Prædiken 3. søndag efter helligtrekonger v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, søn d. 27. jan 2019, kl. 08:34
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: »Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: »Jeg vil, bliv ren!« Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: »Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«  Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: »Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.« Han sagde til ham: »Jeg vil komme og helbrede ham.« Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.« Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: »Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«  Men til officeren sagde Jesus: »Gå, det skal ske dig, som du troede!« Og hans tjener blev helbredt i samme time. Matthæus 8,1-13 

Hvilken tro hos disse to mennesker! Jesus er lige kommet ned fra bjerget, hvor han har været sammen med sine disciple og undervist dem. Hans undervisning på bjerget kalder vi hans Bjergprædiken. Nu er det jo ikke den vi skal tale om i dag, selvom den rummer vidunderlige formuleringer og tanker om hvordan livet skal leves. Jeg vil dog nævne det det Jesus siger i begyndelsen om hvordan vi skal lade os smitte af Guds lys for således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.

Lyset strålede fra Jesus da han kommer ned fra bjerget. Vi fornemmer megen begejstring omkring Jesus. Store folkeskarer fulgte ham. Der stråler håb ud fra denne mand. Jeg husker da Obama lige var blevet præsident og i 2009 holdt han en tale i Cairo til det arabiske folk. Talte om forsoning og en ny tid. Man talte efter den tale om et nyt forår i Mellemøsten. Den tale vakte begejstring ud over hele verden. Vi var mange der håbede og troede stærkere efter den tale.

Den første Jesus møder er en syg mand, en spedalsk, og senere en officer hvis tjener ligger hjemme i hans hus og er syg. To mennesker i nød og som har brug for noget at holde sig til. Det har man når man er syg. Sygdom med smerter er en udfordring for livsmodet og troen.

Begge er de helt klar på at Jesus kan hjælpe. De taler til Jesus som dem der kan hjælpe dem ud af den nød de står i. Den spedalske siger: herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren. Og officeren er ikke mindre tydelig i sin tale: sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jesus er garanten for troen, og skaber håbet i dem, om de kan få hjælp i deres nød.

Det handler om tro på Gud, men det er en tro som Jesus formidler. Gud ligger bagved Jesu evner til at give folk troen på livet tilbage. En tro der tilmed kan helbrede. Vende livet til noget nyt og godt. Troen er Jesustro. Hos Jesus lærer vi om hvem Gud er og hvad Gud kan. Det lyder jo nemt når Jesus svarer den spedalske mand ”Jeg vil, bliv ren” og officeren til hvem Jesus siger ”Gå, det skal ske dig, som du troede. ” Det er ikke altid nemt at holde fast i troen. Særligt svært når man er syg. Men vigtig at have noget at tro på.  

Brorson taler i salmen vi sang før (nr. 578) om hvad Jesustroen kan. I det første vers kan vi nemt komme til at føle, at den tro Jesus peger på bliver til en kæmpe præstation: Den tro, som Jesus favner og hjertet rense kan, den tro, hvorved man havner i Himlens frydeland, den tro er stærk og må al verden undertræde, i sorrig og i glæde sin prøve kunne stå.

En tro så stor, at den garanterer adgangen til himlens frydeland, og så stærk, at den kan al verden undertræde. En tro som kan demonstrere sin styrke ved at være urokkelig i alle livets forhold, i modgang og i glæde.

Vi er nok mange der føler at vi er langt fra at kunne præstere en sådan højkvalitets-tro. Men det er jo ikke de svar Jesus giver den spedalske og officeren på, hvad der er troen. 

Den forunderlige og vidunderlige helbredelse er svaret på deres tro. At de midt i deres lidelse, smerte og bekymring havde kræfter til at tro. Og var så heldig at møde Jesus der som Brorson siger, kunne favne deres tro. Det var i mødet med Jesus at deres tro på blev vakt. Troen som Jesus favner gør netop ikke troen til en præstation. Præstationer handler om at jeg lille menneske selv skal klare mig og blive bedre. Jeg har ikke andet end mig selv at takke for, hvordan det går mig i livet.

Jesus favner de to i sin kærlighed, og det bliver til tro for dem. Det skaber troen i dem. Troen var der allerede da Jesus kom ned fra bjerget og de så og gik ham i møde og lagde deres smerter og uro frem for ham. De levede i håbet om at det kunne blive bedre. Jesus favner det håb i kærlighed og viser at tro ikke handler om at præstere, men at hvile i en kærlighed. Tro er at høre sammen med Jesus i kærlighed.

Det er med tro som med kærlighed til den man elsker: Kærlighedens indhold er ikke de følelser man kan finde i sig selv, men er den, man holder af. Troen skabes i mødet.

Det gør det jo ikke bare i mødet med Jesus, som vi ikke længere har mulighed for at møde på samme måde som disse to. Vi er henvist til fortællingen om det som skete den dag Jesus var kommet ned fra bjerget. Men fortællingen kan også skabe tro i os.

I hverdagen for os alle er troen ikke noget jeg selv skal stå inde for. Den skabes i mødet med den anden. Ved at en anden favner mig og det jeg nu synes er svært, og giver mig fornyet håb og mod på livet. Grundtvig siger det på smukkeste vis i sin kærlighedssang til sin kone Marie Toft. Han grunder over hvad det er som gør at de to hører sammen. Umærkeligt, skriver G., kan de stole på den anden, uden at der behøves ord til at fortælle om det. Og så giver Grundtvig forklaringen nu har vi opdaget, i hjerte-favntaget vort liv er fælles lyst. Hjerte-favntaget er troens kilde. Den favn de to blev mødt af i Jesus. Deres tro blev mødt af hans kærlighed og skabte forandringen i deres liv.

Troen som vi hørte Fuzzi og Yasdan ( fra Kurdistan) svarer ja til i dåben, er ikke en tro de nu skal til at bevise eller præstere. De døbes i troen og er taget ind i Guds kærlighedsfavn som han viser os den i Jesus. Tro er altid rettet mod noget; troen forbinder os med dét, vi tror på, ligesom kærligheden forbinder os med den elskede.

Det er jo Jesus der tror for den spedalske og officeren. Sådan som barnet eller det unge menneske kan føle sig omfattet og trøstet af sin forældres tro. Jesus tror for os. Det kan være en utrolig stor trøst, hvis man føler at ens tro er smuldret bort. Trøstende er det at vide, at det ikke er min tro, der holder Guds kærlighed til mig i live.

Det er hvad den spedalske og officeren føler da de møder Jesus. De tror på, at Jesus kan hjælpe. Sig blot et ord …. Ja, mere skal der ikke til.

Troen er en mulighed der taler om et håb som aldrig svigter mig, fordi det er Guds virkelighed. Da de to så Jesus vågnede en tro i dem. De kunne bedre holde deres nuværende situation ud. Godt at have noget at tro på. Det er vigtigt for at kunne klare livet. Troens tvilling er tvivlen, og de vil altid gå hånd i hånd. Tvivlen er urolig i sin søgen efter troen. Det er her sproget kan hjælpe os på vej til at holde fast ved troen. Digteren Henrik Nordbrandt viser i digtet ”At holde det ud” hvordan sproget rummer muligheden for at holde ud. Hvordan der i det daglige sprog vi taler med hinanden, er indbygget en tro på at der er håb selv i livets sværeste øjeblikke:

               Jeg kan ikke holde det ud, siger jeg

               ofte og kan ikke holde ud at sige det.

               Men slet ikke at sige det kan jeg

               på den anden side slet ikke holde ud.

               …..

               Så længe jeg bare bliver ved med at sige

               at jeg ikke kan holde det ud, kan jeg lige

               netop holde det ud, selv om det er forfærdeligt.

               Men hvis jeg et kort øjeblik holder op

               med at sige, at jeg ikke kan holde det ud

hvis jeg giver efter for lysten til at sige noget andet bare et øjeblik, kan jeg virkelig ikke holde det ud. jeg må blive ved af alle kræfter at sige, jeg ikke kan holde det ud. Og hele tiden på en ny måde.

Virkeligheden kan være barsk nok, og den kan svær at holde ud. Det var den for de to vi hører om i dag. Som den er det for os, når livet gør ondt. Vigtigt at kunne sige fra, vise hvor svært livet er, for så er du allerede på vej. Det ligger også i den spedalskes og officerens ord de møder Jesus med herre, hvis du vil…men sig blot et ord…   

Tro er en måde at være til på. Vi kan slet ikke klare os uden tro. Selv den mest konsekvente ateist må tro når livet gør ondt. Han kan ikke altid regne med at få håndfaste beviser for alt han kommer ud for i livet. Det er ikke alt som lader sig tjekke og dobbelttjekke. Hver dag kræver sin tro. Det kræver tro at stå op hver dag. Begynder vi dagen uden tro på den, uden tro på os selv, vore medmennesker, og de ting, vi skal i gang med, har dagen og livet mistet sin meningsfuldhed. Vi står op i tro, fordi vi har tillid til at livet i bund og grund er meningsfuldt og hver ny dag viser egentlig hvad tro er: tro er mulighed.

Det er den tro som Jesus favner og vi føler at her hører vi til. Tro som kærlighed. Amen

Ophavsret: