Prædiken Juledag v. Hans-Henrik Ross

Udgivet af Hans-Henrik Ross, tor d. 27. dec 2018, kl. 09:02
Prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Lukas 2,1-14 

Så blev det julemorgen. Vi har endnu engang lyttet til juleevangeliet, måske med en anden ro end i går. De mange forventninger og gøremål i tiden op til jul, ligger nu bag os. Derfor kan dagen i dag føles som en ny begyndelse, vi er som forandrede.

Vi mennesker kan ellers have det svært med forandringer. Uanset hvor meget arbejdsmarkedet råber på omstillingsparathed og fleksibilitet, så er det altså ikke enhvers stærke side pludselig at lave om på tingene. Vi ved, hvad vi har, men vi ved ikke, hvad vi får. Sådan kan vi nemt komme til at tænke, når noget nyt er under opsejling. Hvis folk insisterer på forandring, så kan man være sikker på at høre nogen sige: ”Det der, det har vi altså prøvet før, og det gik slet, slet ikke”. Eller endnu bedre: ”Det plejer vi altså ikke gøre her”.

For de fleste er det også sådan, når det gælder vores juletraditioner. Dem må der for alt i verden ikke laves om på. Sådan har jeg det i hvert fald selv: ”Rør dog ikke ved min gamle jul”, som der står i en populær julesang.

Ja, forandringer kan være svære. Derfor er der også noget trygt i, at vi i kirken hvert år til jul hører evangeliet om barnet, som blev født og lagt i en krybbe. Samme historie om og om igen hvert eneste år – det er ikke kun små børn, som holder af gentagelse, det gør voksne også.

Men juleevangeliet er faktisk fortællingen om den allerstørste forandring nogensinde. Om hvordan den højeste Gud, lod sig føde i det laveste; som det mindste og mest sårbare menneske. Profeten Esajas skriver om barnet, at han skal blive til et stort lys for dem, der vandrer i mørket. Det med at vandre i mørket, det kender nok alle mennesker til – før eller siden i deres liv. Det menneskelige mørke er ikke kun det, der fortsat strømmer imod os i beretningerne fra Syrien, Yemen eller dobbeltmordet i Marokko. Det er også det mørke, som kan forårsages af sygdom eller afsavn, og som en stor sorg kan lægge over vores liv. Det mørke findes overalt, hvor mennesker ingenting har tilbage, ingen glæde føler, intet håb nærer længere. Og det er først og fremmest i mørket, at vi risikerer at komme til at slukke lyset i et andet menneskes øje; at gøre nogen fortræd.

Det er på baggrund af dét mørke, at vi skal se et stort lys, når vi hører om barnet i krybben. Fordi Gud valgte selv at komme os mennesker i møde i Kristus julenat. Gud ville ned og hjælpe det nødstedte og udelukkede menneske. Ikke mindst det menneske, som selv har trådt ved siden af.

Det er derfor, at vi ofte hører om, at Jesus var sammen med toldere, røvere og prostituerede. Alle dem, som det omkringliggende samfund ikke ville røre med en ildtang.

Med Jesu fødsel blev forestillingen om, hvordan samfundsordenen skulle være, vendt fuldstændig på hovedet. Ingen kunne tro, at verdens frelser skulle fødes som et fattigt barn i en tarvelig stald. Man havde en forestilling og en klar forventning om at verdens frelser ville være den mægtigste konge med al magt på jorden, med tjenere der kunne opfylde hans mindste behov og ønske. Men tænk engang; verdens frelser, himmelkongen, er vores tjener.

Vi skal ikke præstere eller ”vækste” os vej til himlen, vi skal ikke fortjene Guds anerkendelse, men vi skal være akkurat så omstillingsparate, at vi for en stund ser bort fra alle vores meritter eller mangel på samme, og bare tager imod.

For dét er julens budskab, og det er for alle: At Guds lys kan oplyse ethvert menneskeligt mørke, og gøre alting nyt. At vi kan være kendt og dog elsket trods mørket i vores sind og gerning. Måske er det fordi, vi mennesker har det lidt svært med forandringer, at englen indleder sin tale med ordene: ”frygt ikke”. Vi skal lige have tid til at opdage, at forandringen faktisk er af det gode.

Selv vores elskede traditioner er på et eller andet tidspunkt opstået som en forandring fra noget andet; en fødsel af noget nyt. På et eller andet tidspunkt er en ny idé blevet født i verden, og netop ved at gentage den, er den blevet en tradition.

Sådan er det med traditioner. De kommer snigende, og de kommer nogle gange bag på os. Pludselig er de der. Ligesom englen, der sagde: ”Frygt ikke, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” Det er den sætning, der forandrer verden, den sætning, der bringer lys ind i verden og gør den større.

Juleevangeliet indbyder alle til at sprede lyset fra krybben. For det er i det lys, at vi får øjnene op for, at de mennesker, vi møder – også dem, der vandrer i mørket – er Guds børn. Guds Rige er på vej til os hele tiden, og vi kan hjælpe det på vej igennem den måde, som vi møder andre mennesker på.

Derfor lyder opfordringen her i julen til hver enkelt af os, at vi skal sprede lyset fra krybben. Det er nemlig ikke bare en kær tradition, at juleevangeliet fortælles igen år efter år. Det er ikke kun en hyggelig fortælling om en familie i en stald.

Det er fortællingen om, at håbet kan bryde frem, hos mennesker som intet har, om at Guds lys kan oplyse ethvert menneskeligt mørke, og om at kærligheden er den forandrende magt.

Ingen anden end Gud kan føle empati med hele verden på en gang. Hvis vi andre prøver på det, bliver vi enten knust eller følelsesløse. Derfor er det godt at vide, at Gud bærer byrden for os, men at vi kan løfte med ved at sprede ordet: ”Frygt ikke – i dag er der født jer en frelser!”.

Jeg har af en god ven før jul fået en lidt mærkelig gave, som minder mig om, at alt det Gud skænker os – lyset, håbet og livet – sætter sig igennem, helt uafhængig af min succes eller mit kollaps som menneske. Gaven er en særlig plante – måske kender I den. Den kaldes Jerikorosen eller genopstandelsesplanten. Der findes flere forskellige planter, som går under den betegnelse, men fælles for dem er, at de kan overleve fuldstændig uden vand i årtier. Når planten har blomstret, tørrer den ind, ruller sig sammen og slipper sit fæste. Derefter kan den trille rundt i ørkenen i årevis. Når den omsider møder en smule fugtighed vækkes den til live igen og kan afgive sine frø. Det kan den gøre igen og igen.

Da jeg fik planten, var den brun, sammenskrumpet og fuldstændig vissen at se på. Den så virkelig stendød ud. Som en vissen tot græs. Samme dag lagde jeg den lille sammenrullede vækst i en skål med en smule vand i bunden. Der har den ligget nogle dage, men nu ser den helt anderledes ud. Jeg havde selvfølgelig regnet med, at der ville ske et eller andet, at den ville åbne sig, men jeg havde ikke troet, at den ville blive grøn.

Jeg tænker, at kærligheden mellem mennesker har det som Jerikorosen: Den kan sygne hen i mørket, skrumpe ind, ja krumme sig helt ind i sig selv og slippe sit tag, den kan kastes hid og did af tilfældige vinde – men når den får bare en smule næring, den mindste anledning til at folde sig ud, så bliver den alligevel i stand til at sprede sine frø.

Juleevangeliet, som vi lytter til år efter år, er sådan et vandingssted: Altid det samme, altid nyt og radikalt forandrende, som kun kærligheden kan være forandrende. Julen er Guds kærlighedserklæring til sit ituslåede menneske. Til os, når vi er tørret ind, og har mødt så meget modgang, smerte og savn, at vi er visnet og har mistet mål og retning i livet. Eller når vi er målrettede, at vi mister blikket for hinanden.

Så frygt ikke, men prøv at lade julefreden sænke sig. Fred er det allerbedste, vi kan give hinanden. Fred og fordragelighed. For når vi mærker, at vi selv har liv og varme, er det så meget lettere at se medmennesker frem for modmennesker i verden omkring os, og at få øje på det lys, der med barnet i krybben er blevet hver og en af os til del.

Det lys, der julenat strålede al sin kærlighed ud fra krybben, skal bore sig ind i vores indre mørke. Det skal vande vores hjerter, og igen og igen gøre den indbyrdes kærlighed levende iblandt os. amen


 

 

 

                

Ophavsret: