Prædiken 4. søndag efter helligtrekonger v. Pia Krogh Albrechtsen

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 10. feb 2019, kl. 07:46
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?« Matthæus 8,23-27 

Hvem er du, menneske? Spørger Gud Job (Jobs Bog 38,1-11). Når han spørger Job, spørger han også os.

Vi stiller ofte spørgsmålet til os selv: hvem er jeg?

Men vi stiller det fra en anden vinkel: vi stiller det fordi vi ikke ved hvad vores opgave eller identitet er. Når vi er i tvivl om hvilken retning vores liv skal gå. Når vi ikke synes vi selv får nok ud af vore relationer til andre.

Hvem er jeg? Hvad skal jeg blive til? Det er ikke givet på forhånd. Det er et af tidens dogmer at vi kan blive til alt. Det er op til os selv at skabe vores identitet og liv, så vi opfylder alle vore drømme. I vores søgen er der ikke nødvendigvis plads til spørgsmål til Gud og om Gud.

Unge mennesker på 17-20 år, der står og skal vælge uddannelse eller arbejde, fortæller at det er virkelig svært. Når de kan vælge mellem utallige muligheder, bliver det uoverskueligt. Måske derfor er der alt for mange unge der går ned med stress eller depressioner.

Vi ser det som noget godt at vi kan vælge mellem mange livsveje. Men det gør ikke tingene nemmere. Tidligere generationer skulle ikke tage så meget stilling: landmandens ældste søn blev landmand, smedens søn smed og de unge piger lærte at stå for husholdning og tage sig af familie og børn.

Jeg forherliger ikke den tid, slet ikke. Der var jo mange, der havde evner og lyst til at gå en anden vej, end den der var udstukket for dem. Pontoppidans roman Lykke Per der er filmatiseret handler blandt andet også om det.

Måske er problemet heller ikke at der er så mange valg – måske er problemet i lige så høj grad at den enkelte er overladt til sig selv: både med sit valg af arbejde og fremtid og med sit liv i det hele taget.

Når vi tænker over spørgsmålet: hvem er jeg? Tænker vi så straks: hvem er jeg i forhold til fællesskabet? Eller tænker vi, hvem er jeg – løsrevet fra relationer og forpligtelser. Måske er det den største forskel på tidligere tider og nu tiden i hvert fald i Danmark: At vi har fået så stor en velstand i samfundet at den enkelte kan tænke på sig selv og kan klare sig selv – også uden at være alt for afhængig af omgivelserne.

På gården eller i familier, hvor det er hårdt arbejde at skaffe sig mad og tag over hovedet, dér er alle nødt til at bidrage med deres indsats – uanset hvor ung man er. Men her hos os har de fleste nok.

Vi kan tjene vores penge og vi kan definere hvem vi er gennem vores arbejde. Der er kun os selv – til at finde vej.

Det er ofte først når vi rammes af ulykke og sorg, som Job, vi stiller spørgsmålet: hvorfor mig? Er der en dybere mening med at netop jeg rammes af ulykke, sygdom eller tab af nære familiemedlemmer.  Først i de situationer begynder vi at tænke over om der er en Gud.

Vi havde sidste søndag besøg af Johannes Værge der talte om hvordan der er mange mennesker, som netop i de situationer kommer til at tænke på Gud som en vred og straffende Gud. Men det er Gud ikke: hverken den Gud der svarer Job. Job, der har har klaget og råbt til Gud i lang tid i sin smerte og lidelse. Heller ikke den Gud Jesus Kristus forkynder er en Gud der straffer. Gud straffer ikke mennesker med sygdom, fordi de har gjort noget forkert. Lidelse og død skelner ikke mellem den gode og den onde. Lidelse er i sig selv uretfærdigt.

Gud forsøger ikke at forklare lidelsen til Job. Det Gud siger er: Hvem er du, menneske, at du skulle kunne forstå alt? Kender du lovene for himlen, bestemmer du dens magt over jorden? Nej vel? Erkend at der er grænser for din viden og magt. Og lad mig om det, siger Gud.

Jesus siger også til sine disciple – og dermed til os: hvorfor er I bange? Og han kalder dem og os: lidet troende. Altså: ikke-troende og skeptiske og tvivlende. Hvorfor tvivler i på min magt?

Tror I ikke på at jeg har Guds magt til at befale over stormen?

Man kan sige at han stiller spørgsmålet med stor ret: for de har været sammen med ham i nogen tid nu. Mens de har vandret med Jesus, har han helbredt utallige mennesker – senest officerens søn i Kapernaum og den spedalske som var teksten i søndags. Jesus har altså gentagne gange demonstreret sin magt over naturen: ved at helbrede syge, ved synligt at gøre noget som andre ikke kunne.

Og alligevel tror de ikke på ham. Alligevel har de ikke tillid til, at han kan sørge for at der ikke sker dem noget i stormen på Genezaret sø. De bliver bange, i mørket og i stormen.

Ligesom vi kan blive bange, når vi ikke føler vi kan gøre noget ved det der rammer os: udefra kommende begivenheder, der vælter vore planer og måske også sætter alt i stå, sådan som vi føler at tiden stopper når vi mister et menneske vi har kendt hele livet. Så står vi og føler os sat i en glasboble: inden i os er det som om alt står stille, men verden fortsætter omkring os.

Da stiller vi spørgsmål og har brug for at der er en anden, der kommer med omsorg og med en sikker tro på, at alting nok skal gå. Vi mærker nok allermest i de situationer at vi er afhængige af at have mennesker vi stoler på omkring os.

Jesus skælder ikke rigtig ud, men vi fornemmer alligevel en vis utålmodighed med disciplene her i hans udråb. Hvor mange gange skal jeg bevise hvem jer er – for at I tror på det? Og så befaler han stormen at lægge sig - og det gør den.

Hver gang vi hører disse historier, bliver vi ramt af afstanden i tid og rum: Vi sidder ikke i den båd på det oprørte vand. Så vi må tænke på de situationer i vores liv der minder om det:

Som når vi er syge og ligger derhjemme og nærmest intet kan gøre for at komme op af den seng. Og bliver bange for om vi er syge for længe: der er ikke megen tålmodighed hos de fleste afdelingsledere og arbejdsgivere med sygdom. Blot en langvarig influenza kan give os store minusser i arbejdslivets karakterbog, så vi skal forklare os. Cheferne går selv på arbejde syge – og mener, at det skal vi alle gøre selv om det jo spreder fx influenza og lægger hele afdelingen ned.

For nu at tage et eksempel som de fleste kender.

Vi kan også være eksistentielt bange – have livskriser af dybere karakter hvor vi ikke kan se hvilken vej vi skal gå. Måske har vi ikke nogen vi vil tale med det om – fordi så ville vores facade-identitet lide et knæk, når andre hører at ikke alt er så perfekt som det helst skal være.

Når vi er i lignende situationer som jeg har skitseret, er vi tættere på at være i samme båd som disciplene. Bange, uden tro på at nogen kan hjælpe os.

Når vi er der: så får vi at vide at vi kan have tillid til Jesus og gennem ham til Gud. Så lyt dog til mig, siger han – så tro dog på at jeg kan hjælpe dig:

Det er det Jesus siger til os i dag. Og nej: jeg kan ikke give dig indsigt i hvordan jeg gør det jeg gør. Det ville betyde at du var mig – siger Gud til os.

Hvis du forstod  hvordan jeg kan befale over stormen, fjerne de hvide pletter fra den spedalskes hud, sætte stjernerne på himlen og planlægge naturlovene, så ville du være Gud selv.

Men med en verdens befolkning på 7,6 milliarder ville det gå galt. Så måske er det godt at der stadig er naturlove vi ikke har regnet ud og ikke kan lave om på.

Jesus beder os om at tro på ham. Have tillid til at Gud vil os det godt. Med alt hvad han siger og gør, viser Jesus omsorg og kærlighed og medfølelse med de mennesker han møder. Derfor er sygdom og ulykke og kriser ikke noget der kommer fra Gud. Det er livsvilkår.

Når vi rammes af det, kan vi henvende os – i tvivl og frustration – til Gud ligesom Job gør det. Og stole på at han vil svare os.

For hvad er tro: Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke ses. I tro fatter vi at verden blev skabt ved Guds ord.

(med Paulus ord fra hebræerbrevets forklaring)

Dét vi kan svare på Guds spørgsmål er ligesom Jobs svar: vi er ikke lige så vise som han er. Vi ved ikke alt. Vi kan kun have tillid til at Gud gennem Jesus har sagt at han vil gå med os – også gennem mørke – og at han vil føre os ud i lyset gennem den kærlighed han har til os. For intet er umuligt for Ham, der kan overvinde døden.

Derfor kan han være hos os i dag – på tværs af tid og rum – gennem sin Ånd. Derfor kan han – når vi ber ham om det – hjælpe os med sit nærvær og sin styrke. Når vi er syge når vi er raske. Når vi tvivler, når vi tror.

Men når os med Herrens stemme, Ånden kalder hver især, Kan vort hjerte dog fornemme, at Guds rige kom os nær. Amen

 

 

Ophavsret: