne mand på et æsel er konge? Hvor er styrken henne, hvis han er den som skal frelse os? Begejstringen, hosianna råbene, den euforiske glæde ved synet af ham, er der belæg for det?

Det er jo ikke en magtdemonstration som vi måske ville forvente det af en, der havde tænkt sig at ændre på nogle ting. Tværtimod er Jesu attitude langt fra at være den som hører en konge til.

Han er sagtmodig, han er ydmyg, beskeden, han er stort set tavs. Ordene han mødes af stemmer langt fra overens med hvad han viser. De ord folkeskaren møder ham med, stammer fra salme 118 i Det gamle Testamente: "Hosianna Davids Søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn! De råber, men til hvad nytte! "Han som kommer", "Davids søn", det er Messias, den frihedskæmper, befrier og frelser, som jøderne havde ventet på i århundreder og stadig ventede på Jesu tid. Der er ikke meget frihedskæmper over den måde Jesus rider ind i Jerusalem på.

Hele sceneriet omkring Jesu indtog vidner om det modsatte af en magtdemonstration. En parodi på et indtog er det vel snarere. Det er som om Jesus allerede palmesøndag gør det klart, hvad påsken handler om. Ikke om ham selv, men som det æsel der bærer ham ind i byen, fortæller han symbolsk at han vil bære mennesker.Sådan skulle Jesus også selv på et senere tidspunkt bliver karikeret af en romersk gladiator, der ville drille en kristen kollega. På en mur i ruinerne af en kaserne fra 200-tallets Rom har man fundet hans grafittitegning af en korsfæstet person med æselhoved og med underteksten: ”Alexamenos tilbeder sin Gud”. Det er ikke venligt ment, men det er rigtigt set. Den ukendte fjende af kristendommen har dog alligevel fattet hvad det handler om i den nye tro: Kristus er kommet med sagtmodigheden, det sagte mod, livets mod – modsat det andet mod, det pralende soldatermod, voldens stemme.

Påsken slutter med livets sejr over døden. At livet sejrer over døden, at tænke denne tanke, kræver noget ganske andet end den rå brutale magt og den kølige fornufts beregning. At livet sejrer over døden, går på tværs af, hvad vi kan tænke om livet. Vi kan da heller ikke med fornuften gribe denne tanke.

Vi er ovre i en helt anden boldgade hvor det ikke drejer sig om at bulldoze en ydre magt og pragt igennem. Her kæmpes der ikke med krudt og kugler. Vi er inde i menneskesindets allerdybeste lag. Det handler om ord som mod og håb og ikke mindst om at stole på en magt i afmagten. Den afmagt som lidelsen og døden sætter mennesker i. 

Helt nøgternt set kan det være svært at fatte hvad Jesus ville med sit indtog i magtens centrum. Hvad havde han forestillet sig? Vi er blevet vænnet til at forestillinger om fred og ændrede samfundssystemer er noget vi må kæmpe os til.

Jesu indtog i Jerusalem er ikke pompøst indtog. Det vidner om en meget bevidst handling fra Jesus side. En åbenlys demonstration af, at Messias er noget andet en ydre magt og pragt. Palmesøndag er begyndelsen på Jesus selvhengivelse. Han udstiller sin svaghed helt åbenlyst, går uden våben ind i magtens centrum og udfordrer den, og det hele ender med hans død langfredag.

Havde Jesus med magt sat sin vilje igennem, var det blevet til en gentagelse af voldens og magtens historie. Det har vi set så mange gange før, hvor magten har trumfet sin vilje igennem.Det ender måske nok med sejr, men altid en sejr som kræver endeløse lidelser og døde.

Nu spurgte jeg til indledning med hvilke billeder vi møder fremtiden? Fremtiden bliver formet af de billeder vi gør os af den.Er det det som det har været det i lange perioder af menneskehedens historie billeder af krig, håbløshed, usikkerhed der er vor fremtid, så bliver vore forventninger til livet derefter.

Hvordan holde fast i modet? For de folk der modtog Jesus i Jerusalem var han billedet på det mod de længtes efter. Han var billedet på at fremtiden ikke var lukket af, men åben. Der var ikke meget i Jesu indtog der begrundede det mod. Sagtmodigheden og ydmygheden hos Jesus kunne let have fået folket til at fælde en anden dom. At han ikke var værd at holde sig til. Det var for usikkert.

Modet må altså leve af noget andet end hvad det umiddelbart ser. Vi kan selv komme ud for hændelser der skulle få os til at miste modet, men alligevel holder vi fast. Modet henter ikke sin næring fra det som sker omkring os, men fra en dybere grund i livet. Modet er identisk med hvad vi kalder tro.

Der er meget i vores daglige liv og i den verden vi lever i, som kan få menneskers mod til at svigte.De samme følelser må have gjort sig gældende i Jesus i det han red ind i byen. Angsten for hvad der ville ske, fornemmelsen af afmagt, men i den totale afmagt kan vi mennesker nogle gange møde et mod der får os til at trodse det værste. Jesus trodsede sine værste anelser om fremtiden da han red ind i Jerusalem.Hans sagte mod skabte mod til at håbe. Hans afmagt gav dem styrke til at tro, hvad de ikke håbede var sandt. At der netop i den dybeste afmagt findes en magt. Et mod til at håbe og trodse det som vil ødelægge livet.

Modet er modet til at tro det utrolige. Det utrolige er netop hvad påsken handler om. Livets sejr over dødens og mørkets kræfter. Modet er tro. Tro på hvad? En tro på at alt i livet følger en forudlagt plan. Meget sjældent. Menneskers liv og historiens liv er en proces hvor der findes både skabende og nedbrydende kræfter, både skæbne og frihed, både tilfældighed og nødvendighed. Det er er sådan vi kender livet, nemlig som det vi ikke kender fuldt ud. Livet indeholder både det skabende og det nedbrydende. At tro – have modet til at tro, som folk havde det den palmesøndag Jesus red ind i Jerusalem, det er at acceptere livet som det er, og sige ja til det.

Det er at følge med Jesus ind i byen og videre gennem påskens begivenheder. Han går foran os og vi følger efter. Han vidste ikke om den død, der ventede ham, da han Palmesøndag drog ind i Jerusalem. Jesus fortsatte, og rejste dermed et symbol, hvis kraft også når os i dag. Det er spændingen i livet tegnet af korset og opstandelsen. I denne sagtmodige gang fortælles det også at resignationen er den uhyggeligste af alle former for død. At give op er at krænke livet og livets skaber, selvom vi nogle gange godt kan forstå hvis mennesker giver op over det de kommer ud for.

I påsken sker der en guddommelig vending af verdensforløbet som får betydning for mange menneskers liv. Der rejses et håb over alt liv. Et håb som gang på gang vil blive modsagt og hånet. Men i dag bliver det klart, at Guds mening med Jesu indtog i Jerusalem var at lade os vide, at foran os er han og ikke den uvisse skæbne. Han kommer til os. Vi er ikke ladt alene. Som det lyder inden vi går til nadver og møder Jesus i brød vin Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Han kommer mens vi går op til alteret. Amen

 


 

Ophavsret: